Om trofasthed – og om at hænge bag i bussen
Der er så meget godt og glædeligt ved at have fået børnebørn. En af de større er at fortælle. Læse gode bøger, gamle, nye, sjove, skægge, frække og uhyggelige. Men allerbedst er det, når de beder om bare at fortælle ”med munden”, som én engang udtrykte det. Det fik mig til forleden at mindes og fortælle om dengang, da jeg hang bag i bussen. Den oplevelse står stadig for mig, ligesom den gjorde for min mor, som en helt afgørende begivenhed eller milepæl fra min tidlige barndom.
Jeg var knap fem år gammel, og en dag kom min lidt ældre ”ven”, Jørn-Ole, hen og afbrød mig, mens jeg sad og lavede et fængsel til stankelbenene i sandkassen, og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at prøve at hænge bag i bussen. Det lød da spændende, og vi fulgtes ad hen til bussens endestation. Jørn-Ole instruerede mig kort i, hvad det drejede sig om. Det var slet ikke farligt, når jeg blot gjorde, som han sagde. Vi skulle liste os hen bag bussen, når den holdt stille, gribe fat i kofangeren, og når bussen så satte i gang, skulle vi slippe den igen. ”Det er rigtig sjovt!” lovede han.
Som sagt så gjort. Vi stillede os om bag bussen, tog fat i kofangeren, og bussen satte i gang. Jørn-Ole slap og råbte til mig: ”Slip!” Men jeg kunne ikke slippe. Jeg turde ikke. For det gik hurtigere og hurtigere, og jeg hang bare fast og blev nu i susende fart trukket hele vejen ned ad Bolbro bakke til næste stoppested. Der er en masse små og store indtryk, der står prentet fra øjeblikkene efter. Bussen holdt stille, mine knæ rystede, mine nye træsko var slidt igennem, Jørn-Ole kom løbende og spurgte mig bebrejdende, hvorfor jeg ikke slap, og buschaufføren stod sammen med en lille gruppe mennesker og kiggede på mig. Han havde taget sin kasket af, kløede sig i håret og tørrede sveden af panden.
Jørn-Ole og jeg listede hjem. Jeg med rystende knæ og helt nye, men nu ødelagte træsko. Og Jørn-Ole…? Ja, jeg gad i grunden godt vide, hvordan han har haft det? Han var nok ikke plaget af den store skyldfølelse, for han gik med mig hjem og fortalte min mor, at Steen havde hængt bag i bussen. Også her husker jeg blot nogle få glimt. Min mor, som aldrig hverken før eller siden har slået eller brugt fysisk vold imod mig, tog mig hårdt i kinden og trak mig indenfor. De ødelagte træsko blev smidt i skraldespanden, og jeg blev smidt ind på soveværelset med løftet om, at det nok ikke blev sjovt, når far kom hjem.
Det gjorde det nok heller ikke, men jeg husker det ikke. Jeg havde travlt med at fordøje indtrykkene og tænke over, hvad der var sket. For hvor lærte jeg i grunden meget: Man skal ikke lytte eller lade sig lokke til noget, selvom det lyder spændende. Heller ikke selvom det er en god legekammerat, der spørger. Det er ikke kun den voksne børnelokker, man skal holde sig fra, den jævnaldrende kan også udgøre en fare.
Men den vigtigste lektie, som jeg ofte er vendt tilbage til, er, at man skal holde fast ved det, man er begyndt på. Hold fast, hold ud, giv ikke op. Det er også et godt nytestamentligt råd. Man må for Guds og sin egen skyld ikke give op på halvvejen. Tænk, hvis jeg havde valgt at slippe taget i bussen halvvejs mellem stoppestederne? Så havde livet nok formet sig på en anden måde. Oplevelsen ved at hænge bag i bussen siger kort og godt noget om trofasthedens nødvendighed. Som det også hedder i Hebræerbrevet:
”Lad os urokkeligt holde fast ved det håb om evigt liv, vi er kommet til tro på. Gud er nemlig trofast og holder, hvad han har lovet.” (Hebr10,232).
