Smerten og den brudte lænke

Jeg sad i dag i min pause og kiggede på hjemmesider med tatovører, da jeg har drømt om en bestemt tatovering siden jeg var 18.

Som ung rejste jeg til Israel med en veninde. Vi arbejdede som volontører, og vi sluttede vores ophold af med at rejse rundt i landet. Vi planlagde ikke så meget, men tomlede rundt, og indimellem tog vi en bus. En sen aften ankom vi til Nazareth – byen som Jesus voksede op i. Vi havde ikke booket overnatning, og da vi står på busstationen, og en flok mænd bevæger sig over til os, begynder vi at blive betænkelige.

I det samme kommer en ung kvinde målrettet mod os, hun beder os komme med. Vi følger efter, og hjemme hos hendes familie fortæller hun, at hun havde siddet og bedt, da hun havde fået et billede i sine tanker, at der stod to kvinder på busstationen, som var i fare, og hun skulle hente dem. Vi blev der i flere dage, var sammen med familien og fik mange historier om hendes trosrejse.

En af de sidste dage viste hun os en tatovering, hun havde fået rundt om håndleddet. Tatoveringen forestillede en brudt lænke. Hun fortalte, at en del af hendes troskamp havde været at give slip på vreden i forhold til den uret, der var overgået hende. Hun var palæstinensisk kristen og havde mødt Gud nogle år forinden.

En del af hendes familie var blevet dræbt i urolighederne i Israel, og hun havde kæmpet med, at Gud også elskede dem, der havde gjort dem ondt. På et tidspunkt havde hun fået et billede, et billede af, at alt den vrede og bitterhed, hun bar, allerede var blevet båret. Den lænke, hun bar, var brudt.

Derfor havde hun fået tatoveret en brudt lænke om sin hånd, så hun igen og igen kunne minde sig selv om ikke at gå vredens vej. Minde sig selv om, at hendes smerte var båret. Jeg har brug for den samme påmindelse. Som mange andre bærer jeg også tunge byrder. Også jeg bærer en smerte, som jeg ikke selv kan bære.

Indimellem overvælder den alligevel. Jeg kommer til at sidde fast i gamle mønstre, gammel smerte bliver aktiveret. Også jeg har brug for at blive mindet om, at lænken er brudt. Som der står i en af mine yndlingssange: ” .. sæt dig som et sejl på mit hjerte, som et sejl om min arm, for kun din kærlighedsflod kan bryde vredens og forbitrelsens lænke”.

Kun Guds kærlighed kan bryde vores vrede og rethaveriskhed ned, kun Han kan gøre nyt og skabe nyt. I os selv formår vi ikke, i os selv vinder vores ego oftest. Så lad os vende os til Ham, der kan bryde vores lænker, uanset hvilken smerte, vi bærer på.