Evangelister ved Roskilde Festival pegede på Guds kærlighed
For tredje år i træk tog Tonny Møllerskov til Roskilde Festival for at evangelisere. I år fik han selskab af omkring 20 andre i dagenes løb. Omkring 12.000 traktater blev delt ud til forbipasserende, mangt en snak og bøn – og en række ubesvarede henvendelser.

På Vor Frue Hovedgade langs festivalpladsen til Roskilde Festival er der afspærret. Mennesker – særligt unge – går i én uendelighed frem og tilbage i sommertøj, nogle med studenterhuer, andre med oppakning. Inde fra festivalpladsen banker basrytmer i baggrunden, og gennem hegnet ses rækker af farveeksplosioner fra telte.
Det er fredag den 4. juli om eftermiddagen, da Udfordringen kigger forbi for at tage sommertemperaturen på en kristen evangelisationsindsats ved Roskilde Festival. Under skyggen af et stort træ holder evangelisterne til. Træet står lige inden for bygrænsen til Vor Frue lige syd for festivalens Indgang Øst. Det leder mine tanker hen på Zakæus beskrevet i Lukasevangeliet kapitel 19, der klatrede op i et morbærfigentræ for at kunne se Jesus.
Det er sidste dag i evangelisations-indsatsen, og det er tyndet ud i antallet af evangelister. De fleste har boet sammen i et hus syd for Roskilde i dagene: ”Der var kun plads til 10, men på en eller anden måde fik vi sådan klemt 12 mennesker ind,” siger Tonny Møllerskov. Han er initiativtager og tovholder på evangelisationen til Roskilde Festival, hvor den yngste var 8 år og den ældste – ham selv – er 69 år.
”Gud, han elsker dig!”
”Gud, han elsker dig!”. Sådan gentog 19-årige Oskar Therkelsen utrætteligt sig selv, da han for første år evangeliserede på årets Roskilde Festival. ”Folk spørger: ”Hvorfor står I her?” ”Fordi der er mange mennesker,”” siger Oskar Therkelsen. Han havde været med hele ugen og kunne efterhånden godt mærke trætheden melde sig. Tonny Møllerskov beder for Oskar Therkelsens hovedpine, og sekundet efter vender Oskar Therkelsen sig om i bedring og giver en traktat til en ung kvinde med ordene: ”Gud, han elsker dig.”
Forfrisket efter bøn fortsætter Oskar Therkelsen med at forsøge at nå folk. Han siger: ”Gud elsker dig” til en fyr med kors om halsen, der tog et sug af en cigaret og gik videre uden at sige noget, men modtog traktaten. Oskar Therkelsen rækker en traktat ud og siger: ”Gud vil gerne lære dig at kende.” Responsen lyder: ”Den må du længere ud på landet med.” Oskar rækker atter ud med et: ”Gud elsker dig” og får igen: ”Dejligt, det må han gerne blive ved med.” En mand i bar mave tager imod en traktat og går slingrende bagud.

Overbevise om synd og frelse
En mand går forbi evangelisternes skyggetræ iklædt en T-shirt med den engelske tekst: ”Don’t follow me. I’m lost too.” Det betyder: “Følg ikke mig. Jeg er også fortabt/faret vild.” Responsen fra de forbipasserende på evangelisternes henvendelser var forskellig. At dømme på traktaterne, der nogle meters afstand fra evangelisterne lå på asfalten og græsset, faldt budskabet ikke i god jord hos alle.
40 personer har modtaget forbøn af Tonny Møllerskov. Otte personer fik Det Nye Testamente af ham. Omkring 10-12 mennesker blev bedt til frelse med, og omtrent 12.000 traktater blev ekspederet ud. Tonny Møllerskov bærer en kasket med ordene: ”KRISTUS JESUS KOM TIL VERDEN FOR AT FRELSE SYNDERE”. I sin blok noterer han navne på de mennesker, der fik Det Nye Testamente, og de, han fik lov til at bede for. Gennem ugen har Tonny Møllerskov fået 87 navne på mennesker, han betjente. I alt mødte han 113.
”Jeg har kun to ting, jeg skal gøre, og det er: Jeg skal overbevise mennesker om, at de er syndere. Eller det vil sige: Det skal Helligånden gøre. Og så skal jeg overbevise dem om, at Jesus lige nu er kommet for at frelse,” siger Tonny Møllerskov.
Nød for unge
Kl. 11-16 på hverdagene i uge 27 – 30. juni til 4. juli – blev evangelisterne opdelt i tre hold á 4-6 og fordelte sig ved Indgang Nord, Indgang Øst og Roskilde Banegård/Busstation. Med sig havde de madpakker og kristent materiale. I 2023 oplevede Tonny Møllerskov at få en nød for at nå mennesker med evangeliet til Roskilde Festival og tog af sted til Sjælland: ”Det er trods alt også den største kulturbegivenhed,” siger han.
Ved det store træ står Oskar Therkelsen med to unge mænd i bar mave og en ung kvinde og beder for dem. De former en firkant, som de står med armene om hinanden og hovederne sammen ind mod midten. Kort før havde Oskar Therkelsen fortalt sit vidnesbyrd om at komme til tro på Jesus Kristus fra at være stofmisbruger og have selvmordstanker. De tre unge fik et eksemplar af Ny Testamente med hjem.
Det nationale finalestævne
Tonny Møllerskov står for gadekirken i Vejen, som er til stede i nattelivet. Han ser Roskilde Festival som det nationale finalestævne, hvor de lokale gadekirker landet over er den lokale turnering: ”Det er så også en af de fordele, vi kan sige, at ved at dele evangeliet på et område, hvor mennesker fra alle forskellige steder i Danmark kan være, så går evangeliet selvfølgelig til en vis grad med de mennesker hjem igen,” siger Tonny Møllerskov.
I alt kiggede omkring 20 mennesker forbi for at evangelisere i dagenes løb. Tonny Møllerskov har sammen med to bedemakkere bedt for Roskilde Festival og evangelisationen der hver uge i to år. Roskilde Festival 2025 havde over 130.000 deltagere i alt. En ung mand når at træffe evangelisterne kort før afgang. Han husker Tonny Møllerskov fra sidste år, hvor han oplevede helbredelse i sin ryg efter bøn. Næste år er det også planen, at et hold evangelister tager af sted.
”Hvis der er en ting, vi ser i Roskilde Festival, og hvis der er en ting, vi ser i gadekirken, så er det unge mennesker, der går ud i den danske drukkultur i den tomhed, som de lever i, og så er de åbne for nogle åndelige ting,” siger Tonny Møllerskov.
”Hvis der er en ting, vi ser i Roskilde Festival,
og hvis der er en ting, vi ser i gadekirken,
så er det unge mennesker, der går ud
i den danske drukkultur i den tomhed,
som vi lever i, og så er de åbne
til nogle åndelige ting.”– Tonny Møllerskov, initiativtager og
tovholder for evangelisation på Roskilde Festival
Evangelisation til Roskilde Festival
Ved interesse for at bidrage til evangelisation ved Roskilde Festival 2026, kan man kontakte Tonny Møllerskov på vejentilgud@yahoo.dk.