PÅ TINGET
Dansk Folkeparti bør tage deres egen medicin

Forleden kritiserede Pia Kjærsgaard regeringen for ikke at få nok ud af, at der nu er et borgerligt flertal i Folketinget. Nu bør hun tage sin egen medicin, mener Den kristelige fagbevægelses repræsentantskab med henvisning til deres mærkesag, at sikre frihed på arbejdsmarkedet.
Hvis ikke Dansk Folkeparti vil støtte regeringens forslag om at forbyde eksklusivaftalerne, risikerer den at falde.
– Det er uansvarligt at spille hasard med lønmodtagernes frihed, og det er useriøst at blande EU-udvidelsen mod øst ind i spørgsmålet om eksklusivaftaler, siger den kristelige fagbevægelse, der har en drøm:
– Med den borgerlige regering er vi tættere på at kunne sikre frihed på arbejdsmarkedet, end vi nogensinde har været. Derfor opfordrer vi Dansk Folkeparti til at gøre brug af denne historiske chance. Ellers må det blive svært for dem at se deres borgerlige vælgere i øjnene, hvis de bliver skyld i, at en så enestående chance tabes på gulvet.