IPSICC

Gør som Casper – fortæl om Jesus

af Simon Thidemann. Ansvarshavende redaktør.

Der er en strømning i tiden, hvor en bølge af unge mennesker i den vestlige del af verden, særligt unge mænd, strømmer ind i kirkerne. Samtidig er salget af bibler eksploderet i flere vestlige lande. Der er helt åbenlyst en åndelig søgning mod Gud og kirken.

Mennesker har altid søgt efter svar, men i mange år har det været et no-go for de fleste at søge svaret i kirken – men lige nu ser der altså ud til virkelig at ske noget nyt. Der er også undersøgelser i Danmark, der viser den samme tendens. Unge vil gerne tale om tro. Det er dejligt – og forhåbentlig er det ikke bare en del af hele den nationalistiske strømning, hvor folk søger efter klassiske og maskuline værdier og vil misbruge kirken i den sammenhæng. Forhåbentlig er det en ægte søgen og længsel efter svaret på selve meningen med det hele. For det svar kan kirken give. Den længsel kan Jesus opfylde.

I den forbindelse går en mand som Casper Christensen et vigtigt ærinde lige i øjeblikket med interviews og et spændende program på TV2. Han tør rent faktisk tale om Jesus. Ikke bare kristendom og gode værdier. Og han påpeger også, hvor kritisk folk reagerer, når han snakker om Jesus. Han har fået langt mere kritik for at fortælle om Jesus, end han har fået for al det druk, stoffer og utroskab, han tidligere har begivet sig af med, fortæller han.

I takt med, at det er blevet mere acceptabelt at tale om Gud og om at tro, er det desværre også i mange versioner blevet den helt ufarlige version af kristendommen, man taler om. Det, som den almindelige dansker ikke er bange for. Og dermed ikke så meget om Jesus. Jeg er oprigtigt glad langt ind i sjælen over den nye tendens også i de situationer, hvor det ”bare” handler om etik og kristne værdier, det er både værdifuldt og meningsfuldt, men jeg håber, at der er mange, der tør lade sig inspirere af Casper Christensen og tage den nye åbenhed skridtet videre og også tale åbent om Jesus.

Det kan man gøre på helt utroligt mange måder – og det er ikke et succeskriterie i sig selv at gøre det på en måde, så folk bliver mest muligt forargede eller forundrede. Succeskriteriet må være, at modtageren får de bedst mulige betingelser for at høre og forstå budskabet, og det tror jeg lykkes bedst, hvis man gør sig umage med at dele sin tro ærligt, kærligt og oprigtigt.