Forbrydelse, straf og tilgivelse

Jeg arbejder til dagligt som sognepræst i Hillerød kirke og som præst i Hillerød arrest. Derfor fylder spørgsmål om skyld, skam, straf og tilgivelse mere i min hverdag, end de fleste måske tænker over. Det er ikke teoretiske begreber, men virkelige erfaringer, der præger mennesker – både inden for og uden for murene.

Vi lever i en tid, hvor skyld og tilgivelse ikke længere er selvfølgelige størrelser. Alligevel er det begreber, ingen af os kan leve uden. For ingen kommer gennem livet uden at pådrage sig skyld. Ingen af os lever uden at blive såret. Derfor må vi tale om, hvordan vi forstår forbrydelse, straf og tilgivelse i dag. Og hvor finder man tilgivelse i et samfund, der har slået Gud ihjel?

Skyld og skam – to forskellige verdener

Skyld er et livsvilkår. Vi begår fejl, vi træder ved siden af, vi svigter hinanden. Det kan gøre ondt, men det kan også repareres. Man kan bekende, sige undskyld og få tilgivelse. Derfor lærer Jesus os at bede: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Skylden kan bringes frem i lyset og forsones. Skam er noget andet. Skam handler ikke om, hvad jeg har gjort, men om hvem jeg er. Jeg føler mig forkert som menneske. Hvor skyld kan sones gennem tilgivelse, er skam vanskeligere at håndtere. Man kan ikke ”undskamme” sig.

Vi har som samfund bevæget os fra et skyldsamfund til et skamsamfund. I skyldsamfundet vidste man, hvornår man havde brudt en regel. Man kunne tage sin straf og begynde forfra. I skamsamfundet måler vi os mod idealer: at være sunde, smukke, succesfulde og lykkelige. Når vi ikke kan leve op til det, føler vi os forkerte. Det er en langt tungere byrde, for her er ikke samme forsoningsvej. Men også Guds nåde dækker, både når det kommer til ikke at kunne leve op til tidens idealer eller bruddet på Guds regler.

Når vi flygter fra skylden

Jeg møder ofte unge i arresten, der forsøger at placere skylden uden for sig selv. ”Det var samfundet, det var vennerne, det var et uheld.” Allerede i Bibelens første fortælling møder vi det samme mønster. Adam peger på Eva, Eva på slangen. Jeg læser altid skabelses- og syndefaldsberetningerne med mine konfirmander. En gang spurgte en af de unge mig, om jeg virkelig troede på, at denne historie er sand. Jeg svarede ja. Kort efter skubbede den ene til anden, og jeg bad dem sidde stille. ”Det var ikke mig, men ham!” lød svaret.

Jeg kunne konkludere: ”I har lige bevist for mig, at dette er den mest sande historie, der fortælles om os mennesker”. Vi er skyldige, men vil ikke erkende det. Men fri bliver man først, når man tør blive skyldig. Når man ikke længere flygter, men tager ansvar.

At blive skyldig er også at blive værdig! Det er at blive et menneske

Jeg husker en ung mand, dømt for vanvidskørsel, jeg mødte lige efter hans anholdelse. Han var rystet og plaget af dårlig samvittighed og kunne ikke finde ro. Jeg sagde til ham: ”Det er godt. Det viser, at du er et menneske og ikke et dyr. At du har din samvittighed i behold.” For kun et menneske kan se sig selv udefra og tage ansvar. Skyld kan være tung, men den rummer en mulighed: at begynde forfra. Og jeg sagde til ham: ”Bed den unge pige og hendes familie om tilgivelse, og bed dit fadervor og Gud om tilgivelse, inden du falder i søvn i aften.”

Som Søren Kierkegaard beskrev, kan vi mennesker føle angst, fordi vi kan gå imod os selv. Vi kan stille os ved siden af os selv. En hund kan ikke handle mod sin egen natur. Vi mennesker kan – og derfor kan vi også pådrage os skyld, netop fordi vi kan gøre noget som er ”umenneskeligt”. En hund derimod kan ikke gøre noget” uhundet”. Deri ligger vores menneskelighed, i vores frihed til at frasige os vores gudskabte menneskelighed.

