Det Nye Testamente gendigtet som roman

”Hans venner tager hinanden i hænderne, de omfavner hinanden. De siger ofte, at de har fulgt ham længe nok til at vide, hvem han er. At de ikke behøver bevis for at tro på det, han siger, og at de for længst har besluttet sig for aldrig at forlade ham. Men de mærker det alligevel; det er en port, der bliver slået op i deres hjerter, det er al den herlighed, som han åbenbarer for dem. Og de tror med en styrke, som de ikke før har kendt.” s.99

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er allerede en prisbelønnet forfatter med mere end 10 romaner bag sig. Og som med flere af hendes andre anmelderroste bøger er det også den historiske genre i Natten åbner sig som en port. Det er et meget ambitiøst projekt at ville gendigte Det Nye Testamente i en roman. Alene de fire evangelier indeholder så meget historiefortælling, dialoger og monologer, at der er stof til mange romaner.

Desuden kræver en roman som denne, at forfatteren både har en ganske grundig historisk, kulturel og teologisk indsigt. Men langt hen ad vejen synes jeg, det lykkes for Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Javel, hun tager sig visse friheder, når udsagn og begivenheder kobles sammen, uden at det nødvendigvis følger forlægget i NT, men det skal hun naturligvis også gøre for at levendegøre hele fortællingen.

Og det kan noget, det der med at se historien om Jesus som et narrativ. Især når man, som denne forfatter, udviser en bemærkelsesværdig grad af respekt for den oprindelige kildes udsagn. Fortælletraditionen fra Det Nye Testamente giver kun antydningen af kontekst. Sanserne aktiveres sparsomt ved fantasien, når vi læser om Jesus i templet, Lazarus’ opvækkelse, helbredelsen af den spedalske, korsfæstelsen, opstandelsen osv. i det Nye Testamente, fordi fortælletraditionen, den mundtlige overlevering, koncentrerer sig om det væsentligste.

Men netop her tilføjer romanen noget interessant. Ved at koble det episke drama om Guds søn, Jesu liv og den udødelige visdom fra Jesu ord, med en moderne historiefortælling bliver de enkelte delelementer til en sammenhængende, medrivende og rørende historie. Personskildringerne er rundere, konflikterne uddybes, sanserne pirres, og det gør noget godt for indlevelsen.

Men man skal som bekendt stoppe, mens legen er god! Det er derfor ærgerligt, efter min mening, at romanen ikke slutter med evangelierne eller i det mindste Apostlenes gerninger. I stedet er det afsluttende kapitel om Paulus’ breve, og det bryder lidt for meget med romanen som genre, fordi det bliver til en parafrasering af Paulus’ utrolig righoldige teologi. Det skal dog ikke ødelægge den samlede vurdering af en ganske vellykket gendigtning af NT, som både er trosstyrkende og læseværdig.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Natten åbner sig som en port
272 sider. 199,95 kr. Bibelselskabet