På tur med Kierkegaard og H.C. Andersen

Opskriften er kendt fra tv. Man sender to umage kendisser afsted sammen for at lade dem diskutere med hinanden med udgangspunkt i det, de ser og oplever. Her er de to kendisser H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, som vi følger ned gennem Europa med Rom som endestation.

Men det er et rent eventyr, for rejsen har aldrig fundet sted, og mens H.C. Andersen rejste Europa tyndt og kan have været på de steder, romanen foregår, var Berlin det længste, Søren Kierkegaard nåede væk fra Danmark.

Fakta eller fantasi?

Fakta og fantasi er blandet sammen, uden man kan afgøre, hvad der er hvad. Man ved ikke, hvornår det, man læser, er en tro gengivelse af ord og tanker fra Kierkegaard og H.C. Andersen; hvornår det er noget, Joakim Garff forestiller sig, at de kan have ment og sagt; eller hvornår han lægger sine egne synspunkter i munden på H.C. Andersen og Kierkegaard.

Der vil selvfølgelig altid være noget opdigtet i en roman om historiske personer, men der er forskel på, om det opdigtede holder sig inden for det sandsynlige eller ej. Der bør heller ikke være noget i direkte modstrid med historiske kendsgerninger. Romanen foregår i 1849, og H.C. Andersen foreslår at synge ”Dejlig er jorden”, men den skriver Ingemann først i 1850. En mindre detalje måske, men hvor meget andet passer så heller ikke?

Jeg tvivler også på, at H.C. Andersen skulle have ment, at Guds kald til Frans af Assisi om at redde kirken fra forfald gik ud på, at han skulle reparere de fysiske kirkebygninger. Jeg tror, H.C. Andersen havde forstået, at det var et kald til en åndelig genopbygning af kirken som institution.

Parodi fremfor portræt

Som roman er bogen ikke god. Den består af dialog på dialog og mangler en fremadskridende handling. Det hjælper ikke at forsøge at lave den sjov ved at gøre H.C. Andersen og Kierkegaard til en slags Gøg og Gokke, der ikke kan finde ud af at deles om en fælles dyne. Og det hjælper slet ikke at forsøge at score nogle billige point ved at skrive om H.C. Andersens underliv og have ham som hovedperson i en saftig sexscene.

Personskildringerne er også mere en parodi end et portræt.

Mere forelæsning end fortælling

Jeg tror, at de, der kan få mest ud af romanen, er dem, der allerede kender Kierkegaard og H.C. Andersen godt, for de kan gennemskue, hvad der virkelig er deres tanker, og de får dem repeteret og fortolket. Man kommer omkring flere af H.C. Andersens eventyr og mange af Kierkegaards kendte citater. Flere steder handler om hans syn på troen, kristendommen og kirken, og det er en anerkendelse værd, at den teologiske del af hans filosofi ikke er udeladt.

Kierkegaard fylder mest, og H.C. Andersen klager da også over, at Kierkegaard holder mange enetaler. Jeg synes, de er det bedste ved romanen, for i den grad, det faktisk er Kierkegaards tanker, er det, som om han står over for en og forklarer, hvad han mener – og gør det i et forståeligt sprog. Men bagsiden er, at bogen mere bliver til en forelæsning end en fortælling.

Joakim Garff: Solisterne. Et rejseeventyr om H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.
423 sider. 299,95 kr.
Forlaget Gyldendal