Vær ikke bange for dæmonuddrivelse

Nogle kristne er bange for dæmoner og dæmonuddrivelse, fordi de ikke kender til Jesu totale sejr over Satan for 2000 år siden!Vi kristne burde ikke være bange for dæmoner. Tvært-imod: Djævelen og dæmoner er bange for kristne – særlig de kristne, der kender til Djævelens knusende nederlag på Jesu kors!

Af pastor og forfatter Henrik Csizmadia, Thisted

Og han er endnu mere bange for de kristne, der kender deres autoritet over alle dæmoner, og som bruger denne autoritet til at stoppe dæmonernes aktiviteter i deres egne og andre kristnes liv! Nogle kristne bliver bange, når der bliver tale om dæmonuddrivelse – og særligt, når der tales om dæmonuddrivelse af kristne. De får associationer til spøgelser, monstre og skrækfilm – ikke mærkeligt, da alt dette er inspireret af dæmoner.
Men de, der prædiker, at kristne kan have dæmoner, gør det ikke for at gøre folk bange, men for at hjælpe mennesker. Hovedpointen er ikke, at de har en dæmon, men at de kan blive sat FRI fra dæmonen! Den prædikant, der siger, at der er synd i kristnes liv, gør det jo ikke for at skræmme dem, men for at hjælpe dem fri fra synden.
Det vil jo være forfærdeligt, hvis en læge gav falsk trøst til en syg patient og sagde: ”Nej, bare rolig du er ikke syg” – fordi han ikke vil gøre patienten bange! En læge, der siger til sin patient, at han har en sygdom, gør det jo ikke for at skræmme patienten, men for at påbegynde en løsning på problemet. Lægen har en medicin, der kan helbrede patienten, men det er først, når patienten i tro modtager medicinen, han kan blive helbredt. Lægen sår jo ikke tvivl om medicinens virkning ved at stille en diagnose.

Dæmonuddrivelse – tvivl om Jesu offer?

Nogen påstår, at hvis vi siger, at en kristen kan have en dæmon, sår vi tvivl om det, Jesus gjorde for os på korset. Hvis jeg siger, at en kristen har syndeskyld, lever i synd, er syg eller har forbandelse i sit liv, sår jeg så tvivl om Jesu offer på korset? Nej, kun hvis jeg siger, at Jesu offer på korset ikke er nok til at blive renset for syndeskylden, sat fri fra syndens magt, blive helbredt og sat fri fra forbandelsen! – For Jesus sonede vores synd, befriede os fra syndens magt, bar vores sygdom og brød lovens forbandelse på korset! Hvis jeg siger, at en kristen har en dæmon, sår jeg så tvivl om Jesu offer på korset? Nej, kun hvis jeg siger, at Jesu offer på korset ikke er nok til at blive befriet fra dæmonen – for Jesus brød Satans og dæmonernes magt på korset! Forestil dig en kristen gå til forbøn og sige: ”Bed for mig, jeg har en sygdom!” og prædikanten så udbryder: ”Det er en løgn! Jesus har båret din sygdom på korset – du skal ikke tvivle på det, Jesus har gjort for dig!”
Alle vil sige, at det var galt! Men hvis en kristen går til forbøn og siger: ”Bed for mig, jeg har en dæmon!” Så er det pludseligt acceptabelt at kalde det løgn og at betvivle det, Jesus gjorde på korset! Men det er den samme Jesus, der befrier fra dæmoner og helbreder for sygdomme – og begge velsignelser købte han til os på korset.
Paulus kastede en dæmon ud af en kvinde efter Jesu sejr over Satan på korset! Han gik ikke i en teoretisk teologisk drømmeverden og tænkte: ”Halleluja, jeg skal bare ignorere Djævelen, så forsvinder han, for han er besejret af Jesus på korset!” Nej, han vendte sig om og sagde til ånden: »I Jesu Kristi navn byder jeg dig at forlade hende!« (Ap. G. 16, 18). Han kunne kaste den ud, fordi Jesus havde besejret den på korset! Dæmoner skal uddrives i Jesu navn – også hvis de er i en kristen! Det sidstnævnte giver problemer for mange, og de siger, at det ikke står i Bibelen, at en kristen kan have dæmoner. Hertil vil jeg knytte følgende kommentarer:

Dæmoner har ikke ret til kristne

1. Bibelen siger ikke ét eneste sted, at en genfødt kristen ikke kan have dæmoner!
Jesus befalede os at uddrive dæmoner. Punktum. Ikke af hvem, vi skulle uddrive dem! Og hvis jeg opdager dæmoner i en kristen, siger jeg ikke: ”Jeg ser jer ikke, for dér kan I jo ikke være!” Tværtimod: ”Jeg ser jer, dér har I ikke ret til at være: Kom UD!”
Nogen siger, at der ikke er nogen skriftsteder, der antyder at Jesus uddrev dæmoner af sine disciple; men det samme gælder helbredelse af hans disciple! Dog læs: Luk. 8, 1-2 og Markus 16, 9.

