Søren Kierkegaards opbyggelige og kristelige taler

Alt for få danskere har læst vores Søren Kierkegaard, og de færreste kristne ved, hvilken stor åndelig skat, der ligger gemt i hans forfatterskab.

De flestes viden strækker sig ikke længere end til at have læst en bid af hans ”Enten-Eller” i gymnasiet eller til kendskab til et citat som fx ”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns”. Dermed tænker mange også primært på ham som filosof. Men hans vigtigste skrifter – også ifølge ham selv – er hans åndelige tekster, de såkaldte opbyggelige og kristelige taler.

”At trænge til Gud er menneskets højeste fuldkommenhed”

Hele Kierkegaards forfatterskab er gennemsyret af kristentro, og i en stor del af hans skrifter er det hele hovedsagen. Det er bl.a. tilfældet i værket ”Atten opbyggelige skrifter”. Én af talerne herfra har fået titlen ”At trænge til Gud er menneskets højeste fuldkommenhed”.

Kierkegaard begynder med påstanden om, at mennesket faktisk kun behøver lidt for at kunne leve, og at denne smule kun behøves i en kort tid set i evighedsperspektivet. Dette er imidlertid svært for mennesket at indse, og det bliver endnu sværere, da mennesket ikke engang kan vide, om det er sikret dette ”lidt”.

Han går så et skridt videre med sætningen: ”Lad dig nøjes med Guds nåde”. Men standser sig selv ved ordet ”nøjes”. For, som han skriver, ”Guds nåde er jo det herligste af alt. […] at ville nøjes med det meste. Hvad man nøjes med, det må jo være det lidet; men at nøjes med det herligste af alt, det synes en besynderlig tale”.

Vi kender det jo godt, når vi fx står overfor et medmenneske i en svær situation og siger: ”Vi kan ikke gøre noget, vi kan bare bede” – som om det ikke er det største, vi kan gøre. Dette viser bare, at vi ikke for alvor har indset, at vi har hele vores rigdom i Gud og i hans nåde, men stadig tror, at vi selv har noget at tilføje. Vi må derfor nå til at glædes ved nåden, så vi ikke blot nøjes med den, men takker for den og higer efter den. Dermed vil vort hjerte, hvad det angår, ”blive mere og mere unøjsomt, mere og mere higende, mere og mere længselsfuldt efter at vide sig nåden sikret”.

Den længsel, som opstår ud af erkendelsen af behovet for nåden, er tegn på, at mennesket nærmer sig fuldkommenhed, for ”jo mere han behøver Gud, jo dybere han fatter, at han trænger til Gud, og nu i sin trang trænger sig frem til Gud, desto mere fuldkommen er han, […] jo højere et menneske står, desto mere behøver han Gud”.

Tilintetgørelse og selverkendelse

Vejen til denne fuldkommenhed er ikke let, for mennesket kvier sig ved at indse sin magtesløshed og give slip på sin indbildte magt. Man må først igennem en tilintetgørelse. Det betyder, at man må erkende, at Gud er ens modsætning – han formår alt, vi formår intet. Men netop i modsætningen passer Gud og mennesket sammen. Han har, hvad vi ikke har: ”Således er mennesket stort og på sit højeste, når han passer for Gud ved selv at være slet intet”.

Med andre ord må vi nå til selverkendelse, for ”ved den dybeste selverkendelse lærer man netop, at man trænger til Gud”.
Det betyder også ifølge Kierkegaard, at det menneske, som ikke erkender dette, dybest set ikke kan mærke, at Gud er til. Det menneske, ”der derimod véd med sig selv, at han intet formår, han har hver dag og hvert øjeblik den forønskede og uomtvistelige lejlighed til at erfare, at Gud lever”.

Fuldkommenheden i det ikke at formå noget og trænge til Gud, indebærer imidlertid også en helliggørelse. For ”som det at erkende sig selv i sin egen intethed er betingelsen for at kende Gud, således er det at kende Gud betingelsen for, at et menneske ved hans bistand helliggøres efter sin bestemmelse. Hvor Gud er i sandhed, der er han altid skabende”.

