Nordmand starter partiet ’Sund Fornuft’ i Danmark

Det nye parti er stiftet i samarbejde med Johny Noer og foreningen Med Grundlov skal land bygges.

Kjetil Fleten

Kjetil Fleten er født i Norge i 1973. I 1999 blev han gift med danske Alice og flyttede til Danmark. Sammen har de fem børn. Kjetil er forstander i Maran-Ata menigheden i Aarhus. Udfordringen interviewede ham for at høre, hvorfor han vil starte et nyt parti.

Hvorfor har du som nordmand startet et nyt kristent parti i Danmark?

”Jeg har med gru set, hvordan Norge har delt landet Israel gennem Oslo-aftalerne ved at anerkende Palæstina som stat. Det er derfor med alvor, at jeg, sammen med mange andre, har sat mig i gabet for Danmark for at undgå, at vi kommer under Guds dom.”

”Vi har i Danmark haft skiftende regeringer både fra højre- og venstresiden i det politiske spektrum og nu også fra midten. I et land, hvor abort kaldes for en grundlæggende menneskeret, og hvor man seriøst drøfter assisteret selvmord, er det tydeligt, at man ikke tager Bibelens Gud alvorligt. Jeremias 8,9 beskriver situationen meget ærligt: ”De forkastede Herrens ord, hvad hjælper så deres visdom?” Derfor er der behov for et parti, som ikke former sin politik ud fra liberalisme, socialisme, konservatisme eller nogen anden -isme, men ud fra Guds visdom og næstekærlighed.
Derfor har vi behov for at opbygge et kristent parti, hvor kristne står sammen og gør, hvad vi kan for at føre Danmark i retning af, hvad Gud siger i sit ord. Der er nogle samfundsændringer, vi som kristne aldrig må godtage. Nogle gange er vi nødsaget til at løbe en risiko og gå til handling for at redde noget, der er værdifuldt. Sammen med foreningen ’Med Grundlov skal land bygges’ ledet af Johny Noer, har jeg derfor stiftet et nyt kristent parti med navnet ’Sund Fornuft’.

Du har valgt et sjovt navn til partiet. Hvorfor dette navn?

”Det er almindelig sund fornuft at lytte til, hvad Gud siger, og indrette samfundet efter hans ord. Vi har ikke de politiske værktøjer, verden bruger, men vi har bøn og faste. Blandt kristne er der en berøringsangst mod at blande politik og tro. Vi risikerer uenighed og splid, for der er altid nogen, der mener, at tingene skal gribes an på en anden måde. I den sidste ende bliver det oftest til, at ingen griber noget i det hele taget. Grundlovens fædre var af en anden opfattelse end dagens lunkne kristne. Kristendommen skulle have særrettigheder, som vi ser i grundlovens §4. I den grundlovgivende forsamling var der 12 præster og to biskopper. Guds ord blev givet vægt i udformningen af lovgivningen. Vi skal tilbage til de gamle grundvolde.”

Hvad er dit nye partis hovedformål?

”Vores hovedformål er at stå fast på Guds ord, også hvis og når der er meget imod os. Det er, hvad Gud har givet os under bøn og faste. Det nye parti har tre hovedformål: Vi vil forkynde omvendelse. Vi vil lave om på ugudelige love. Vi vil støtte Israel.”

Hvornår startede du partiet, og hvor langt er du kommet i processen?

”Gennem flere år har jeg samarbejdet med Johny Noer i foreningen ’Med Grundlov skal land bygges’. Det var som repræsentant for denne forening og med nyerhvervet dansk statsborgerskab, at jeg i maj lagde en ansøgning hos Valgnævnet med tanke på godkendelse af partinavnet ”Sund Fornuft”.  Lige nu har vi behov for mennesker, som tør træde ud af deres komfortzone ved ikke kun at bede, men også tage praktisk ansvar for vores nation og give os deres vælgererklæring. Jeg vil opfordre folk til i bøn at spørge Gud, om de skal gøre det. Vi har brug for 20.195 vælgererklæringer for at komme videre. Ligesom Jakobs Brev siger, at tro uden handling er død, er det også sandt, at bøn uden handling mister sin magt. Når vi beder Gud om at gøre noget, er det værd at huske, at han også beder os om at gøre vores del. Vi har startet partiet for at gøre, hvad vi kan gøre for vores land.