IPSICC

Personligt indblik i at blive gammel

Hvordan er det egentlig at blive gammel? Mange gør sig forestillinger, og mon ikke de fleste af os kender både ældre, som vi gerne vil blive som, men også ældre, som vi ville hade at ende som. Der er sikkert meget at glæde sig til i alderdommen, men også meget, man kan bekymre sig om. I bogen “Knælende” giver Claus Grymer et meget personligt indblik i de følelser og oplevelser, der fylder i ham selv som senior.

Titlen “Knælende” er god. Den er rammende for hele bogens omdrejningspunkt. For er det et tegn på svaghed eller styrke, når man er knælende? Når man er gammel, så kan det være svært at rejse sig, for man er svag og træt. Dog kan der også være en mægtig kraft i at lægge sig på knæ for verdens skaber og frelser. Når man er knælende, så stoler man ikke på egen kraft, men Guds styrke. Bogen består af lyriske og poetiske tekster og refleksioner om aldring.

Formen er korte, personlige associationer, sentenser eller erindringer. Et eksempel på en af de meget få tekster er denne: “Min tro på livet efter døden styrker min tro på livet før døden” I bogen beskrives alderdommens udmattelse, resignation og svaghed, men også det guddommelige nærvær, som alderen netop kan lukke endnu mere op for. Mange følelsesfulde emner bliver behandlet fx sygdom, aldring, familie, frygt, tro, glæde og taknemmelighed.

Claus Grymer er fra 1946 og er født og opvokset på Mors. Han er uddannet journalist og har fungeret som kulturjournalist i mange år. Derudover har han skrevet digtsamlinger, romaner, erindringsprosa og noveller. Bogen er en selvstændig del af en tematisk serie i fire bind. Teksten i “Knælende” er ledsaget af fine billeder af Maja Lisa Engelhardt. Malerierne underbygger fint bogens tone, der veksler mellem det melankolske og håbefulde.

Jeg ville gerne have haft flere og større billeder i bogen, men hvis man vil se flere af Maja Lisa Engelhardts billeder, kan man bl.a. se dem i de tre øvrige bøger i serien eller i nogle af de kirker, som hun har udsmykket. Bogen kan bruges til egen eftertanke, andagt eller fordybelse. “Knælende” kræver noget tid og nærvær, så man kan koble sig ind på forfatterens tanker og hensigter. Tonen er tænksom, meget personlig og til tider en smule dyster.

Claus Grymer: Knælende
92 sider. 199,95 kr. Forlaget Læselyst