Kun én ånd bør betage kristne
Velment og solid, men lidt for accepterende bog om ånders magt og afmagt.Fri os fra det onde Åndernes magt og afmagt er en meget velment bog om ånder og dæmonbesættelser. Bent Houmaa Jørgensens mål er at sætte læserne i stand til at erkende og modstå åndeangreb, og det er der måske brug for nu, hvor new age-bøger og tv-udsendelser har gødet sindene for alskens overtro. Siden filmen Exorcisten for ca. 25 år siden er ånder blevet stuerene. Forstå det, hvem der kan.
Bent Houmaa beretter om dæmonuddrivelser som missionær i Tanzania og gennemgår især en uddrivelse i flere omgange af talrige dæmoner fra en 16-årig pige. Derpå sammenligner han med et dansk eksempel, hentet fra tv-serien Åndernes magt.
Her rejser sig et spørgsmål: Hvor mange ånde-problemer skyldes kulturelt bestemt overtro, hvor mange psykisk sygdom og hvor mange ånder?
At det kulturelle input spiller en rolle, fremgår af, at det vrimlede med ånde-oplevelser, mens TV 2 Zulu kørte den famøse serie, men der har været dyb stilhed om dem siden. Skabte tv-serien en usund overtro og skubbede mennesker i forkert retning? Gav den netop ånderne magt?

