Ordet der forkyndes – men hvem modtager?
For mange år siden deltog jeg i et evangeliserende event (som vi nok ville kalde det i dag) på Odense Universitet. Sammen med andre kristne på universitet havde vi lavet foldere og hængt plakater op med skriftsteder. Der var lavet en kristen café, hvor man kunne mødes med andre studerende og samtale om troen. Der var lagt rigtig mange kræfter – og bøn – forud for dette arrangement, for vi ønskede at nå ud til så mange som muligt.
Jeg kan huske, at jeg følte mig på usikker grund og havde egentlig heller ikke den store frimodighed til at snakke med nogen. Inde i caféen satte jeg mig for mig selv. Så dukkede der en ung mand op, som spurgte om han måtte sætte sig. Han spurgte, om jeg var en del af dette arrangement, og det bekræftede jeg, at jeg var. Den næste times tid fik vi en snak om troen, og det var tydeligt for mig, at han var nysgerrig på at høre om det.
Det var, som om jorden var blevet gødet, hvor Gud havde virket forud for mit møde med ham. Jeg fik lov at dele ordet med en, der gerne ville høre det. Det kom mig senere for øre, at han efterfølgende opsøgte et kristent fællesskab, og der var andre, som begyndte at komme i den kristne studenterforening. Jeg blev glad for at høre det. For det var vores bøn og hensigt med arrangementet, at mange ville høre om Jesus og finde troen. Hvad der videre skete med den unge mand og de andre, fandt jeg dog aldrig ud af.
Den, der har ører at høre med, skal høre
Vi hører i lignelsen om sædemanden, at noget af såsæden faldt på vejen og noget på klippegrunden og atter noget voksede op blandt tidsler, der kvalte det. Dog hører vi også, at noget faldt i den gode jord, hvor ”det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold” (vers 8). Vi kan næsten høre den moderne landmand sige, at det er hul i hovedet og spildt arbejde, når sædemanden spreder sit sædekorn så lemfældigt og med så stort spild, som det sker i lignelsen.
Gennem årene har evangeliet om Jesus lydt vidt og bredt – og dog ser vi ikke altid, hvad der kommer ud af vores arbejde. Det kan godt blive til anfægtelse, når vi ikke ser den frugt, som vi havde håbet på. Med denne lignelse viser Jesus os, at Gud er villig til at sprede sit ord med risiko for, at det bliver afvist. Gud glæder sig, når ordet bliver hørt og modtaget i tro. For da virker det efter den hensigt, Gud har for os alle:
At troen på Jesus vokser frem. Er der blot én, som hører ordet og tager imod Jesus, da bliver der stor glæde i Himmerige. Gud er høstens Herre, som virker troen, hvor og når han vil. Derfor må også vi dele ordet med frimodighed og glæde os, når blot én modtager det i tro.
Det er Gud, som virker i jer ved sit ord
Modløshed kan opstå, hvis vi har arbejdet længe og ikke kan få øje på det udbytte, vi håber på. Nogle gange kan vi måske endda føle, at Gud har arbejdet forgæves med os, fordi der kommer så forsvindende lidt frugt ud af vores liv og virke. Vi ville gerne være den gode jord, men nogle gange kan det opleves som hård jord, hvor der skyder ukrudt og tidsler op. Derfor har vi til stadighed brug for næring fra ordet og livsfællesskabet med Jesus gennem bøn.
Gennem sit ord har Gud vist os, hvem han er – og sin uendelige kærlighed i Jesus Kristus. Gud sendte sin søn til liv og frelse for os alle. I ordet om Jesus modtager vores tro fornyet kraft og styrke. Lad dig da fylde af ordet, og giv det plads i hjertet, hvor det hører til. Når vi stiller os under ordet og lyder Jesus i tro, så sker underet ved Guds hånd, at troen spirer og gror. Ved Ånden virker han selv troen i os, så vi kan gå med fornyet frimodighed.
Prædikentekst: Mark. 4,1-20
Lignelsen om jordbunden
Senere Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:
»Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«
Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser?
Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra.
Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«
Teksten er fra Den autoriserede Bibel fra 1992
