Handlingsplan for ”bortsendte” norske missionærbørn
Støttegruppen ”Sendt bort”, som kæmper for norske missionærbørn, der i årevis blev adskilt fra forældrene og i nogle tilfælde oplevede både omsorgssvigt, ensomhed, mobning og endda seksuelle krænkelser, er nu nået til enighed med NLM om en handlingsplan. Det fremgik af en fælles pressekonference den 25. maj.
– For os er dette et historisk øjeblik, sagde Jarle Naustvik, der er medlem at bestyrelsen i ”Sendt bort”. Planen indebærer, at Misjonssambandet (NLM) udover en officiel beklagelse også giver missionærbørn mulighed for at søge økonomisk kompensation afhængig af, hvad de hver især har været udsat for under opvæksten. I selve beklagelsen fastslår NLM: ”Internatordningen, som skilte forældre og børn, ivaretog ikke børnenes behov for omsorg og nærhed til forældrene. Ofte værnede systemet heller ikke børnene mod krænkelser eller overgreb.”
Ud over at NLM skal vedkende sig beklagelserne af det, der er sket, indebærer handlingsplanen, at der skal gives tilbud om professionel hjælp, etableres trygge mødesteder for missionærbørn, sikres forskning mht. missionærbørn og gives mulighed for, at de kan søge erstatning op til maks. 250.000 norske kroner. En særlig gruppe bestående af repræsentanter fra NLM, Sendt bort og en uafhængig part skal behandle ansøgningerne.
Også andre missionsselskaber har udtrykt anerkendelse for samarbejdet mellem Sendt bort og NLM samt den handlingsplan, der er kommet ud af det. Både Det Norske Misjonsselskap (NMS), Frikirken, Normisjon og Pinsebevegelsen er villige til at deltage i en videre dialog med det mål at etablere tilsvarende ordninger for missionærbørn i deres respektive organisationer, skriver Dagen.no.