Mindeord om ildsjælen fra Sarons Slette
MINDEORD: Poul Thomsen var et af de store træer i den folkekirkelige og frikirkelige skov, et træ, der rakte mod himlen, hvorfra Poul fik sin inspiration og sit lys, men også et træ, der gav ly og læ for et kristent fællesskab, for kristen aktion og handling i evangelisation og ved ydelse af nødhjælp.
I billedet af træet kan det siges, at grenene rakte ud over lokale grænser til fjerne lande, hvor der blev ydet hjælp med f.eks. hospitalsudstyr, skolemateriel, opbygning af lejre for børn og unge udover støtte til evangeliets forkyndelse. Poul var central i det altsammen. Han var organisator og iværksætter, lederen, der gik foran, den aktive medarbejder i forkyndelse, vidnesbyrd og tilbedelse, som vi har oplevet ham på bibelcamping og ved utallige andre arrangementer på Sarons Slette.
Gård blev til Sarons Slette
Poul var kristent opdraget, og skønt han mistede sin far, mens han endnu var i barneårene, bevarede han barnetroen hele livet, sådan som vi ser det i de illustrationer, han har fået malet i den store sal (på Sarons Slette, red.), hvor engle ses beskyttende og som hjælp for børn, som ellers ville være i vanskeligheder. Et af billederne viser også den faste klippe, der rager op over det oprørte hav. Klippen er Kristus, hos hvem vi kan søge hjælp og fast grund i alle livets storme. Det vidste Poul.
Poul lærte tidligt at tage hånd om tilværelsen og vise ansvar, da han som nævnt mistede sin far tidligt. Kursen blev sat imod landbrug, og efter at han mødte Elsie, rejste han til København for at tjene penge til køb af en gård. Gården blev købt, og det er den, vi kender fra Sarons Slette, men i en årrække var den landbrug med køer og grise i staldene. Elsie og Poul havde et godt ægteskab, der også var et perfekt arbejdsfællesskab.
De seks børn, der efterhånden kom til, lærte at være med i gårdens drift. Hvad Poul og Elsie var for de fire drenge og de to piger ses bl.a. af den omstændighed, at fire af sønnerne enten har ejendomme, der grænser op til fødegården, eller bor og arbejder tæt derved.
Kaldet til tjeneste
Poul har tit fortalt om det skifte, der fandt sted, og som bragte den nuværende institution som Sarons Slette i stand. Han beretter om et teltmøde i Skalborg, hvor han skoddede sin cigaret, før han gik ind til mødet uden at vide, at det skulle blive den sidste. Poul blev ført ind i vækkelsen sammen med Elsie, der havde tilskyndet ham til at deltage i møderne. Begge oplevede en forvandling, og Poul hørte Guds stemme, der ledte ham ind i den nye tjeneste, der gradvis blev mere omfattende.
Han har flere gange fortalt om, hvorledes han blev helbredt for ordblindhed, og hvordan Gud indledningsvist førte ham frem til at indsamle den første million til Sarons Dal i Norge.
Aktiv i Guds vingård lige til det sidste
Pouls yndlingssang hedder: ”Kom hen i min vingård og få dig et job”. Det er Guds vingård, der er tale om, og Poul virkede der til sin død. Om hans ildhu hedder det i sangen, at arbejdet kræver ”din kærligheds flamme og dit ædleste pund”. Det levede Poul op til, og den sidste dag var ingen undtagelse. Kun vidste han ikke, at det skulle blive den sidste dag. Han faldt og brækkede hoften. Før operationen fortalte han de omkringstående, at han ville se dem igen, for han havde stadig meget at udføre.
Tillige forventede han endnu mere af Guds velsignelse, ikke mindst som han havde oplevet det sammen med Oda, der blev hans nye hustru efter Elsies død. Oda siger om sin egen oplevelse heraf: ”At dele livet med Poul gennem halvandet år var en tid med omsorg og kærlighed og åndeligt fællesskab. Det har været en rig tid at få så meget givet i en høj alder.” Oda var aftenstjernen, som Gud tændte for ham.
Poul havde den opfattelse at skulle se en meget stor skare på Sarons Slette, og jeg tænker, at det var den skare, som modtog ham i himmelen. Vækkelse er et forår med forventning om en efterfølgende herlig sommer. Sommeren kommer dog ikke her på jorden, den opleves først i himmelen, som Poul nu oplever det.