Biskoppernes undsigelse af kristen zionisme

I pressemeddelelsen ’Læg pres på Israel’ blander otte biskopper sig i debatten om Israel/Gaza krigen.  Alle kan være enige om, at krigen i Gaza snart bør få ende, med gidslernes frigivelse og genopbyggelse af Gaza, så uskyldige civile liv på begge sider skånes.

Det problematiske i biskoppernes udmelding er den asymmetriske kritik: Israel nævnes gentagne gange som aggressor, mens Hamas kun nævnes i én linje ifm. gidslerne. Ingen omtale er der af 7. oktober-massakren eller Hamas’ ideologi. Det er foruroligende, at biskopperne samtidig undsiger sig kristen zionisme, for dermed lægger de afstand til den kristne tros judæiske rødder. Og det er en afstand, Folkekirken ikke har haft kirkehistorisk tradition for.

Tværtimod var biskop Fuglsang-Damgaards hyrdebrev, som blev skrevet i okt. 1943, samt hans fundering i en judæisk-kristen teologi, et folkekirkeligt værn for jødernes tro. Det var den tro, Fuglsang-Damgaard opfattede som fædrenes tro i den kristne kirke. Alle biskopper og præster var ikke enige i Fuglsang-Damgaards teologi og tiltag. Men trods uenigheden blev den historiske virkelighed, at Folkekirken gik i front for at redde vores danske jøder. Det er vi alle, så vidt jeg er orienteret, stolte af.

Erstatningsteologi og befrielsesteologi

Der ligger teologi bag ord og handlinger, også i de otte biskoppers pressemeddelelse: Og biskop Henrik Stubkjærs svar i Kristeligt Dagblad 19. juni afslører et teologisk udgangspunkt, der minder om den palæstinensiske befrielsesteologi. Denne er en form for erstatningsteologi, der opstod i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948. Hvordan skulle det erstatningsteologiske bibelsyn forholde sig til Israels genfødsel?

Hvis ikke man kunne anerkende de bibelske skrifters tale om, at Israel igen skulle samles i et landområde, måtte man fastholde et erstatningsteologisk syn på Bibelens skrifter: hver gang Bibelen nævner Israel, så erstattes det med kirken. Alle løfter og profetier angående Israel overtages dermed af kirken. Denne teologi rejser alvorlige spørgsmål i forhold til behandlingen af jødernes historiske og bibelske rolle. Kirken kommer til at konkurrere med Israel.

Forført af politisk agenda?

Kristen zionisme understøtter derimod jødernes bibelske og historiske tilknytning til landet, en fredelig sameksistens og Israels ret til sikkerhed inden for international lov; ikke i en glorificering, men i respekt for vores fælles trosophav i samme bibelske skrifter. For nylig på Himmelske dage var den lutherske præst Mitri Raheb, som er repræsentant for den palæstinensiske befrielsesteologi, den, der fik mest taletid. Et af hans hovedpunkter var anklager mod kristen zionisme.

Kristen zionisme understøtter jødernes bibelske
og historiske tilknytning til landet, en fredelig
sameksistens og Israels ret til sikkerhed inden
for international lov; ikke i en glorificering,
men i respekt for vores fælles trosophav
i samme bibelske skrifter.

De otte biskopper angriber nu kristen zionisme for at være politisk, mens den palæstinensiske befrielsesteologi, de er præget af, er yderst politisk. Det virker som om biskopperne bliver forført af en politisk agenda på Vestbredden, og dens kamp mod Israels ret til at eksistere i landet. I en baggrundsartikel i ”The Times of Israel” d. 30. maj, 2018, gennemgår Daniel Swindell den palæstinensiske befrielsesteologi. Her kan man læse om pastor Mitri Raheb, der skildrer Palæstina som en gammel nation, der i øjeblikket er besat af israelerne:

”Israels besættelse af Palæstina i dag er således endnu et led i en lang kæde af uafbrudt besættelse”. I samme artikel kan man læse flere palæstinensiske befrielsesteologiske udtalelser: ”I 2012 udgav Holy Land Christian Ecumenical Foundation et brev, hvori står: ”Vi palæstinensiske kristne er efterkommere af de første kristne.” Ligeledes kan man læse om, hvordan den Palæstinensiske Myndighed udgav en artikel bl.a. følgende: ”Vi må ikke glemme, at Messias er en palæstinenser, søn af Maria den palæstinensiske.”

