At lade lyset brænde
Indrømmet. Hjemme hos os har vi en svaghed for britiske sædeskildringer. Ellers kommer man nok ikke igennem samtlige sæsoner af Downton Abbey. Hen over sommeren har man på DR kunnet se den britiske serie “Gensyn med Brideshead” baseret på Evelyn Waughs roman.
Historien udfolder sig i tilbageblik omkring hovedpersonen Charles Ryder, der i sit ungdomsliv møder den aristokratiske familien Flyte. På deres gods føres han ind i et liv med dekadence og romancer. Som ateist støder Ryder sig på familiens katolske tro, som han finder latterlig. Da han mange år senere under krigen bliver officer, vender han tilfældigvis tilbage til det nu forladte landsted. Godsets kapel er blevet genåbnet for soldaterne, og ved alteret brænder den lille røde “evighedsflamme” stadig.
Nogen har ladet ilden brænde, og Ryder funderer over, at forfængeligheden og vemodet alligevel ikke fik det sidste ord. Han beder en bøn i kapellet, og flammen brænder som et håbets tegn på den tro på Gud, der fandt ham på trods af tilværelsens fortvivlelse. Det er mange år siden, jeg læste romanen, og gensynet med TV-serien denne sommer blev for mig et billede på det åndelige tidehverv, der præger vores tid.
En større åndelig længsel og flere mennesker – ikke mindst mænd – der i kirken og troen søger noget, der rækker udover forbrug, livsnydelse og selvudfoldelse. En flamme, der brænder, når tomheden og meningsløsheden griber os. Jeg hører ikke til dem, der taler negativt om kulturkristendom. At den kristne tro er indlejret i vores kultur, at mennesker bruger kirken til de store livsovergange, at skoler holder juleafslutninger i kirken, at vi har gamle kirkebygninger over alt i landskabet.
Jeg tror ikke et øjeblik på, at den kristne tro i vort folk automatisk ville have det bedre uden folkekirken, selvom jeg jævnligt kan krumme tæer over den. Når kulturkristendommen er bedst, lader den en kirkeklokke ringe. En gammel salme synge. En kirkedør stå åben. Et kirkerum tale uden ord om Guds hellighed og menneskets forfængelighed. En bævende flamme brænder. Det er vigtigt at lade lyset brænde.
Ellers overlades de næste generationer til mørket. Lad ikke flammen gå ud. Også selvom din kirke ikke vokser og dit lokalområde måske er præget af fraflytning eller længslen efter forgangne tider. Lad lyset brænde i din bøn, din kirkegang og dit naboskab. Lad mennesker kunne finde en kirke og en tro, hvor tusind slægters bønner mærkes. Måske træder en ung mand ind og opdager, at troens flamme brænder, og fortvivlelsen ikke har det sidste ord.
