Peter har passion for teenagere
Peter Hedelund er ny leder for Euroclass i Kolding.Peter Hedelund afløser Jørgen Fuchs som ny leder af Efterskolen Kildevælds 11. klasse, Euroclass, i Kolding.
Og han ved, hvad han går ind til. Han har tidligere været lærer på Euroclass i tre år og volontør i et år. Peter Hedelund er uddannet socialrådgiver og har været præst i Apostolsk Kirke, Kolding, i fire år. Han er gift med Sarah, og parret venter deres første barn.
– Vi brænder efter at være en del af ungdomskulturen og gøre teenagere og unge til efterfølgere af Jesus ved bl.a. at involvere dem i mission, siger Peter Hedelund. Jeg har altid drømt om at arbejde med teenagere og unge. De er dejlige at være sammen med og nemmere at forme. Når man deler sit liv med dem, får de et livsfundament for fremtiden.