Budskabet er blevet promoveret af Al Jazeeras online nyhedskanal, AJ+. I en video om kristne palæstinensere udtaler de: ”Jesus Kristus var fra Palæstina, du ved, kristendommens fødested.”
Det er vigtigt for Folkekirkens ståsted, at vores biskopper ikke lader sig forføre af en palæstinensisk befrielsesteologi, der ikke refererer til Jesu jødiske identitet. Jesus er født i Judæa, i Davidsbyen Betlehem, som vi læser i juleevangeliet i Lukas kap. 2.

Jesus er citeret for at sige, at frelsen kommer fra jøderne i Joh. evangeliet kap. 4. Det er bl.a. derfor usandt at hævde, at Jesus var palæstinenser, og det er usandt at kæde den kristne tros fædre sammen med Palæstina som kristendommens fødested. Det er først i 135 e.Kr. at Kejser Hadrian opretter en ny provins i Judæa og Samaria ved navn Syria Palestina. Hele området hed Palæstina op til Israels fødsel i 1948; indtil da var områdets beboere, uanset om det var arabere eller jøder, benævnt som dem, der kom fra Palæstina.

Kristne bliver forfulgt

Det er desuden de danske biskoppers pligt at sætte sig ind i situationen set fra andre kristne palæstinenseres side. For modsat Mitri Raheb bliver de forfulgt af deres egne, blot for at prædike at Jesus var jøde og for at fordømme islamisk vold. Det er virkeligheden for Pastor Naim Khoury og hans søn pastor Steven Khoury. I samme artikel fra ”The Times of Israel” kan man læse en rapport fra ”The Jerusalem Post” om disse to palæstinensiske kirkeledere:

”Steven Khoury blev født i Jerusalem og voksede op i Betlehem. I dag er han præst i Calvary Church i Østjerusalem. Hans far, Dr. Naim Khoury, er den stiftende præst i First Baptist Church i Bethlehem. Begge mænd er israelske arabere og arbejder sammen om paraplyorganisationen Holy Land Missions. Deres budskab ændrer sig aldrig: Jesus blev født som et jødisk barn i Betlehem, og han døde som en troende jøde i Jerusalem. Men det er farligt for dem at tage dette standpunkt. På grund af det har Khoury-familien oplevet, at deres kirker er blevet bombarderet med ildbomber og ødelagt. Kirkemedlemmer er blevet angrebet. Ejendom er blevet stjålet, sten er blevet kastet, skud er blevet affyret. Stevens onkel blev myrdet. Og hans far, Dr. Naim, er blevet skudt på fire gange i løbet af de sidste ti år.”

Det virker som om, biskopperne bliver forført
af en politisk agenda på Vestbredden,
og dens kamp mod Israels ret til at eksistere i landet.

I artiklen kan man videre læse, at under et interview på ”The 700 Club” bliver Steven Khoury spurgt, hvorfor kristne forlader Betlehem. Han svarer: ”Kristne rejser, fordi de ser, at ingen står sammen med dem, de ser, at ekstremismen vokser, antikristen dagsorden vokser.”

Rahebs rolle på Vestbredden

Biskopperne bør kende til flere kristne på Vestbredden, i stedet for at købe Rahebs narrativ. Middle East Forums Van Zile beskriver i nævnte artikel om Rahebs involvering i en episode på tempelbjerget i 2017, hvor to israelske betjente blev dræbt som følge af en palæstinensisk demonstration mod opsættelse af metaldetektorer. Raheb sluttede sig til protesterne. I en video, der blev lagt ud to dage efter angrebet, erklærede Raheb, at hans besøg i Al Aqsa var en ”uforglemmelig aften, der demonstrerede kristen-muslimsk enhed som et redskab til kreativ modstand.”

Van Zile konkluderer: ”Rahebs retorik var næsten nok til at få folk til at glemme, at dramaet omkring metaldetektorer på Tempelbjerget begyndte med, at palæstinensiske terrorister skød to intetanende israelske politibetjente” og ”På grund af sine bånd og sin betydning for den palæstinensiske selvstyremyndighed har Raheb været i stand til at opbygge et slags imperium på Vestbredden.

Udover at være præst er Raheb grundlægger og præsident for Diyar Consortium, der leverer sociale ydelser til folk på Vestbredden, og grundlægger og præsident for Dar al-Kalima Universitetet, ofte beskrevet som den tredjestørste private arbejdsgiver i Betlehem. Ved fortsat at støtte den slags mennesker, der fejrer mordene på israelske politibetjente, er Raheb blevet ret magtfuld,” slutter Van Zile. Det er den palæstinensiske befrielsesteologi, der skal undsiges.