Det kristne fællesskab er en helt central ”medicin”

Kære Poul Henning

Tak for samtaler. Jeg kæmper med oplevelsen af sitren i min krop og nærmest elektriske stød eller kramper i min krop. Gad vide om det er epilepsi? Jeg er trofast i min kirke, men det er blevet svært for mig at komme til gudstjeneste, fordi tilstanden ofte forværres, når jeg er i store forsamlinger. Nogle gange har jeg måttet gå midt i gudstjenesten eller opgive at komme.

Jeg placerer mig oftest tæt ved udgangen. Jeg har ikke et familienetværk, så kirken er min familie. Når vi mødes i hjemmegrupper, kan jeg desværre også opleve, at det lige pludselige bliver for meget. De har forståelse for mit problem, men det er pinefuldt og frustrerende. Jeg vil helst undgå medicin. For år tilbage var jeg til læge, dengang var det også slemt.

Kære ven

Tak for samtaler. Vi har nu drøftet det mere indgående. Der kan være flere diagnoser eller træk herfra, som både kan gå i den psykiske eller fysiske retning.

Dissociative kramper

Umiddelbart tænker jeg ikke, at det er epilepsi, men det kunne være dissociative kramper, her er der sjældent tungebid, faldlæsioner og bevidsthedstab. I den forbindelse kan ses tab af bevægelighed i form af delvis eller total lammelse af hele eller dele af kroppen. Det kan være sammentrækninger af led eller mangel på fysisk koordination. Krampeanfaldet er ikke det samme som ved epilepsi.

Angst

Du beskriver også symptomer, som peger i retningen af angst, idet du gerne vil undgå situationer fx med mange mennesker. Du undgår situationer, fordi du ved, at du risikerer at få både fysiske og psykiske symptomer. Du har også oplevet panikangst, det kender 25% af den danske befolkning til. Det er ganske ubehageligt, men ufarligt. Diagnosemæssigt skal der dog minimum være fire panikangstanfald på fire uger. Alarmklokken bør ringe, idet din adfærd er begyndt at ændre sig.

Fællesskab og den ’tovingede kirke’

Det er så godt, at du er vågen for ovenstående og vil gå til læge med henblik på yderligere udredning. Den onde cirkel skal brydes, for der er meget på spil. Det kristne fællesskab er en helt central ”medicin”, og mister du først det, bliver du utrolig sårbar. Vi har alle brug for at blive styrket i troen og dele liv med hinanden. Jeg glæder mig over, at din kirke har syn for den ’tovingede kirke’.

En fugl flyver med to vinger, den ene vinge er billedligt talt gudstjenesten, og den anden vinge er hjemmegrupperne. Den første menighed havde denne vægtlægning med at komme i templet og i hjemmene. Paulus skriver i 1. Kor. 14,26 – ’Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse.’

Byg relationer og undgå ensomhed

Jeg kan forstå, at din biologiske familie er ganske lille. Både praktisk, mentalt og åndeligt er sårbarheden stor, hvis vi ikke i gode tider får opbygget relationer. Det er skønt at høre, at du er trofast i begge ’vinger’. Du investerer i andre, men også i din egen fremtid.

Afsluttende hilsen og ’fire ben’

De bibelske værdier skal der kæmpes for også midt i sygdomsudfordringer. Helligånden fryder sig over at sætte sig og virke ud fra ’stolen med de fire ben’. Højden på de ’fire ben’ skal tilpasses hinanden – ’De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.’(Apg. 2,42).

Kærlig hilsen
Poul Henning