Ellen og Jørgen var 14 år i Afrika, før de blev præstepar i Brødremenigheden

Denne søndag tager Ellen og Jørgen Bøytler som præstepar imod Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i Christiansfeld. Brødremenighedens by fejrer nemlig 250-års jubilæum. Og her er et portræt af præsteparret.

Ellen og Jørgen Bøytler er præstepar i Brødremenigheden i Christiansfeld.

Før Ellen og Jørgen Bøytler for 26 år siden kom til Christiansfeld, havde de levet et primitivt og eksotisk liv i Afrika.

– Efter studentereksamen havde jeg ikke lyst til at læse mere, men jeg kunne godt lide sløjd, så jeg blev uddannet som tømrer, og Ellen arbejdede i en bank. Vi havde et lille hus i den lille landsby Korning og havde det godt, men efter tre år fik vi lyst til noget andet, fortæller Jørgen.
– Jeg havde overhørt, at nogen talte om Ydre Missions Hus i Christiansfeld, fortæller Ellen.
– I Korning var der altid nogen, som rejste til Afrika og Bangladesh som missionærer. Så jeg ringede til Christiansfeld for at høre, om der var nogle muligheder for at rejse ud.
Der var dengang fem missionsselskaber i huset. Det var omkring middagstid, så damen i omstillingen sagde, at de andre var gået til frokost. Tilfældigvis var der én på kontoret hos Brødremenighedens Danske Mission (BDM).

Kendte intet til Brødremenigheden

– Vi aftalte, at vi skulle komme på besøg i Christiansfeld. På det tidspunkt kendte vi stort set ingenting til BDM og Brødremenigheden, indrømmer Jørgen blankt. Men parret fik en god snak med daværende missionssekretær Erik Baun (nu frivillig adventsstjernesælger) og generalsekretær Johannes Jehøj (senere præst i Vojens).
– Vi besluttede at rejse til Tanzania, hvor der var brug for os. Jørgen skulle arbejde som bygge-leder og jeg skulle have med regnskab at gøre. Men først skulle vi på sprogskole i England og derefter i Tanzania, hvor vi skulle lære swahili, fortæller Ellen.
Der var snestorm og 27 graders frost, da parret blev udsendt fra Christiansfeld, men da de ankom til Dar-Es-Salaam slog varmen imod dem med endnu højere plusgrader.
– Lufthavnsbygningen lignede kun et større hønsehus dengang, husker Jørgen.

Kæmpe byggearbejde

I Tanzania kunne Jørgen bruge alt det, han havde lært som tømrer. Da han kom til Sikonge, var der kun 640 kr. på byggekontoen, men syv år senere havde byggearbejdet udviklet sig fra fire mand til 250 mand, og en stor byggevirksomhed, som kirken ejede.
Jørgen stod for byggeri af mindst 50 kirker, et hospital, skoler, præsteboliger og flygtningelejre. Byggeafdelingen selv opkøbte træ, fældede skov og skar træet op, så det bl.a. kunne sælges til Danidas projekter. De oprettede også et vindmølleprojekt.
Pengene kom bl.a. fra tyske og svenske kirker og udviklingsorganisationer. Og der kom også stor opbakning fra deres hjemegn. Men byggeafdelingen bidragede også med et overskud på helt op til en million om året.
– Det må have været spændende at slå sig løs på den måde?
– Jamen det var det da, svarer Jørgen og lyser op i et stort smil ved tanken om den spændende tid.

Pionérer i Kipili

De første otte år boede de på en missionsstation i Sikonge, hvor der var en snes udsendte fra Holland, USA, England og Danmark. Men en dag blev de spurgt af afrikanske kristne fra et afsides område ved Tanganyika-søen, om de ikke ville komme ned til dem i Kipili og starte et pionerarbejde.
– Vi syntes, det lød spændende. Vi begyndte bogstavelig talt med at rydde skov, så vi kunne bygge et hus, husker Jørgen.
Faktisk var BDM ikke så meget for at begynde i et nyt område, men ved et møde i Løsning skoles aula besluttede forsamlingen dér at indsamle penge til at bygge et hus til parret. Og så var BDM også med på idéen. Senere finansierede de gode folk fra hjemegnen også en skole og en kirke.
Fra 1989-95 boede og arbejde Jørgen og Ellen ud fra landsbyen Kipili. Det var så langt ude, at der var 150 km til købmanden og posthuset i Sumbawanga – seks timers kørsel på grusveje!
– Men fisk var der masser af, bemærker Ellen.
– Vi havde geder, grise, ænder og høns, og vi begyndte at dyrke og sælge tomater. Og de lokale brugte frøene fra de største tomater, så de også kunne dyrke.
– Det gælder om at se behovet, løse behovet, men lad være med at give det væk gratis. Få i stedet folk til at efterligne, konkluderer Jørgen erfaringen.