Skyldfølelsen er en del af det at være menneske. Det er måske noget af det, der adskiller os fra dyrene: at vi kan føle skyld. Og når vi tør bære den, kan vi også tage imod tilgivelse – fra Gud, fra andre og nogle gange fra os selv. Men det betyder også, at vi kan tage ansvar og søge forsoning. Jeg husker et par, der mistede deres barn kort før fødslen. De havde valgt at afbryde graviditeten, fordi barnet var svært handicappet.

Skyldfølelsen er en del af det at være menneske.
Det er måske noget af det, der adskiller os fra
dyrene: at vi kan føle skyld. Og når vi tør bære den,
kan vi også tage imod tilgivelse – fra Gud, fra andre
og nogle gange fra os selv. Men det betyder også,
at vi kan tage ansvar og søge forsoning.

De følte skyld – både over at have givet dårlige gener videre og over deres beslutning. Min første reaktion var at sige, at de ikke skulle føle skyld. Men det var netop, hvad de gjorde. Så jeg gav dem lov til at være skyldige. Men heldigvis er jeg præst og kan også pege mennesker hen til Gud, hvor der er tilgivelse og forsoning at finde. At begynde at tilgive andre og sig selv.

Tilgivelse og forsoning

Tilgivelse er ikke en følelse, men en viljeshandling. At tilgive er at frasige sig retten til hævn – og dermed sætte sig selv fri. Men forsoning er mere end tilgivelse. Tilgivelse kan ske i det stille, i mit eget hjerte. Forsoning kræver, at to parter mødes og genskaber relationen. Jeg oplevede det tydeligt som efterskoleforstander. Tre drenge kom i konflikt, og en af dem slog de andre med en ketcher.

Smerten var reel, og drengen, der slog, var sikker på, at han ville blive smidt ud. Men efter samtaler lykkedes det at få drengene til at mødes. Jeg spurgte: ”Vil I tilgive og give hinanden en ny chance?” Til min glæde svarede de ja – og relationen blev genoprettet. Ingen blev bortvist, men fællesskabet sejrede, uden at en skulle udelukkes. Det var ikke blot tilgivelse, men også forsoning. De fik alle anledningen til at blive de mennesker, som de i grunden gerne ville være. Mennesker, der kan tilgive.

Som samfund kunne vi lære noget af at tænke mere i genoprettelse end i udelukkelse. Straffen kan være nødvendig, men den bør ikke være det sidste ord. Nogle steder i verden praktiseres genoprettende retfærdighed, hvor forbryderen møder ofrene eller deres familier, konfronteres med den skade, han har gjort – og får mulighed for at tage ansvar. Det er ikke naivt. Det er den eneste vej til at genskabe fællesskab.

Et lysestageøjeblik

Victor Hugo beskriver det smukt i De elendige. Hovedpersonen, den tidligere straffefange Jean Valjean, stjæler sølvtøj fra en biskop, men biskoppen hævder over for politiet, at sølvet var en gave. I stedet for straf møder Valjean nåde – og det forvandler hans liv. Et enkelt øjeblik af uventet godhed blev begyndelsen på et nyt liv. Sådanne lysestage-øjeblikke findes også uden for romanerne. Når et menneske møder tilgivelse i stedet for dom, opstår en ny fremtid.

Det er det, vi i kirken kalder nåde: ikke noget for noget, men nåde før noget. Uden tilgivelse ingen fremtid. Det er i virkeligheden kristendommens budskab: at vi ikke er fanget i fortiden. At skyld kan sones, at relationer kan genoprettes, at mennesker kan få en ny begyndelse. Tilgivelse er ikke naivitet. Den er en kraft, der åbner fremtiden. Uden tilgivelse og forsoning har vi ingen fremtid – hverken som individer, som familier eller som samfund. Det gælder i fængslet, i familien og i kirken, i byen, alle vegne.

Vi kan kun leve videre, hvis vi tør blive skyldige, hvis vi tør tage ansvar – og hvis vi tør give hinanden en ny chance. Ved at forlade andre deres skyld, som vores er blevet os forladt.