Englevagt
Som søgende studerende i 1994 oplever jeg en livskrise og prøver at læse starten af Det Nye Testamente. Hurtigt bliver jeg frustreret over ikke at forstå det, jeg læser, og kyler bogen gennem kollegieværelset.
Min søgen leder mig til en højskole, og her finder jeg Tine, som gerne vil med ud at rejse. Tines far synes, det er utrygt at sende os to alene til Cairo en alder af hhv. 19 og 20 år, men han kender da en egypter, der har nogle fætre i byen. Så da vi lander i lufthavnen kl. 23 om aftenen, står der to fyldige egyptere med Karin og Tine på et skilt. Det er nok okay. Vi har bestilt overnatning første aften, og de inviterer på en drink i hotellets bar.
Det tager vi imod. De tilbyder også at hente os næste dag, så vi kan se mere af byen. Ja, det er jo en aftale, der er indgået af Tines far, så det er nok okay. Næste morgen i den varme middagssol bliver vi kørt længere og længere væk fra de befærdede asfaltveje i centrum. Til sidst er der nærmest ingen biler, blot æsler med kærrer og kvinder indhyllet i tørklæder med kurve på hovedet. Vi bliver vist ind på en grund med en 2 m høj hvid stenmur omkring og en lille stenhytte i midten.
Der er en gammel mand ansat til at passe haven, og inde hos naboen bor endnu en fætter, som er gift med en tysk dame. Så er det nok okay. Der går ikke lang tid før ejeren af landstedet spørger, om ikke vi to skal være kærester i de 14 dage, vi er i Cairo. Jeg får forklaret, at sådan gør vi ikke i Danmark. Det bliver han fornærmet over, da han da har haft besøg af danskere før… Det er ikke okay.
Om aftenen skal vi ud at køre, og Tine sætter sig på forsædet, da han stadig er temmelig fornærmet på mig. Undervejs skifter han kørebane, så vi nu kører spøgelseskørsel imod trafikken, der kommer som en rolig strøm imod os og undviger i sidste øjeblik. En betonmur adskiller os fra den vejbane, vi burde køre på. Her oplever jeg en fred, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg har det, som om der sidder en engel på hver sin side af mig, og lige der ærgrer jeg mig over, at jeg ikke har fået mit Nye Testamente med.
Det ender med, at vi får sagt temmelig bestemt, at nu skal de køre os tilbage til Cairo, og det gør de så. Da de efterfølgende kommer med hotelejeren og vil tage os med igen, har vi gemt os hos australieren overfor. Oplevelsen af den himmelske fred bliver en del af min rejse til at finde den Kristus, min sjæl længes sådan efter.
“Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak og læg jeres ønsker frem for ham i bøn. Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand, vil beskytte jeres tanker og hjerter og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.”
Fil 4, 6-7
