Intens historie med drama fra først til sidst

Paul Thomas Anderson har igen præsteret en fremragende film. Han er den eneste, der har vundet prisen for bedste instruktør ved filmfestivalen i Cannes, Sølvløven ved filmfestivalen i Venedig og Sølv- og Guldbjørnen ved filmfestivalen i Berlin.

Jeg mindes især to tidligere film af ham, Magnolia og There Will Be Blood, to af de stærkeste film, jeg har set gennem alle år. Og nu er han der altså igen med en film, som trods længden – 2 timer og 39 minutter – holder én fuldstændig vågen fra første til sidste minut. Og igen en historie med drama fra først til sidst, et brag af action, men langt fra normale action-film. Vi befinder os i USA. En gruppe unge mennesker kaster sig ud i et voldsomt opgør med den kraftige immigrations-nedskæring.

De sætter alt ind på at frisætte immigranter, der befinder sig i fængselslignende forhold. Men myndighederne slår hårdt tilbage, og de må alle sammen forsøge at forsvinde ud af det almindelige samfund. Hovedpersonen, Bob, spillet af den meget kendte skuespiller Leonardo DiCaprio, lever i mere eller mindre skjul i 16 år med en datter, han fik med en kvinde, Perfidia, som var en af de mest aggressive i gruppen.

Hun blev på et tidspunkt grebet af overmagten, konkret af oberst Lockjaw, som lokker hende til sex som betaling for at slippe for straf. Og datteren viser sig senere at være frugten af det. Lockjaw får efter mange års pause opgaven, der går ud på at ramme dem i gruppen, der indtil videre er sluppet for det. Og til syvende og sidst strammes det, så jagten drejer sig om Bob og hans datter – datteren som Lockjaw ender med at finde ud af er hans egen datter, hvilket dog ikke får ham til at holde sig tilbage med også at forsøge at ramme hende.

Intens fra først til sidst

Filmen har en intens stemning fra først til sidst, kombineret med sarkastiske humor-momenter, og dertil meget stærk musik lavet af Jonny Greenwood, som også lavede det til There Will Be Blood. Er der en dybere hensigt med filmen? Jeg ved det ikke. Men man kan konstatere, at personerne på begge sider af sagen er ramt af ”det djævelske”, det umenneskelige. Det eneste, der bliver et modspil til det umenneskelige, er den voksende kærlighed mellem far Bob og datteren. Her aner man et lille kærlighedens modspil til den tone, der ellers fylder stort set hele filmen.

En mørk verden uden Gud?

I Magnolia, som var Paul Thomas Andersons første store succes, og om hvilken han selv sagde, ”Magnolia er, på godt og ondt, den bedste film, jeg nogensinde vil lave,” var der elementer, som smagte rigtig meget af den kristne tros fundamentale temaer: synd, skyld, tilgivelse og forløsning. Paul Thomas Anderson kommer fra katolsk baggrund. Han ser ikke sig selv som troende, og han sagde i et interview, at han ikke var klar over, at der også var en reference til Biblen i filmen, bl.a. med regn af frøer på et tidspunkt, som kan ses som skjult reference til en af Guds ti plager mod Egypten.

Men han begyndte at forstå, “hvorfor folk vender sig til religion i vanskelige tider, og måske var min måde at finde religion på at læse om frøregn og indse, at det på en eller anden måde giver mening for mig”. One Battle After Another har slet ikke disse bibelske momenter i sig som Magnolia, men man kan godt vælge at udlede den pointe af filmen, at en verden uden Gud, uden sandhed udenfor mennesket, ender i det mørke vildskab – som historien i hovedtræk af båret af det meste af vejen.

Titel: One Battle After Another
Spilletid: 159 minutter
Aldersgrænse: 11 år
Premiere: 25. september 2025
Instruktør: Paul Thomas Anderson, USA 2025