Teologiprofessor Kurt Christensen fylder 75 år

Kurt Christensen

Tidligere professor i etik og religionsfilosofi på Menighedsfakultetet i Aarhus, Kurt Christensen, Risskov, kunne den 8. november fejre sin 75 års fødselsdag.

Kurt Christensen, der voksede op i Jerup i det nordlige Vendsyssel, blev student fra Frederikshavn Gymnasium i 1969. I studietiden blev han gift med Laila Schmidt i Norge, og i 1978 blev han cand. theol. fra Århus Universitet. Herefter var han studentersekretær i KFS gennem to år, før han blev ansat som lærer i systematisk teologi ved Menighedsfakultet i 1980. Her virkede han gennem 41 år som lærer og forsker.

Forskerkarrieren

I 1990 blev Kurt Christensen lærer i etik, og i 1994 blev han dr. theol fra Oslo. Han blev docent i etik i 1998 og professor i 2003. I 2014 var han med til at oprette Center for Kristen Apologetik (CKA). Han gik på pension fra MF i 2021. Undervejs i karrieren har Kurt Christensen været på studieophold i Oslo, Erlangen, Oxford, Indien og Hong Kong.

Han har også adskillige gange været på undervisningsophold i både Addis Abeba og i Oslo. Foruden en række tillidshverv blandt andet som redaktør af Lohses Etik-serie 1986-91, medlem af Kristelig Lægeforenings etiske udvalg fra 1997, medlem af repræsentantskabet for Evangelisk Alliance i Danmark fra 2003, medlem af Arbejdsmarkeds-Etisk Råd fra 2004 og formand for Dialogcentret fra 2005 har Kurt Christensen skrevet 12 bøger, bidraget til antologier og skrevet utallige artikler og kronikker.

Blandt Kurt Christensen bøger er Postmodernismens udfordring til kristendommens sandhed. Refleksioner over den kristne apologetiks muligheder i en postmoderne kultur (2005) og Lydighed eller lovsang. Om islam og kristendom (2013). Kurt Christensen er stadig en aktiv foredragsholder, ikke mindst i regi af CKA. Kurt og Laila Christensen har to døtre og seks børnebørn.