Alices liv var ikke noget ’wonderland’

Det var ikke altsammen ”Alice i Wonderland”, da Alice Iversen rejste til København for at tage en sygeplejerske-uddannelse på Rigshospitalet…

Droppet på Valentins dag

– I 2003 blev min far syg af kræft. Jeg havde også lige fået en abort. Det var oven i købet den 2. januar, lige på min fødselsdag. Jeg havde dengang et gensidigt afhængighedsforhold til en mand, der kom i Anonyme Alkoholikere. I min tristhed søgte jeg hen i Betlehemskirken på Nørrebro, hvor jeg blev inviteret med på et Alpha-kursus, og jeg syntes, det var meget interessant. Jeg prøvede at snakke lidt med min ven om det åndelige, men han afviste mig fuldstændig. Og på selveste Valentins dag, den 14. februar, smed han mig ud…

Vreden måtte ud

– I de sjælesorgs-samtaler, jeg havde med den ene af præsterne, Ole Backer Mogensen, sagde han, at vi skulle bede om, at jeg måtte blive fri for den vrede, jeg havde i mig. Vrede? Jeg synes ikke selv, jeg var vred. Jeg kunne ikke selv se mine skyggesider. Men jeg havde faktisk så meget vrede i mig, at jeg kunne have slået min tidligere kæreste ihjel. Jeg var så skuffet. Men vi bad så for det, og vreden forsvandt fuldstændig.

– Havde du kontakt med din eks-kæreste efter den tid?

– Ja, vi skrev sammen nogle gange. Jeg fortalte ham, at jeg var begyndt at tro på Jesus. Og så hørte jeg ikke mere fra ham, ler Alice.

Jeg græd og græd…

Nogen tid efter holdt kvindeforeningen Aglow et møde på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.

– Jeg tog med til mødet, som foregik en lørdag. En kvinde fra Bornholm talte til os. Jeg undrede mig over, at hun fortalte så begejstret om Gud og Jesus, som om det var nogen, hun kendte personligt. Jeg kan huske, at jeg begyndte at græde ved mødet, fordi jeg var så frustreret over alt det, der var sket i mit liv. De ville gerne hjælpe mig, men der var lidt travlt med kaffeborde osv., så de foreslog, at jeg kom tilbage om mandagen.Så kom jeg tilbage mandag. Og de bad for mig. En kvinde, som var lidt profetisk, foreslog, at jeg bad Jesus om at komme ind i mit liv. Det ville jeg gerne. Så jeg gentog en bøn, som hun ledte mig i. Og jeg bad om tilgivelse for den abort, jeg havde fået. Og jeg græd, og jeg græd… Bagefter lånte jeg en bog med hjem, som handlede om slægts-forbandelser.

Ordenes magt

– Mens jeg sad derhjemme i min stue og læste, slog jeg op i Johannes-evangeliet kap. 1. Jeg læste: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud…” Og lige pludselig kunne jeg bare se mit liv passere forbi. Med mine ord havde jeg bestemt, at jeg ville have en abort, og med mine ord havde jeg bestemt, at jeg ville være sammen med en mand, som nok ikke var den bedste for mig… Jeg havde selv valgt. Mens jeg sad der, sagde jeg: ”Gud, hvem er jeg, og hvad er kærlighed?” Og så kom Helligånden bare sådan her, forklarer Alice og viser med en bevægelse, at det var som en bølge, der kom ovenfra.

– Jeg oplevede det som en varme. Jeg oplevede Guds nærvær både fysisk og åndeligt. Som om en kærlig far tog om mig. Og jeg kunne mærke det indeni – i hjertet. Det var, som om jeg svævede, og jeg gled fra stolen og ned på gulvet.

Befrielsesdagen

– Jeg var dengang 36 år. Det var den 5. maj, på Danmarks befrielsesdag, og jeg kalder det min kristne fødselsdag. Det er i øvrigt også Søren Kierkegaards fødselsdag. Jeg har altid interesseret mig for filosofi. Til min afslutningsopgave på sygeplejeskolen brugte jeg flere citater af Kierkegaard, bl.a. hvor han siger, at man skal møde andre, hvor de er, og begynde dér. Når man har læst hans bog ”Kærlighedens Gerninger”, så forstår man bedre begrebet accept. Filosofi er så spændende, men alt blegner jo, når man har mødt Jesus, smiler Alice.

Slut med jødehad

– Når jeg efter min oplevelse åbnede Bibelen, var det, som om den var levende. Jeg kunne pludselig forstå den. Før havde jeg været antisemitisk. Jeg kunne ikke lide jøderne. Jeg tror, det stammede fra skoletiden, hvor vi havde en lærer i historie, der talte dårligt om jøderne. Han mente ikke, de var så gode, som man gjorde dem til, og han sagde, at jøderne ikke behandlede palæstinenserne godt. Jeg troede jo på min lærer. På den måde fik jeg en antisemitisk ånd ind i mig. Og den sad i mig lige siden. Men nu skete der noget mirakuløst, når jeg læste i Bibelen. For jeg fik pludselig sådan en kærlighed til jøderne.

Barn i Broager

Alice voksede op i Broager, ikke langt fra Tyskland. Hendes far havde en købmandsbutik. – Min mor var 46 år, da hun fik mig, så jeg voksede op som en efternøler med lidt gamle forældre, og jeg blev mobbet af mine ældre søskende, husker Alice.

– Da jeg var 5-6 år blev jeg kørt over af en motorcykel. Men der skete ikke noget med mig. Senere har jeg tænkt over, om Gud passede på mig.

Far lå for døden

– I 2005 fik min far det dårligt på grund af kræften og blev indlagt. Jeg blev ringet op, da jeg lige havde haft en vagt. Min bror fortalte mig, at min far ikke havde det godt. Jeg lovede at komme dagen derpå. Men da jeg var kommet hjem, følte jeg, at jeg skulle skynde mig. Jeg gik ned på gaden, hvor der netop holdt en taxa, og tog ind på Hovedbanegården ved midnat. Men jeg kunne ikke finde ud af at trække en billet.
Så kom der en mand og hjalp mig. Han var udlænding og jeg spurgte, hvor han kom fra.

– Jeg kommer fra Jaffa i Israel, svarede han.

– Nej, hvor spændende. Jeg interesserer mig meget for Israel, for jeg er jo kristen, jeg tror på Jesus, sagde jeg.

– Jeg skal nok følge dig ned til toget, svarede han. Jeg tror han var jøde. Han var forretningsmand, og han var meget hjælpsom.
Også i toget blev jeg hjulpet, fordi jeg havde glemt min telefon. Jeg tror ikke, det var tilfældigt. Da jeg nåede frem med nattoget klokken 5, var min far desværre lige gået bort. De havde kørt ham ned i 6-timers rummet, hvor lægen senere skulle tjekke, at døden var indtrådt.
Han døde den 5. maj, samme dag, som jeg var blevet kristen to år før. Jeg satte mig ned og læste Salme 51 højt for ham: ”Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed! Vask mig fuldstændig ren for skyld, rens mig for synd!” osv.. Så tog jeg hen til min søster, hvor jeg overnattede.

Et utroligt held

– Da vi efter nogle måneder skulle dele tingene i det gamle hus, delte vi tingene op i lige gode bunker, og så slog vi terninger om dem.
Der skete det mærkelige, at jeg slog en sekser, og en sekser, og en sekser… Mit held blev bare ved 6-7 gange. Det var mærkeligt. Jeg har aldrig oplevet det siden. Men det betød, at jeg kunne vælge først. Min bror udbrød, at det var ligesom, der var ”noget”, der hjalp mig.
– Jamen det er Gud, sagde jeg. For jeg havde jo fortalt dem, at jeg var blevet kristen.

Bortrykket

Samme år havde Alice haft en meget speciel oplevelse.

– Jeg lå i min seng om natten. Jeg lå nok og tænkte på min fortid, og på ham, der havde skuffet mig. Og så sagde jeg ligesom i en bøn: ”Hvorfor skal jeg elske ham?” I det øjeblik var der ligesom et varmt tæppe, der blev lagt på mig. Bagefter kom der et kraftigt lys. Så blev jeg løftet meget hurtigt op, og jeg kunne mærke et sus, men jeg var helt tryg. Jeg ville dreje hovedet for at se ned, men jeg kunne ikke bevæge hovedet. Jeg kunne kun kigge opad. Og ovenover mig kunne jeg se en åben himmel. Jeg så bl.a. noget grønt og nogle flotte blomster, og det var et varmt og meget behageligt sted. Jeg så også to familier med nogle børn. Det varede måske kun nogle minutter, for pludselig var jeg tilbage igen. Og jeg så på uret, at klokken var tre. Det var natten den 21. marts 2005. Men det var ikke en drøm, Jeg skrev det hele ned i min dagbog. Og bagefter ringede jeg til min veninde og fortalte hende alt.

– Hvorfor tror du, at du skulle opleve det?

– Jeg havde jo kun været kristen i to år, og jeg mistede min far kort efter, så måske havde jeg brug for den bortrykkelses-oplevelse, tænker Alice.

Aldrig alene

– Jeg er så glad og føler mig aldrig alene. Jesus er jo altid med mig. Og jeg beder til ham om alt. Jeg har lige fået et nyt job, som jeg er meget glad for. Jeg elsker at sprede den glæde, jeg selv har. Når man kommer ind til en sur patient, er det let at blive smittet af surheden. Men man kan vende situationen med accept og kærlighed. Engang var der en grønlandsk mand, der græd, fordi han havde fået at vide, at han havde alvorlig kræft. Jeg følte så stærkt, at jeg skulle trøste ham. Så jeg sagde til ham: Du er ikke alene. Jesus er her. Og bagefter bad jeg en lille bøn for ham. Det er jo et fantastisk liv at være kristen. Det er så vildt! Man oplever så meget godt. Jeg vidner gerne for andre om det på en naturlig måde. Helligånden viser mig, hvornår og hvordan.