Unge pakkede adventshjælp til 82 bornholmere

35 unge bornholmere var med til at fordele gaver, julekalendere og madvarer til 82 borgere på øen.

Tirsdag den 21/11 mødtes 35 unge fra Luthersk Missions Ungdom på Bornholm i Rønne Missionshus. Indenfor var huset fyldt med madvarer, brætspil, julekalendere, gavekort, bøger, juleklip og andre gode sager til en værdi af over 140.000 kroner.

Opgaven var klar: Få fordelt det hele i poser, som de 82 bornholmere, der havde ansøgt, kunne hente i den efterfølgende uge. Pakkerne skulle give ansøgerne lidt mere økonomisk luft og bidrage til hyggen i december måned.

Meningsfyldt at hjælpe

Det er andet år, at Luthersk Mission på Bornholm uddeler adventshjælp. Midlerne kom blandt andet fra en pulje hos Luthersk Missions Børn- og Unge. Der var også blevet samlet penge ind hos fonde, foruden de lokale virksomheder Kids Coolshop, EWII, Kvickly Nexø, Kratgårds Maskinstation, Juhls Minigolf, LUMI Genbrug, IM-genbrug og LM-lejren.

”Det giver så meget mening at hjælpe andre, når vi selv har så meget. Det har været spændende at være med og få et indblik i andres livssituation – og kunne hjælpe,” fortæller Julie Kousgaard Madsen, der er en del af udvalget. Hun stod for pakningen af brætspil, julekalendere og gaver, så de passede til de enkelte familier, der havde søgt. Det er vigtigt, at man ikke får en gave, der passer til en 4-årig, når man er 15 – eller omvendt, ligesom der skal være én julekalender til hvert barn.

Fotos: Lærke Sonne

Præsten fordelte madvarer

Anders Solgaard, der er præst i LM-Kirken Østbornholm i Nexø, fordelte de mange madvarer, så alle familier fik den rette mængde af små kartofler, grødris, marcipan, nougat, slik, chips m.m. ”Poserne vejede meget, så jeg havde heldigvis en masse gode hjælpere i de unge. Det er sejt, at de vil bruge deres tirsdag aften på at hjælpe andre – og hvor giver det god mening, synes jeg. Hjælpen falder på et tørt sted, og for mig er det her en af årets bedste arbejdsopgaver. At vi som kirke kan hjælpe andre og give det videre, vi har fået, er så meningsfyldt,” fortæller præsten.