Uvist om 560.000 medlemmer af UMC i Nigeria har forladt moderkirken

Teologisk konservative metodister har valgt Johnwesley Yohanna som biskop, men det afvises af United Methodist Church’s bisperåd.

Johnwesley Yohanna er nu GM-kirkens biskop, ifølge Global Methodist Church. Men det bestrides af den oprindelige United Methodist Church.

Global Methodist Church erklærede den 7. august, at biskop Johnwesley Yohanna samt fire regionale organer nu hører til deres trossamfund. Men få dage tidligere meddelte den mere liberale United Methodist Church, at de havde udpeget et midlertidigt ledelsesteam for Nigeria.

Det skrev Christian Post den 7. august. United Methodist Church og Global Methodist Church hævder altså hver især at have kontrol over et regionalt organ baseret i Nigeria. UMC Nigerian Episcopal Area omfatter fire regionale organer, kendt som årlige konferencer, med angiveligt 560.000 medlemmer.

Afstemning i Nigeria

Global Methodist-kirken udsendte den 7/8 en erklæring om, at dens overgangsledelse officielt bød den nigerianske biskop Johnwesley Yohanna og de fire årlige konferencer velkommen i deres trossamfund. Ifølge GM-kirken havde konferencerne i det sydlige Nigeria, det centrale Nigeria, det nordlige Nigeria og det nordøstlige Nigeria enstemmigt valgt at afslutte deres tilknytning til UMC og tilslutte sig GM i stedet.

UMC’s ledelsesteam

Men dage før GM-kirken udgav sin meddelelse, udsendte UMC Council of Bishops en erklæring om, at Yohanna havde trukket sig som biskop, og at UMC havde udpeget et midlertidigt ledelsesteam for det nigerianske episkopale område. I dette team skulle tre UMC-biskopper (biskop John Schol, biskop Eben Nhiwatiwa og biskop Patrick Streiff) fungere som midlertidigt bis-pehold for Nigeria til og med december. Dermed fastholder begge trossamfundene, at det nigerianske bispeområde er deres.

Selvbestemmelse i syd?

Både GM-kirken og UMC har deres respektive hovedkvarter i USA. GM-kirken, der brød ud fra UMC i 2022, står stærkest i det globale syd. Det nye metodistsamfund er blandt andet kendt for at være pro-life, imod vielse af samkønnede og ordination af præster i homoseksuelle relationer.

Om den aktuelle situation i Nigeria udtalte GM’s CEO, Keith Boyette til CP, at deres oplysninger om sagen ”kom direkte fra folk i autoritetsstillinger på jorden i Nigeria”.
”De informerede mig om, at der blev truffet enstemmige afstemninger ved de behørigt indkaldte særlige sessioner på hver af de fire årlige konferencer i Nigeria for at trække sig ud af The United Methodist Church og for at tilpasse sig Global Methodist Church,” sagde Boyette.

Keith Boyette tilføjede, at hans kirkesamfund har udnævnt ledelser for hver af de fire nigerianske konferencer og nu gør sig klar til at modtage menigheder og præster til medlemskab i den globale metodistkirke.

Uafhængighed kræver tre trin iflg. reglerne

Præsident Tracy Malone fra UMC Council of Bishops forklarer derimod, at der kræves en længere proces med tre trin i overensstemmelse med paragraf 572 i UMC’s Book of Discipline, før et regionalt organ kan forlade UMC. Disse trin omfatter blandt andet godkendelse af generalkonferencen, men ingen af de tre afstemninger fandt sted i overensstemmelse med reglerne, mener Malone. Han fastslog: ”Biskop Yohanna og hans kabinet har trukket sig fra The United Methodist Church.”

Ændret etisk grundlag fører til splittelse

Tidligere i år stemte delegerede ved UMC’s General Conference, som foregik fra 23. april til 3. maj i Charlotte, North Carolina, for at fjerne dele af UMC’s Book of Discipline, der forbyder velsignelse af samkønnede par samt ordination af præster i romantiske forhold til en af samme køn. Generalkonferencens afstemninger kom, efter at mere end 7.500 – overvejende konservative – menigheder havde brudt med kirkesamfundet på grund af den årtier lange debat om LGBT-spørgsmål.

I maj, kort efter afslutningen af ​​generalkonferencen, stemte det regionale vestafrikanske organ Côte d’Ivoire-konferencen med omkring 1 million medlemmer for at forlade UMC på grund af ændringerne. Derimod har Liberias metodister valgt en mellemvej, så de ikke bryder med UMC.

Liberias UMC fastholder traditionel bibeltolkning

I juni meddelte Liberias UMC-biskop Samuel J. Quire Jr., at hans regionale organ ikke ville velsigne samkønnede par eller tillade ordination af ikke-cølibatiske homoseksuelle. UMC’s menigheder kan nemlig fravælge at udføre samkønnede vielser. Liberias UMC-biskop fastslog derfor: ”Liberias årlige konference for Den Forenede Metodistkirke er traditionel i sin fortolkning af Den hellige Skrift og vil fortsætte med at udbrede evangeliet til alle personer, der lever i mørke og ikke kender vor Herre Jesu Kristi forløsende nåde.”

Biskop Quire understregede, hvad dette betyder for kirken i Liberia med ordene: ”Til alle United Methodists i Liberia og vores liberianske offentlighed: United Methodist Church er ikke en GAY Kirke! Det er en stærk Guds Kirke, der arbejder til gavn for syndere, som har behov for at lære Guds frelsende nåde at kende!” Generalkonferencens afgørelse har dog medført protester fra metodister i både Liberia og Zimbabwe, der begge er lande, hvor homoseksuelle handlinger er forbudt.