Der er behov for en selvkritik af det karismatiske lederskab

Om der har været flere negative mediesager om ”karismatiske” ledere end normalt de seneste år, kan jeg ikke sige. Men jeg mener, at det er tid til, at der blandt kirkelige ledere, der vedkender sig inspirationen fra den karismatiske fornyelse, må ske en grundig besindelse og selvkritik. Sager fra både ud- og indland i de seneste måneder må mane til alvorlig eftertanke. Er der noget i den karismatiske kirke- eller ledelseskultur, der trænger til et servicetjek?

Enhver må feje for egen dør

Jeg har ikke noget empirisk belæg for at påstå, at der i nogle kirkelige sammenhænge eller miljøer er flere dårlige sager end i andre. Derfor vil jeg nøjes med at gribe i egen barm.
Enhver kirkelig sammenhæng bør for mig at se have modet til at spørge, om der er tendenser eller problemer i ledelseskulturen, der i en særlig grad ”klæber” til den teologi, man abonnerer på, eller den kultur, man er en del af.

Selv vedgår jeg at være en af de teologer, der er inspireret af den såkaldte karismatiske fornyelse, der i 60’erne og 70’erne er gået hen over store dele af kirkerne i verden. Men jeg gør det ikke uden forbehold. Jeg vedgår dermed både den positive arv, der er givet videre, men også den til tider negative gæld, der følger med. På samme måde, som det er med ens familie eller slægtninge, er der sider, man er stolt af, og andre, man måske er mindre stolt af.

Så når jeg i det følgende påpeger de udfordringer, der på en eller anden måde ses i ledelseskulturen i karismatiske sammenhænge, gør jeg det vel vidende, at der ofte er tale om spændingsfelter, hvor noget kan tippe over og falde uheldigt ud. Styrker og svagheder er som bekendt ofte tættere beslægtede, end vi bryder os om.

Lad mig pege på tre temaer, der må kalde til en grundig selvkritik i karismatiske miljøer.

1. Den ”særlige” karismatiske leder

En berigende gave, den karismatiske bevægelse har bragt med sig, er et fokus på Åndens gaver, nådegaverne. Herunder også gaven til ledelse. ”Den gode leder” er ikke bare en dygtig leder i betydningen kompetent, men også en af Ånden udrustet leder. Er man kaldet til en tjeneste, vil Gud også udruste én til tjenesten. Det er derfor besnærende for den karismatiske leder at henfalde til tanken, om at man på en eller anden måde er ”særlig”. At man er noget ekstraordinært. Og er man udvalgt af Gud, kan man måske også af samme grund tillade sig lidt mere, end andre kan.

Sådan hørte jeg en karismatisk kirkelig leder i Norden sige, da hans tjeneste faldt sammen, og skandalen rullede om et udsvævende dobbeltliv, han havde praktiseret. Han forklarede sig med, at han havde bildt sig selv ind, at det, der gjaldt for andre, ikke gjaldt for ham. Den karismatiske bevægelse må lægge mere vægt på det, der gør lederen almindelig, end det, der gør ham særlig! Ofte har der været lagt meget vægt på, at den enkelte skal finde de individuelle gaver eller særlige personlige udrustning – Åndens gaver – i stedet for at fokusere mere på de pligter, dyder og Åndens frugter, som Gud ønsker, alle skal bære.

I karismatiske miljøer spiller den stærke ”karismatiske” leder (også i den folkelige betydning) ofte en central rolle. Man kan derfor ende med, at der lige så stille flyttes fokus fra lederens funktion, til at det begynder at handle mere om dennes person. Derfor kan der opstå en tanke i en menighed, om at den givne leder/præst er helt uerstattelig. Jo længere tid en karismatisk præst eller leder har været et sted, jo sværere kan et lederskifte blive.