Båd fra DDR

Kirken havde fået en stålbåd fra den fattige brødremenighed i DDR. Men den stod langt inde i landet, og dens tre-cylindrede petroleumsmotor duede ikke. Så Jørgen rejste og boede tre måneder i telt for at starte byggeriet af missionsstationen.
Jørgen og hans folk byggede også træbåde og kunne efterhånden besøge de afsides landsbyer langs den mægtige sø.
– Hvad gik det ud på?
– Jeg sejlede i begyndelsen i en jolle med en påhængsmotor ud til landsbyerne – 200 km den ene vej, og 200 km tilbage igen. Vi var et team, der viste Jesus-film for tusindvis af mennesker. De fleste havde ikke set film før. Eller en hvid…

Børn i Afrika?

Da Ellen skulle føde deres første barn, Daniel, var der tegn på, at han ville være for lille. Derfor fødte hun med kejsersnit i Vejle. Jørgen nåede først hjem tre dage efter. Og selv om Daniel kun vejede 1950 gram, så tog han hurtigt på og har ikke haft mén.
Daniel trivedes godt i Afrika og rejste som ung selv ud igen som byggemand i Tanzania og Congo. Da han blev gift, rejste hans kone Sandra også med.
Den næste søn, Peter, blev også født i Danmark, og han var 8 måneder, før han kom med ud. Datteren Miriam oplevede sine første 2 år i Kipili.
Efter 6 år i Kipili rejste familien på fem nu hjem fra de primitive forhold.
– Da jeg flyttede til Kipili med børnene var der vægge og tag og én dør. Køkkenet var tre sten, wc’et var udenfor. Vi havde lånt to stole, en seng og en høvlebænk. Huset var som en byggeplads, så det var rart hver gang der blev lagt et cementgulv eller et loft, husker Ellen, mens Jørgen ironisk tilføjer, at udsigten til stjernehimlen i det primitive udendørs badeværelse var meget smuk.
– Afrika er et fantastisk sted for børn, hvis de ellers er raske, for der er altid masser af børn at lege med. Daniel stegte fisk sammen med kammeraterne nede ved søen.

Hjem til Danmark

Efter næsten 14 år i Afrika besluttede Bøytlers at tage hjem til julen -95, så børnene kunne vokse op som danskere. Jørgen ville læse teologi på Århus Universitet.
Efter en tid i Korning ringede Käthe Thomsen fra Brødremenigheden til dem og sagde, at menigheden manglede en præst – nu.
Løsningen blev, at Jørgen blev ansat på 50 pct., så han kunne fortsætte sine teologistudier indtil 2002, hvor han så blev missionssekretær og senere generalsekretær i BDM frem til 2006 – deltids.
Jørgen Bøytler har en enorm energi, så han kan sagtens klare flere job samtidig. I 2006 blev han således en af direktørerne i den europæiske brødremenighed – og fik kontor i Herrnhut – samtidig med at han passede præstejobbet i Christiansfeld. Og ind i mellem fik han også tid til at skrive en PhD.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I 2010 fik han en ny stilling som generalsekretær for alle brødremenigheder i hele verden. Her rejser han utrolig meget.
– Men han lægger ofte rejserne fra mandag, så han kan nå at være hjemme til gudstjenesterne, fortæller Ellen, som bakker ham op i det store arbejde. Hun har selv været regnskabsfører i Folkekirken i Tyrstrup i 25 år.
– Jørgen er meget systematisk. Han bruger ikke tiden i flyet til at læse avis. Han arbejder. Og når han kommer hjem fra Billund midt på dagen og har fået noget at spise og et bad, så går han i gang med at arbejde, fortæller hun.
Jørgen er også formand for BDM. Meget kunne fortælles om missionsarbejdet og den voksende brødrekirke ude i verden, men pladsen tillader det ikke.
Jørgen Bøytler har også et stort medansvar for, at byen er blevet renoveret, er kommet på UNESCOs liste og nu er igang med renovering af Enkehuset. Senere står Christinero for tur.
Og selv om han nu er 66 år og Ellen er 64 år, så har de ikke planer om at stoppe foreløbigt. Lysten driver værket.