At bede er at holde pause
Susanne Fabritius de Tengnagel
er sognepræst ved Køge KirkeJesus sagde: Bed i mit navn, og I skal få, så I kan blive fyldt af glæde. (Johannes-evangeliet 16,23)
At bede er at holde pause fra sig selv, for sig selv – for at modtage den kærlighed, som Gud altid rækker os, men ofte rækker os forgæves, fordi vi ikke holder pause.
Livet er som et musikstykke med indlagte pauser. Musik uden pauser virker ensformigt, enerverende, stressende. Det er pauserne i musikken, der gør musikken levende. I kraft af pauserne får vi givet et øjeblik til at standse ved det, vi har hørt, og vente på det, som skal komme. Pauserne gør, at vi kan føle rytmen i musikken.
Bøn er som livets pause. Pausen mellem aktivitet og hvile. Pausen giver vort liv en naturlig rytme. Livet uden pauser er et liv i en stadig aktivitet for at præstere noget. Og det er måske en af forklaringerne på, at mange ikke kan finde ud af at bede. Vi er præget af en overmåde stor respekt for præstationer og bedømmer hinanden efter, hvor mange aftaler, der fyldes i kalenderen.
Jo mere vi præsterer, jo højere stiger vi i graderne, og jo højere vi kommer op på stigen, jo mere forventer man, at vi skal præstere. Jo, det bliver et enerverende liv uden pauser. Og i et sådant samfund er der ikke rigtig plads til at bede. For bøn er det modsatte af at præstere noget.
At bede er at modtage, lytte, vente og håbe. At bede er at åbne sig for den kærlighed, som kommer os i møde fra Gud selv.
Jeg kender et menneske, som i en periode var fortvivlet over, at hun ikke kunne bede til Gud. Hun havde en ordløs tomhed inden i sig og blev bange for, at hun så også var ved at miste troen på Gud.
Men da det ikke blev bedre af at fortvivle, lod hun tomhed være tomhed og satte sig åndelig talt til at vente. Og det hjalp. Bøn kan ikke tvinges frem. Den kommer til os, ligesom Gud kommer til os.
vi trænger til
Jeg blev engang spurgt: hvorfor skal vi bede til Gud, når han i forvejen ved, hvad vi trænger til? Spørgsmålet har en sandhed i sig. Det er rigtigt, at Gud i forvejen ved, hvad vi trænger til. Men måske vi også skal vide, hvad vi trænger til, og derfor er bøn en vigtig del af vort liv. At bede er at lytte til, hvad vi trænger til.
At bede er at modtage og ikke at stille krav. Vi kan bede og bede, for at et sygt menneske skal blive rask, og vi kan opleve at bede forgæves. Og det kan man godt blive fortvivlet over og miste troen på. Men vi beder forkert, hvis vi beder for at stille krav til Gud og forlange, at vor bøn bliver opfyldt.
At blive bønhørt er, at Gud hører vor bøn, hører vor klage, vort savn, vor sorg. Men det er ikke ensbetydende med, at vor bøn bliver opfyldt, som vi vil det. Bøn i eget navn er at stille krav og vide bedre, end den, man beder om noget.
Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det, lover Jesus. At bede Gud om noget i Jesu navn er det samme som at lægge sit liv i Guds hånd og tro på, at han ved bedre, end vi gør, hvad der er bedst for os.
Da disciplene bad Jesus om at lære dem at bede, gav han dem ikke et foredrag om bøn, men han gav dem en bøn, som de kunne bede: Fader vor, du som er i himlene. Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen, således også på jorden.
Jesus lægger os bønneord i mund og hjerte, som i første omgang ikke drejer sig om os selv, men om Gud, om hans navn, hans vilje. Først derefter kan vi bede for os selv og vort: Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.
Bed, og I skal få, som Gud vil. Et ønske opfyldes, når det går, som vi ønsker. En bøn opfyldes, selv om det ikke går, som vi ønsker. Og det er det, det drejer sig om: forskellen mellem et ønske og en bøn. Der er Gud til forskel i Jesu navn.
Kristeligt Pressebureau
