Stadig drevet af kaldet

Jarle Tangstad

Jarle Tangstad fyldte 70 år den 9. november 2023. Han er nok en af Mosaik-netværkets mest markante pionérpræster, som gennem årtier har levet Guds kald over sit liv ud, ført mange nye til tro og rusket op i traditionerne – og det har han ikke tænkt sig at stoppe med lige foreløbigt.

Konservativ firstmover

Mange har gennem årene set hen til Jarles som inspirator og rådgiver, både da han i 31 år var ledende præst for Kirken i Kulturcenteret – en af landets største og mest toneangivende frikirker – og før da som forstander for Mosaiknetværkets bibelskole i Mariager. Jarle har været en foregangsmand og pionér i mange henseender, og hans lederskab har været præget af stærke visioner, iværksætteri og trosoptimisme.

Han har aldrig været bange for at udfordre status quo, ruske lidt op i traditionerne og gå nye veje og er derfor også kendt for at være lidt af en firstmover i kirkelige kristne – dog altid dybt forankret i sine pentekostale rødder og klassisk, konservativ etik og teologi.

Pionér til fingerspidserne

Hvorend Jarle færdes og lægger sine kræfter, er han med til at skabe nyt. Det var for eksempel, mens Jarle var leder for Kirken i Kulturcenteret, at man slog fire kirker sammen til én og købte den 15.000 m2 store tekniske skole i Nordvestkvarteret i København med en vision om at etablere et kristent kulturcenter. Idéen om at bruge kirkebygningen som neutral grund for kunst, koncert og kulturliv var unik af sin art og er siden blevet kopieret af kirker rundt omkring i landet og i Skandinavien.

Jarle var også en af initiativtagerne til ”Kulturbogen til Kulturbyen”, et fælleskirkeligt projekt, hvor man i samarbejde med Det Danske Bibelselskab fik delt en særudgave af det Nye Testamente ud til alle hjem i København. På CV’et kan han også skrive medinitiativtager til Frikirkenet, Ung Mosaik og missionsorganisationen Kanal Hayat, og den lokale pinsekirke i Frederikshavn, som han plantede som helt ung, vokser og trives stadig i dag.

Præget af troskæmper

Jarle er opvokset i Nordnorge med en mor og far, der var dybt engageret som præstepar i den lokale pinsekirke. Til tider var faren ansat i kirker, og til andre tider var han frisør, frivillig leder og forkynder. Lønnen var ikke afgørende. Det var kaldet til gengæld, og dét forbillede har om noget været definerende for Jarles karriere som en yderst hengiven, kaldsdrevet præst og leder.

Helt siden, han kom til Danmark som 16-årig, har Jarle været besjælet af en brand for at bryde kirkens isolation i samfundet, dele Jesus med dem, som endnu ikke tror, og være i medvandring med nye i troen. Det var den passion, som gjorde, at han efter et år på bibelskole i Mariager flyttede ind på øverste etage i pinsekirken i centrum af København for at hjælpe med at dele troen med ikke-kirkevante både på gaden og i kirkens kaffebar.

Han kom i ”mesterlære” som præst hos den legendariske Alfred Lorenzen, som Jarle fik en tæt, nærmest far/søn-relation til. Alfreds trosoptimisme og gave til at bryde nyt land blev noget, som farvede og prægede Jarle, da han senere i livet overtog hans job som ledende præst i pinsekirken København.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Stadig aktiv

Selvom Jarle nu runder de 70 år, så fejler energien og analyseapparatet ikke noget. Han er fortsat fuld af kreativitet og visioner. Han er ikke længere i et ansættelsesforhold, men er stadig yderst aktiv som bl.a. ekstern rådgiver for præster og flere kirker. Hans lidenskab for at nå nye med evangeliet udtrykker sig fortsat, bl.a. som bestyrelsesformand for Kanal Hayat, der når tusinder af muslimer med kristent TV i Tyrkiet og Mellemøsten.

Jarle Tangstad og hustruen, Merete.

Hvor og når der er behov for hans forkyndelse, rejser han ud og prædiker i små og store kirker i ind- og udland. Sammen med sin hustru, Merete, er de en aktiv del af Køge Frikirke, hvor de tjener med.

Familien først

Fysikken er stadig god, og nysgerrigheden fejler bestemt heller ikke noget, så der bliver fortsat læst, rejst og gået på opdagelse i ny viden og studier af mennesker og organisationer. Hver sommer nyder han midsommersolen i Nordnorge, når han og familien trækker stikket og flytter op i hytten. For hvis man spørger Jarle, vil han sige, at det gode ved at have skruet lidt ned for de faste rutiner og hektiske ugeprogrammer er, at der er mere tid til familien – og Jarle elsker at være morfar og farfar og have tid til at passe børnebørnene.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Klik på billedet for at bestille den på hosianna.dk

Lars Due-Christensen har skrevet bogen ”LIV – en frikirke gennem 100 år”. Her kan man læse både om Kirken i Kulturcenteret og om Jarle Tangstad som præst.