Du er kaldet til at sprede lys i verden
Sidste uges avis udkom dagen inden den 7. oktober, uden at vi på lederplads skrev noget om årsdagen for Hamas’ terrorangreb. Jeg var efterfølgende i tvivl om, om jeg skulle have gjort det. I den forgangne uge har jeg så kunnet læse den ene kommentar efter den anden. Den ene lederartikel efter den anden. Den ene politiker efter den anden. Den ene alt-mulig-leder efter den anden.
Resultatet virker umiddelbart til at være det samme. Grænserne bliver tegnet endnu mere op. Forskellene bliver tydeligere. De fleste forsøger at lyde som de fornuftige. De fleste giver udtryk for forståelse og empati for både israelere og palæstinensere, mens den almindelige muslimske/kristne/politiske dansker så efterfølgende i kommentarsporet går til angreb på de andre. Kristne, der frustreres over muslimer. Muslimer, der frustreres over jøder. Jøder, der frustreres over muslimer. Danskere, der frustreres over danskere. Kristne, der frustreres over andre kristne.
Jeg har ikke lyst til at deltage i det. Men jeg ved også godt, at hvis det kun er løgnen, der får taletid, er det også til sidst løgnen, der får ret. Derfor er vi selvfølgelig alle forpligtede til at tale løgnen imod. Det er bare af og til lidt svært entydigt at pege på, hvad der er løgn, og hvad der er sandt. I min optik er der ingen tvivl om, at Hamas er en terrorbevægelse, der har ødelagt palæstinensernes sag – i hvert fald for de palæstinensere, som ønsker fred. Hvis Hamas for mange år siden var blevet erstattet af et politisk system, der ønskede fred, var det formentlig sket.
Dog vil jeg medgive, at Israels måde at opføre sig på på Vestbredden, sår tvivl om det synspunkt. Et af Israels problemer lige nu i forhold til mulighederne for at leve i fred ser ud til at være landets politiske system, der i mindre og mindre grad ønsker fred og lighed. Samtidig modarbejder en stor gruppe fundamentalistiske jøder også freden og ligheden. Hizbollah er en terrorbevægelse, der allerede den 8. oktober, altså længe inden Israel igangsatte sine nuværende angreb i Gaza, begyndte at affyre missiler mod Israel for at vise sin støtte til Hamas’ rædsomme terrorangreb.
Og bag begge terrorbevægelser står det diktatoriske præstestyre i Iran, der i øvrigt undertrykker sin egen befolkning med vold og magt. Jeg synes, de danskere, der kæmper for fred i Gaza i princippet har en god sag, men deres støtte til Hamas og andre islamistiske terrorgrupper er hovedrystende og overraskende blind. I øvrigt er det trist, men ikke overraskende, at 35 procent af alle muslimer i Danmark, ifølge en undersøgelse lavet af Wilke for JyllandsPosten, mener, at Hamas’ angreb den 7. oktober var berettiget. Det betyder selvfølgelig også, at et flertal af danske muslimer ikke mener det, hvilket isoleret set er positivt.
Men tilbage til det med løgn og sandhed. Sandheden er, at vi som kristne er kaldet til at være Jesu disciple. Vi er kaldet til at være hans efterfølgere. Vi er kaldet til at være lys i verden. Vi er kaldet til at elske vores næste, og vi er kaldet til at elske vores fjender. Dommen over verden og dommen over mennesker tilhører ikke os, men Gud. Verden er fuld af ondskab, fordi den onde findes. Det er ikke uden grund, at han i Bibelen kaldes verdens fyrste.
Heldigvis er han kun fyrste på lånt tid, fordi han allerede har tabt, og indtil den tid er gået, kan vi være med til at bekæmpe den onde med autoritet fra den gode og bekæmpe det onde med det gode. Det kan heldigvis gøres på mange måder – og dét er vi kaldede til.
