Nedkastede kroner til ørerne

Nyt udspil fra veletablerede Casting Crowns med budskaber til hjertet.

Forsanger og bandleder Mark Hall er også præst (Youth Minister) og sammen med nogle af bandmedlemmerne arbejder han i en baptistkirke i Georgia. De turnerer også gerne. De har fx været i Danmark, men har også, som et af de få bands i verden, været i Nordkorea!

Marks styrke som sangskriver er hans tekster, hvilket er små prædikener i sig selv og indimellem også fungerer som slogans eller One-Liners (og som kan bruges som memes på Facebook). Det er også tilfældet denne gang. Følgende slogans kan nævnes:

“I don’t know where this is going, but I know who holds my hand” (fra Desert Roads), “It’s high time we turn our interest to God’s word instead of Pinterest” (fra 2nd Opinions. Pinterest er en populær hjemmeside/netværk med inspiration til hobbyer), og “I know the only reason, I can stand here unashamed, it’s not because I’m worthy, it’s all because of mercy” (fra All Because of Mercy).

Svagheden ved sangene er, at de kan blive en smule ensformige i melodierne og i lydbilledet. På den forrige plade imødekom de dette ved at diske det lidt op ved at bringe andre instrumenter ind, end de plejer, og det virkede godt og gjorde det hele en smule mere moderne. Denne gang eksperimenterer de også, men dog ved at gå i en mere gammeldags retning.

Der er en sydstatsgospel-sang i stil med Gaither Vocal Band og en trestemmig a cappella sang. Begge to er fine og giver afveksling, men henvender sig snarere til et ældre publikum. Disse “ældre” sange (2nd Opinions og Gentle Healer), er dog alligevel nogle af pladens bedste.
Åbningssangen Desert Road er også ganske god.

Det skaber også lidt afveksling, når en af de kvindelige medlemmer får lov at synge for.

Kunstner: Casting Crowns

Titel: Healer (Deluxe)

Genre: Pop/Rock

Download: itunes.dk – Pris: 119 kr.