Tiden kalder på en fornyelse af forståelsen af, at vi ikke behøver en eller få stærke ledere, men en menighed, der er udrustet med Åndens mange forskellige gaver til forskellige former for ledelse. Og at lederen som hyrde ikke alene er kendetegnet ved at gå foran for at vise retningen, men også gider besværet ved at gå bagest for at få flest med. Der er kommet meget god inspiration fra ”over there” til dansk kirkeliv.

Men også noget, der trækker negative spor efter sig. Her vil jeg pege på de tendenser, hvor fx præster snarere minder om små kirkedirektører end forkyndere af Guds ord. De såkaldte megakirker, som også i USA er undtagelsen, har deres helt egne problemer at slås med. Den celebrity-kultur, der vokser frem om den uundværlige seniorpræst (i øvrigt: en underlig udansk titel, nogle danske præster også anvender) er ofte usund.

En præst, der nærmest skærmer sig bag en personlig assistent og er svært tilgængelig for den enkelte i menigheden, minder mere om en koncerndirektør end en ordets tjener og sjælesørger. En sådan præst vil tilsyneladende hellere lede de få udvalgte end tjene de syge og svage.

2. De besværlige – men beskyttende demokratiske strukturer

Det er sagt med en vis ironi, at ingen kan tage magten ved et kup i folkekirken, fordi ingen ved, hvem der har magten. Jeg medgiver, at der er rigeligt med problemer, også af ledelsesmæssig art, i folkekirken, men der er alligevel en gave, der ligger indbygget i systemet: at ledelsesprocesser kan være træge og lange. Og at magten ligger mange steder. Karismatiske miljøer kan sjovt nok være kendetegnet af en mærkelig blanding af stor grad af autonomi, hvor lederen jo er ledt af Ånden, samtidig med en stor grad af hierarki. I nogle sammenhænge kan en præst eller leder vælge sin egen ledelse (over sig).

Men enhver form for friktion er også en beskyttelse. En beskyttelse af, at præsten ikke tager magten, eller at systemet rundt om denne lulles i søvn. Ja, kirker behøver ledelse, også personaleledelse. Men strukturer med store beføjelser til præsten/lederen kan let ende med at give langt større problemer end de problemer, de tilsyneladende ser ud til at løse. Demokratiske og åbne processer er ikke en modsætning til åndsbåren ledelse, men det er en anerkendelse af, at gaven til ledelse ikke skal eller må gives til én, men til mange.

3. Åndelig sundhed kræver plads til kritik

Det er bemærkelsesværdigt, at når der er ledere, der ”bliver gået” (mere eller mindre frivilligt), så kommer det frem, at der ofte i længere tid har været en kritik af denne leder, og at der ikke er blevet lyttet til den kritik. Miljøer, hvor kritikken bare sådan langsomt er forstummet. Så hver gang en præst eller leder crasher, må der rundt om i kirken eller den kirkelige organisation spørges: Er der nogen, der har sovet på vagten? Nogle, der ikke har taget bladet fra munden og råbt op i tide?

Jeg har oplevet i nogle karismatiske miljøer, at der nærmest er blevet set skævt til det at stille kritiske spørgsmål. Ja, man kan naturligvis opleve mennesker, også i kirkelige sammenhænge, der konstant leger Rasmus-modsat og nærmest per natur er kritiske eller frygtsomme. Folk, der på forhånd er kritiske og har trukket nej-hatten ned over begge ører. Men når man direkte eller indirekte taler om, at nogle har en ”kritisk ånd” eller er lukkede for Guds Ånds virke pga. deres kritiske tænkning eller undren, må den røde lampe blinke.

Der er en sund balance i at byde en åben og konstruktiv kritik velkommen i en hver kirkelig sammenhæng. Den kritiske sans er jo også en Gud-given gave, som vi jo behøver for at overleve som mennesker. Og gaven til bedømmelse er også en af Åndens gaver. Luther siger et sted, at Gud har givet præster gaven til at forkynde og menigheden gaven til bedømmelse. Derfor er det et tegn på en sund karismatisk ledelseskultur, at man ikke bare tolererer kritik, men ser denne som et tegn på, at nogle i menigheden bruger den gave, Gud har givet dem.