IPSICC

”Hvordan skal det mon gå?”

Af Lena Løbner. Grundlægger af organisationen ’Håb for alle’

Tanker som denne og flere af samme slags kan fylde meget mere, end vi ønsker, og når de kommer over os, hvad skal vi så gøre? Som mennesker gennemgår vi mange forandringer i livet, og nyheder om situationen i verden kan gøre, at det kan blive alt for meget at kapere.

Her kan vi gå til Jesu ord i ugens skriftsted. Det er velkendte ord, som vi har brug for at blive mindet om. Jesus begynder passagen med at undervise os om, at vi ikke kan tjene både Gud og Mammon. Mammon betyder ”pengegud og materielle goder”, og vores liv handler jo netop meget om, hvordan vi lever, får mad på bordet og tøj på kroppen, et sted at bo og de ting, vi har brug for. Jesus bruger ordet ”at tjene”, og det betyder, at vi indimellem må stoppe op og se indad.

Hvem vælger jeg at tjene? Vi får hjælp i de næste vers, hvor Jesus siger: ”Derfor må I ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise eller hvad I skal drikke. Heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med.” Det lille ord ”derfor” må vi lægge mærke til, for det er en forlængelse af verset inden.

Hvad fylder vores sind?

Livet er så vigtigt. Reklamer på sociale medier, i tv og blade fortæller os, hvad vi absolut må købe for at blive lykkelige. I supermarkeder og indkøbscentre er placering af varer, butikker og musik nøje udvalgt for at få os til at købe mere, end vi har brug for. Når vores tanker er fyldt af det, vi ser og hører, kan vi let blive overbeviste om, at vi netop mangler disse ting. Alt dette er ikke nyt for folk, der arbejder med det. Det er bare interessant, at det netop er disse ting, der er nævnt i de vers, vi læser. Jesus vidste allerede dengang, hvilke bekymringer vi har i dag.

At tage ham med i alle små og store ting i vores hverdag glæder ham. Han siger i vers 32, at vores far i Himmelen ved, at vi har brug for alt dette. I min morfars værksted var der et lille ophæng, hvor der stod: ”Eders Fader ved..”. Hvor er det opmuntrende, at vi har en Gud, som ved alt og har omsorg for os! Jesus nævner fuglenes ubekymrethed. Både hjemme og på mine rejser har jeg lagt mærke til, at jeg altid genkender en eller to søde fugle, hvor jeg bor.

Det gør mig rolig og minder mig om Guds trofasthed. Jesus nævner liljerne på marken, og hvor er de dog smukke! En lille blomst kan vokse sig gennem asfalten. Den står og vidner om, at det smukke findes, for at vi skal huske at nyde livet og være taknemmelige. Både fugle og liljer er klædt smukkere end Salomo. Hvad er skønhed? Gud lægger altid mærke til det indre, vores hjerte. I vers 27 minder han os om, at det at bekymre sig ikke lægger et eneste år til vores liv. Bekymring kan udvikle sig til frygt og angst, og Jesus ved det. Derfor hjælper han os meget i disse vers.

Flere bekymringer

Vi kan opleve, at også bekymringen for vores nærmeste kan fylde i tankerne. Jesus beder i Joh. kapitel 17 for ”dem, du har givet mig”, og det er rørende. Vi kerer os om vores allernærmeste, og man kan blive helt syg af bekymring og tænke: ”Hvordan skal det mon gå?” Vi må bede som Jesus og minde hinanden om, at årsagen til, at vi bekymrer os om ”dem, Gud har givet os”, er, at vi har kærlighed til dem. Bekymringer om naturkatastrofer og krig handler ofte om mennesker, der lider. Det er netop Guds hjerte, at alle mennesker skal frelses, og lad os være frimodige og bede for dem.

I søndagens tekst siger Jesus, at vi ikke skal bekymre os. Bekymringer kan udvikle sig til frygt og angst, men det er Guds vilje, at vi kaster vores bekymringer på ham i troen på, at han sørger for os.

Der er håb

Vi har en opmuntring i 1. Peters brev 5,7: “Lad i alle ting jeres bekymringer komme frem for Gud.” Hvorfor? Fordi – ”Han har omsorg for jer.“ I den engelske oversættelse NIV står der: ”Cast all your anxiety on Him because He cares for you.” Her nævnes der angst, og det viser os en anden betydning af skriftstedet. Vi må bede om tilgivelse for, når vi bekymrer os og huske på, at Gud er nådig og barmhjertig. Jeg blev mindet om 5. Mos. 29,5: Da israelitterne gik i ørkenen i 40 år, og de ofte skabte problemer, blev deres tøj og sko aldrig slidte. Guds trofasthed når til skyerne, og hans tanker er højere end vores. Vi kan trygt stole på ham.

Jeg vil, inden jeg slutter, give nogle idéer til, hvordan vi kan holde bekymringer fra døren. Det er en stor hjælp at lytte og synge med på lovsange og salmer, at læse i Bibelen, at være i naturen og at bede, tale med Gud ofte. Når vi lader alle vores bekymringer komme frem for Gud, vil den fred, som overgår al forstand, bevare vores hjerte og tanker i ham. Vi vil opleve igen og igen, at der er én, der er større end os, som altid er trofast.

Gud velsigne dig.


Prædikentekst: Matt. 6,24-34

Søg først Guds rige og hans retfærdighed

Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden.

Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?

I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«

Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.