Synd, kød og dæmoner

2. Synd er kødets gerninger (Gal. 5, 19-21), men det er også Djævelens gerninger: ”Den, der gør synden, er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen. Derfor blev Guds Søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger.” (1. Joh. 3, 8). Ja, ”… Synden kom ind i verden ved ét menneske…” (Rom. 5, 12), men hvem inspirerede denne synd? Djævelen: ”…slangen forledte Eva ved sin snedighed…” (2. Kor. 11,3).
Tænk dig: den allerførste synd på denne jord var direkte inspireret af Djævelen – den var ikke engang inspireret af menneskets syndige kød, for mennesket havde intet syndigt kød; – det fik mennesket først efter, at det havde sagt ”ja” til Djævelens ”idé”! Synd, kød og dæmoner hænger sammen som treenigheden i Gud hænger sammen. Har kristne kød? Ja! Kan kristne have synd? Ja! Så kan de også have dæmoner, for hvor der er kød og synd, kan der være dæmoner.
Nogle spørger: Hvordan kan Helligånden og onde ånder være i samme person? Man kunne også stille disse spørgsmål: Hvordan kan Helligånden og synd være i samme person? Eller er vi måske totalt helliggjorte, når vi bliver frelst? Uden nogen områder af synd, der skal gøres op med og renses? Er vi ikke rene som kristne? Jo, men alligevel står der: ”Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom Han er ren.” (1. Joh. 3, 3).
Som kristen kan man ikke være ”besat” i den forstand, men man kan have dæmoner i sin sjæl og krop. – Men Helligånden vil ikke have dem dér, derfor vil han drive dem ud! Det er stadig sådan, at Jesus uddriver dæmoner ved Guds Ånd! (Matt. 12, 28). Lad mig også stille dette spørgsmål: Kan en ikke-kristen, der er afhængig af alkohol, internetporno og prostituerede, ikke have dæmoner? Kan en kristen, der ligger under for de samme ting, ikke have dæmoner?

Børnenes brød

3. I Bibelen står der om en hedensk kvinde, der kommer til Jesus for at få sin datter befriet fra en dæmon. Hør hvad Jesus svarer hende: ’Lad først børnene blive mætte. For det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.’ (Mark. 7, 27). Hvilke børn taler Jesus om? Guds børn! Guds folk! Så befrielse fra dæmoner er altså en del af Guds børns brød! Dette er ikke særlig relevant, hvis Guds børn ikke kan have dæmoner!
4. Jesus siger: ”Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men finder den ikke. Da siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.” (Matt. 12, 43-45).
Her var problemet netop, at vedkommende ikke var kristen efter befrielsen! Ud fra dette skriftsted er der nogle, der konkluderer, at man ikke kan uddrive dæmoner af ufrelste. Og når de så er blevet frelst, uddriver man heller ikke dæmoner af dem, da ”en kristen ikke kan have dæmoner”. Så vi kan altså ikke uddrive dæmoner af nogen!
Mange har den opfattelse, at så snart man bliver kristen, så sker der en slags ”automat-befrielse” fra alle dæmoner, der måtte være i én. Sagen er: Når man bliver kristen, kan befrielsen fra dæmoner virkelig begynde!
Kristne er jo de eneste, der kan fylde tomrummet med Jesus og Helligånden – der er ikke ledigt! Kristne kan blive fri fra dæmoner, fordi de har Jesus på førstepladsen! Jeg har virkelig nød for de eks-satanister, eks-healere, eks-homoseksuelle, eks-utugtige, psykisk syge osv., der bliver kristne rundt omkring, fordi de ikke bliver befriet for dæmoner, efter de er blevet kristne!

Giv ikke plads
for Djævelen

5. Bibelen siger til kristne: ”… giv ikke plads for Djævelen.” (Ef. 4, 27). Det kan også oversættes: ”Efterlad ikke noget rum eller fodfæste for Djævelen.” Hvis en kristen giver rum eller fodfæste for Djævelen, kan han så ikke ”få” en dæmon? Paulus siger til genfødte, Helligåndsfyldte, tungetalende kristne: ”I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end Ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod.” (2. Kor. 11, 3). Denne ”anden ånd” er selvfølgelig en ond ånd. Og hvis man har ”fået” den, så har man en dæmon. Hvis man kan få en dæmon ved at lytte til et andet evangelium, kan man så ikke få en dæmon ved al anden slags synd? Selvfølgelig!
6. Bibelen siger: ”…Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse…” Det græske ord for frelse her (soteria) betyder også følgende: befrielse fra fjenders forulempelse! Så man kunne også oversætte det således: Arbejd med frygt og bæven på jeres befrielse fra fjenders forulempelse!
Det er rigtigt, at en kristen kan være fri og glad, men det kan mange kristne alligevel ikke, fordi de bl.a. har brug for at modtage Jesu sejr over Satan i deres liv – gennem befrielse fra dæmoner. Nødlidende kristne fra hele landet opsøger vores kirke for at blive befriet fra dæmoniske magter, og vidunderlige ting sker. Der er et enormt behov, som blandt andet er affødt af den vildfarelse, at kristne ikke kan have onde ånder. Så bare rolig, I kristne, som er bundet af dæmoner: Jesus vil sætte jer fri!


Artiklen fortsætter efter annoncen: