Ord til eftertanke til alle menigheder!

Else Studsgaard Madsen.
Skjern.

Søndag d. 11. sep. sad jeg og så gudstjenesten fra Kbh’s Domkirke i anledning af Dronningens 50 års regeringsjubilæum i fjernsynet. Hvor var det stort og fantastisk at se, at så mange i kirken kendte salmerne og sang med på dem; det sad jeg og glædede mig meget over.

Det er en dyrebar arv, vi har i vores generation, at vi alle har lært de samme salmer i kirken. Undervejs i gudstjenesten gik tankerne hen på, at om ikke så mange år, tror jeg, kan det slet ikke lade sig gøre at samles til lignende festligheder, hvor alle kender de samme salmer, og hvor vi alle sådan kan synge sammen.

Jeg synes, der derved går noget meget stort og værdifuldt tabt. Jeg oplever somme tider, når jeg er til gudstjeneste i forskellige valgmenigheds- og frikirker, at jeg ikke kender en eneste af de salmer/ sange, der bliver sunget; det er lige som om, jeg går fra gudstjenesten med en lidt tom følelse – der mangler noget.

Jeg vil gerne opfordre alle menigheder til, at I fremover vil tænke på, at der altid synges mindst 1 af de gode, gamle salmer til jeres gudstjenester; også så VORES BØRN LÆRER DEM, – og skulle der komme gæster i jeres menighed, har de mulighed for at synge lidt med; det vil være så godt.

Jeg ville ønske, at vi alle vil huske på at bære den arv videre, at lære og at synge nogle af de gamle kernesalmer, så vi også fortsat har en fælles sangskat, når vi skal synge lovsange til vor Gud.