Frivillig på julelejr for udsatte unge: ”Det handler om at give dem en fed oplevelse”
Der bliver fuldt hus på Blå Kors’ julelejr for udsatte unge i Hillerød mellem jul og nytår. Det gælder både deltagere og frivillige. 23-årige Benjamin S. Laursen er en af dem, der bruger sin juleferie på at være frivillig.
Midt i Kongernes Nordsjælland holder Blå Kors Danmark igen i år julelejr for unge mellem 13 og 20 år, der kommer fra familier med alkohol- og stofmisbrug, fattigdom, psykisk sygdom eller andre sociale problemer.
I løbet af fire dage mellem jul og nytår får 32 unge et pusterum fra hverdagen, og det kan blandt andet lade sig gøre takket være frivillige, som vælger at bruge deres juleferie på at skabe trygge rammer og gode oplevelser for lejrdeltagerne.
”Det er fantastisk, at der er mennesker, som har lyst til at bruge deres fritid på at være noget for andre. Det drive og engagement, som de frivillige kommer med til julelejrene, er ud over det sædvanlige, og det kunne ikke lade sig gøre uden dem,” lyder det fra Sandra Trampedach Junget, der er projektleder for ferielejre i Blå Kors Danmark.
Meningsfuldt arbejde
En af dem, som skal være frivillig på julelejren i Hillerød, er 23-årige Benjamin S. Laursen. Det er anden gang, han er frivillig på Blå Kors’ julelejr for unge, og han glæder sig til et gensyn:
”Jeg glæder mig mest af alt til at være sammen med deltagerne. Og jeg glæder mig til gensynet med dem, der også var med sidste år, hvor vi har en relation at bygge videre på,” siger Benjamin S. Laursen, der til dagligt læser kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. For Benjamin S. Laursen er det at være frivillig på julelejren et meningsfyldt arbejde, og han brænder for at hjælpe børn og unge, der vokser op under sværere vilkår end de fleste.
”Det giver mig et afbræk fra min egen hverdag og mine egne interesser, og pludselig handler det ikke længere om mig, men om de unge og om at give dem en fed oplevelse. Det er fedt at være med til at gøre en forskel for dem og den situation, de står i,” lyder det fra den 23-årige frivillige. Han fortsætter:
”Jeg bruger min juleferie på det, men det tøver jeg ikke med, fordi det er så meningsfyldt. Jeg føler slet ikke, jeg er på arbejde.”
Venner for livet På julelejren i Hillerød venter der deltagerne sjove aktiviteter, fra at vinterbade, være kreative og juleyoga til juletræsfældning, fest og fyrværkeri. Benjamin S. Laursen kan mærke, at de mange aktiviteter får de unge ud af deres komfortzone, og det udvikler dem.
”At se dem blomstre på den måde er ret unikt. Vi er sammen på julelejren i kort tid, men meget intensivt, og det gør noget ved dem,” siger Benjamin S. Laursen.
”Mange af de unge kommer på førstedagen med skuldrene helt oppe ved ørerne og tør næsten ikke at kigge op og klip til, at de flyver rundt og taler med en masse forskellige til sidst. Flere af dem siger, at de har fået venner for livet,” slutter han. Blå Kors Danmark har også en julelejr i Ans ved Silkeborg for 7 til 13-årige foruden lejren i Hillerød, og begge julelejre blev fuldt booket på blot en uge.