Dermed kan man nå frem til at glædes ved sin magtesløshed, som Paulus skriver om, eller som Kierkegaard udtrykker det, når han taler om den, der i sit ”hjerte glædes bestandig sejrende ved, så at sige, jublende at kaste sig i Guds arme, i navnløs forundring over Gud, som jo formår alt”.

”Kristelige taler”

Og så i bogen ”Kristelige taler” tager Kierkegaard spørgsmålet om vores magtesløshed op. I kapitlet ”Det glædelige i: At jo svagere du bliver, desto stærkere bliver Gud”, skriver han således:

”Thi den, der er stærk uden Gud, han er netop svag. […] Men den, der blev ganske svag, i ham blev Gud stærk. Den, der tilbedende og prisende og elskende blev svagere og svagere i sig selv – for Gud ubetydeligere end en spurv, som et intet – i ham er Gud stærkere og stærkere. Og dette, at Gud er stærkere og stærkere i ham, betyder, at han er stærkere og stærkere”

Når jeg ”vinder alt”, så taber jeg jo slet intet

I ”Kristelige taler” er der syv kapitler, som begynder netop med ”Det glædelige i”. Et andet af disse er ”Det glædelige i: At når jeg ”vinder alt”, så taber jeg jo slet intet”. Her viser Kierkegaard os, at vi ofte forstår ordet ”alt” som det, verden kan tilbyde os – og vi er bange for at miste dette ”alt”. Men det er ikke sandheden. For det er ”det alt, som troen forholder sig til, [der] er det sande alt”, og det kan man vinde – og ”når nemlig det ”alt”, jeg vinder, i sandhed er alt, så må det, der i en anden forstand kaldes alt, det alt jeg taber, være det usande alt; men når jeg taber det usande alt, taber jeg jo intet”.

Jo mere man tror, at man i Gud vinder alt, jo mere vil man dø fra verdens alt, ”og når du er en afdød, så taber du intet ved at tabe det, som i de levendes forstand er alt. Tab guld og gods, tab magt og vælde, tab ære og anseelse, tab sundhed og helbred, tab åndens fyrige kraft, tab din bedste ven, tab din elskedes kærlighed […] – tro, at du vinder alt, så taber du slet intet!”

Modgang er medgang

Som det nok allerede er gået op for læseren, vender Kierkegaard den normale logik på hovedet, hvilket i den grad bliver tydeligt i den sidste af ”Det glædelige i”-kapitlerne: ”Det glædelige i: At modgang er medgang”. For at forstå denne påstand, skal man skelne mellem det timelige og det evige som mål. Er vi fokuseret på et behageligt liv dennesidig er modgang ren modgang, men har vi det himmelske som mål, bliver timelig modgang forvandlet til medgang. Det er altså målet, der bestemmer, hvorvidt modgang bliver til medgang eller forbliver at være modgang.

Er vi fokuseret på et behageligt liv
dennesidig er modgang ren modgang,
men har vi det himmelske som mål,
bliver timelig modgang forvandlet til medgang.
Det er altså målet, der bestemmer,
hvorvidt modgang bliver til medgang
eller forbliver at være modgang.

For ”medgang er, hvad der er mig behjælpeligt i at nå mit mål, hvad der fører mig til målet; og modgang er, hvad der vil forhindre mig i at nå mit mål.” Fordi den, der har modgang – pga. sin lidelse – bliver forhindret i at nå de timelige mål, rettes blikket mod det evige mål, og modgangen forvandles dermed til medgang. Det ”man kalder medgang er det sinkende, som forhindrer en i at nå målet. Så er det jo godt, at hvad man kalder modgang, gør en det vanskeligt eller umuligt at sinkes”.

At nå dertil, at man ser modgang som medgang er imidlertid ikke let. Men ”det er dette evigheden først og fremmest vil, den vil gøre dig målet så vigtigt, at det får ganske magt over dig, og du derved får magt over dig selv til at få din tanke, dit sind, dit øje bort fra besværligheden, vanskeligheden og fra hvorledes du kommer derhen, fordi det er dig det ene vigtige at komme derhen”. Dermed mister lidelsen og den jordiske modgang sin magt og bliver til himmelsk medgang.