Usund opmuntringskultur i frikirker
Benny Lund Majland
Aalborg
Set i lyset af den aktuelle sag med den engelske præst Mike Pilavachi, som er blevet beskyldt for at have krænket forskellige unge mennesker i forbindelse med hans hverv, så oplever jeg, at det er på tide at se med kritiske øjne på den opmuntringskultur, som er blevet en meget central del af danske frikirker. Kulturen, jeg ser, er den, hvor ethvert budskab skal være opmuntrende og uden revselse for opførsel eller handlinger i kirken, som er mod Guds og Jesus’ ord om retfærdighed.
Denne kultur er det, som fører til, at enhver kritisk ytring, på trods af at den tager udgangspunkt i Skriftens vidnesbyrd, bliver lukket ned, måske fordi lederskabet og mange gange også andre medlemmer er bange for, at den vil skade den opbyggede organisation for spredelse af evangeliet. Jeg hører præster, som siger, at årsagen til, at de kommer i kirke, er for at blive opmuntret.
I min egen kirke er Bibelen blevet undervist i små bidder under titlen “Ord til opmuntring”. Budskaber fra talere i kirken bliver fyldt med ord som “hvis du finder det behageligt” eller “at gøre dørtrinnet så lavt som muligt”. Denne kultur er ikke i overensstemmelse med Bibelens vidnesbyrd. I det gamle testamente bliver uretfærdighed straffet med det samme eller efter en tid.
Straffen for uretfærdigheden sørgede Gud altid for, selvom Gud også gav plads til nåde, når Han så, at folket eller personen omvendte sig. Eksempler på dette kan være Israels folks synd med guldkalven og Davids synd med Batseba. I begge situationer blev folket og David straffet, men Guds nåde kunne også ses. I det nye testamente ser vi også, at uretfærdighed har konsekvenser.
I beretningen om Ananias og Safira ses, at et ægtepar lyver overfor Gud, om hvor meget de har givet til Guds første kirke. Apostlen Peter, der udsiger Guds dom over dem, er dog også sørgmodig over, at de i deres hjerters ondskab havde haft brug for at påstå, at de havde givet alt, men havde løjet. Dette er et eksempel fra en nytestamentelig menighed, der viser, at det har en konsekvens at fortsætte i uretfærdighed, når man har valgt at gå på Jesus vej.
Opmuntring er ikke en dårlig ting at give, så mennesker kan finde ind i håbet og troen på Guds indriben. Jeg ser dog bare, at der er en ubalance i, hvordan mange frikirker prædiker. Denne ubalance fører til, at præster, lederes og medlemmers uretfærdighed bliver tysset ned, ikke taget hånd om og ikke bliver talt internt om.
Dette kan netop fører til, at personer som Mike Pilavachi kan få lov til at agere i lang tid i uretfærdighed uden, at nogle griber ind.
