Hvad kan vi lære af 12-årige Jesus?
Vi møder Jesus som 12-årig i templet. Men hvad forbinder vi i dag med en 12-årig?
Omkring krigstiden, ja måske helt op til omkring 1950, var det normalt, at unge mennesker kom ud at tjene lige efter konfirmationsalderen. De kom ud i lokalsamfundet for at stå på egne ben og lære af livet. Når vi synes, at det lyder mærkeligt, at Jesus bliver alene tilbage i templet, skyldes det måske i høj grad den tid, vi lever i. For i tidligere tider var der nok andre boller på suppen. Problemet var bare, at Jesus ikke havde fortalt nogen, at han blev tilbage.
Derfor bliver hans forældre ængstelige og undres over, hvor han mon kan være henne. Efter flere dage finder de ham i templet. Jesus har søgt at være tæt på sin fader i Himmelen, for Gud tager bolig i templet, hvor det levende ord lyder og forkyndes – det ved vi fra Gamle Testamente, at man også var opmærksomme på dengang. Det faktum, at Jesus tillægges nogle af de egenskaber, vi kender fra voksne mennesker, fornemmer vi, idet han selv udtaler sig.
Det er første gang hos evangelisten Lukas, vi hører ordene komme direkte fra Jesu egen mund. Som tolvårig er han således i stand til at svare for sig – både konkret og i overført betydning på samme tid. Og hvad er det, Jesus svarer? Han forklarer os, at hans tilhørsforhold til Gud Fader i Himmelen er så meget stærkere end det bånd, der er jordisk, at han foretrækker at blive i sin faders nærhed. Det virker jo ejendommeligt, når Josef og Maria spørger, hvorfor han ikke er hos dem, mens Jesus svarer, at han er hos sin fader.
Det er Gud i Himmelen, Jesus anser for at være sin sande far. Samtidig har Jesus søgt til templet for at opnå større viden – for at danne sin identitet i forhold til det, der ventes af ham som Guds Søn. Da Jesus senere vender tilbage til templet, hører vi, hvordan det er blevet sædvanlig praksis for ham at komme i templet på hver sabbat. Derom kan vi læse i Lukasevangeliet kapitel 4 vers 16 og frem.
Templet er altså både Jesu andet hjem og det sted, hvor han opnår visdom, når vi tager ordene fra Esajas kapitel 11 til os. Der hører vi formuleringen: ”Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd.” Først hører vi en kort introduktion, der tjener til identifikation af Jesus. Han er jo kvisten, der skyder fra Isajs stub. Visdoms og indsigts ånd er altså det, Jesus får i templet, når han søger at tilbringe tid sammen med sin himmelske fader.
Hvorfor søger vi Guds hus?
Derpå bliver det følgende spørgsmål helt oplagt for os: Hvorfor søger vi til Guds hus søndag efter søndag? Jo, søndag er jo vores sabbat. Det er den dag, vi holder hviledag. Det er her, vi bruger tid på at reflektere over troen og fordybe os i bøn og samtale med Gud. Han taler til os gennem sit levende ord. Vi er sultne efter det åndelige brød. Vi søger til kirke for at opnå visdoms og indsigts ånd – vi lader os fylde på af Helligånden.
Er der noget, der ligger dig på sinde og hele tiden fylder meget? Er der noget, du har behov for at dele med Gud? Netop da lyder ordene til os fra Filipperbrevets kapitel 4 (v. 6-7): ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.” Så der har vi det. Mød Gud og læg alt frem for ham i bøn. Så vil Gud selv bevare vore tanker og hjerter i Jesus. Det er da smukt.
En moralsk opfordring
Der ligger en moralsk opfordring til os i evangelieteksten. Dels hører vi mellem linjerne en opfordring til, at vi tager vore børn med i kirke, så de kan få en kristelig opdragelse. Det gjorde Josef og Maria. Samtidig kan børn og unge lære af Jesus, at der er visdom og yndest at hente i Guds hus. Men vi må ikke glemme, at der også er en løftet pegefinger til os i form af, at Jesus nok burde have fortalt sin mor og far, hvor han var henne. Og prøv engang at vende fortegnene på hovedet.
Jesus blev væk lige pludselig. Er han også ved at blive væk for os? Er vi som Maria og Josef, der skynder os væk fra templet og helt glemmer at få Jesus med hjem, når vi går fra kirke? Møder vi først Jesus igen, når vi kommer tilbage til kirken? Eller husker vi at tage ham med hjem ind i vores stuer, når kirkerummet bliver lukket af?
Amen!
Søndagens tekst: Luk. 2, 41-52
Jesus som tolvårig i templet
41 Josef og Maria rejste hvert år til Jerusalem for at være med til påskefesten. 42 Da Jesus var blevet 12 år gammel, fik han lov til at komme med for første gang. 43 Da højtidsdagene var forbi, begyndte Josef og Maria på rejsen tilbage til Nazaret, men Jesus blev i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. 44 Den første dag tænkte de ikke over hans fravær, fordi de regnede med, at han var sammen med nogle venner blandt de øvrige rejsende.
Men da han ved aftenstid endnu ikke var dukket op, søgte de efter ham blandt familie og venner. 45 Da han ikke var at finde nogen steder, vendte de om og brugte den næste dag til at rejse tilbage til Jerusalem. 46 På den tredje dag fandt de ham i templet, hvor han sad fordybet i samtale med dem, der underviste i Toraen. 47 De undrede sig alle over hans kloge spørgsmål og den måde, han svarede på. 48 Hans forældre vidste ikke, hvad de skulle tænke, da de fandt ham siddende blandt alle de lærde, men så udbrød hans mor:
„Jamen, dreng dog! Hvordan kunne du gøre sådan imod os? Din far og jeg har været så urolige for dig, og vi har ledt efter dig alle vegne!” 49„ Hvorfor har I ledt efter mig alle vegne?” spurgte Jesus. „Vidste I ikke, at jeg har en opgave her i min Fars hus?” 50 Men de forstod ikke, hvad han mente med det. 51 Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret og var lydig imod dem. Siden hen spekulerede Maria tit på det, han havde sagt. 52 Jesus voksede både åndeligt og fysisk og var vellidt af Gud og mennesker.
Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk
