Unge gav slip og mødte Gud på Brighter
I efterårsferien var mere end 300 unge samlet til ungdomskonferencen Brighter på Mariager Høj- og efterskole.
Konferencen, der blev ledet af Rasmus Jonstrup, havde det største antal tilmeldte siden 2014. Temaet var ”Giv slip”, og det handlede om at give slip på byrder, pres fra omgivelser, karakterræs og mange andre ting.
Opløftende dage
Tobias Groen, der var en del af arbejdsgruppen bag konferencen, ser med glæde og taknemmelighed tilbage på nogle dejlige dage:
– Det har været en kæmpe glæde at stå for Brighter 2023. Jeg har været med i arbejdsgruppen på Brighter i to år nu. Det har været et meget fyldt program, men det har bare været mega fedt.
Det gør mig så glad at se Gud arbejde i unge mennesker, og jeg har en oplevelse af, at mange unge gik friere, lettere og opløftede hjem fra Brighter med et boost i deres gudsoplevelse.
Temaet ramte plet
Hvad tror du er grunden til, at så mange var med i år?
– Vi kan se på evalueringsskemaerne, at hovedårsagen til, at de unge kommer, er, at de har venner, som kommer, siger Tobias. Men jeg tror også, at vores tema, som i år var ”Giv slip”, har ramt noget, som de unge kan identificere sig med. Tobias talte selv den første aften, hvor temaet var ”Giv slip på din fortid” (synd, evangelium), og det ramte noget særligt i de unge.
– Jeg havde samlet 327 sten, hvor folk kunne skrive ting på, som de havde behov for at give slip på, fra deres fortid. Det kunne være dårlige tanker, negative oplevelser – hvad som helst. Når de så havde skrevet det, skulle de kaste deres sten i en trailer og så komme tilbage igen. Det åbnede for en ærlighed og autencitet, hvor alle bare var med. Der var også rigtig meget tryk på forbønnen, og mange kom frem med ting, de kæmpede med, og mange andre bønneemner, hvor de oplevede, at det lettede. Det var helt fantastisk, siger Tobias.
Helbredelser
– Vi så også fysiske helbredelser, fortæller Tobias. Der var en, som havde ondt i skulderen, da han kom – men smerten forsvandt ved bøn. Der var også en, som ikke rigtig kunne synge, og hun oplevede under lovsangen, at hun pludselig kunne synge igen. Der var en, som jeg bad for, hvor jeg oplevede, at Gud talte til noget dybt i ham, og hans krop, som var meget spændt, lettede lige pludselig, og der var noget, der slap sit tag i ham. Så det har virkelig bare været godt.
Det gør mig så glad at se Gud arbejde i unge mennesker,
og jeg har en oplevelse af, at mange unge gik friere,
lettere og opløftede hjem fra Brighter med et boost i deres gudsoplevelse.
– Jeg bliver rørt over at se, hvad Gud gør i de unge, siger Tobias. Vi kunne bare se, hvordan hele forsamlingen var overgivet og med. Jeg længes efter at se, at mennesker bliver hengivne til Jesus, og derfor blev jeg bare så berørt over at se det ske. Det er en fantastisk ære at få lov til at være med til at se de unge overgive sig til Jesus.
Baptistpræst fra USA
Årets gæstetaler var John Durham fra USA. Han er Southern Baptist og seniorpræst i Highland Batist Church i Waco, Texas.
– John Durham, der havde emnet ”Grib hvilen”, er en fantastisk forkynder, bibeltro, dyb, levende, og en ydmyg leder, der er værd at efterfølge, fortæller Tobias.
Evalueringerne viser da også, at deltagerne har været meget glade for John Durhams oplæg.
Konference for alle unge
Tobias fortæller videre, at de har gjort meget ud af at have talere fra flere forskellige kirker.
– Det gør vi, fordi vi prøver at sigte mod det fælleskirkelige, for at gøre Brighter så bred som muligt. Vores arbejdsgruppe består også af folk fra flere kirker: Pinsekirken, Apostolsk Kirke, Oase, Hillsong mv. På den måde håber vi, at det kan appellere til folk fra alle kirker. I år har der været flest unge fra pinsekirken, men også en del fra Apostolsk Kirke, Baptisterne og en del fra de andre kirker.
Anderledes koncert
Hvert år inviterer arbejdsgruppen et lovsangsband eller en kristen artist til at afholde koncert. I år var det duoen ”Alt det der drukner”, som gæstede Brighter. De har netop udgivet en EP med salmepop, og selv om stilen var lidt anderledes, så blev det godt modtaget.
– Det faldt i god jord, siger Tobias. Det var meget afslappet, ”lowkey” og dybt. Der var dybe tekster, og folk elskede det!
Taknemmelig
Tobias er meget taknemmelig for, hvad Gud har gjort på Brighter i år, men han håber ikke, at det slutter der.
– Min bøn er, at det ikke bare må være et ”peak”, at de har været på Brighter, og at de så falder tilbage i hverdagen, siger han.
– Jeg håber, at det må være en bevægelse, der er startet, hvor det daglige liv med Gud forbliver og ER liv og ikke bare en pligt. Min bøn er, at de unge må vedblive med at have en relation med Gud i hverdagen – at de må opleve Guds accept og hvile i hverdagen.
Klar til næste år
Tobias er 24 år. Han arbejder til daglig i Frikirken i Randers og læser en bachelor i teologi gennem Mariager Højskoles samarbejde med Alphacrucis University College i Australien. Trods sin travle hverdag er han så klar til at stå for Brighter igen næste år.
– For mig er det benzin på bålet, når jeg ser mennesker blive berørt af Gud. Så jeg er klar til næste år, siger han med et smil. Det har jo været en kæmpe glæde, at vi var så mange i år, så det, håber jeg, gentager sig. Næste års Brighter foregår i uge 42 fra den 16.-19. oktober 2024, og vi glæder os! slutter Tobias Groen.