Levende tro er en gave

At tro handler ikke kun om at forstå med hovedet,
men om at gribe det, vi får ’åbenbaret’, og handle på detNår vi skal tage imod ”kundskaben fra Gud,” har vi brug for – en åbenbaring.

Illustration: Alain Auderset
Mange fokuserer meget på, om de nu tror eller ej. Men troen viser sig ved, at vi handler på den.

En åbenbaring behøver ikke være et overnaturligt syn eller en stemme fra oven. Det kan føles helt naturligt.
En dansk kvinde, som i sit livs krise havde fået den gave at kunne tro, blev nedladende ”beskyldt” for at ha’ fået en åbenbaring. Men hun svarede: Nej, det var bare så åbenbart…

Når noget bliver klart for os, som vi ikke før har kunnet se, så er det, fordi Helligånden ligesom har fjernet troldsplinten i vores øjne.
Troldsplinten – er et udtryk fra et af H.C. Andersens mest helligånds-inspirerede eventyr, Snedronningen.
Han prøver her at forklare, hvad synden har gjort ved os, ved at fortælle om Djævelens splintrede troldspejl. Hovedpersonen Kay kan ikke redde sig selv, for troldsplinten har fået ham til at glemme sin barnetro og sit Fadervor, og i det kritiske øjeblik kan han kun huske den store tabel – en humoristisk finte fra H. C. Andersen, som foretrak den enkle barnlige hjerte-tro fremfor de lærdes kolde forstands-tro. Den store tabel er jo ikke meget bevendt over for al verdens ondskab.
Gerda, derimod, har bevaret al sin uskyld og barnetro, og det hjælper hende, da hun tager ud for at søge efter Kay.

Mange af H. C. Andersens eventyr har en kristen pointe, som viser, at han selv var troende. (Her er han malet som kun 29-årig af Albert Küchler).

H. C. Andersen, som selv havde en stor åndelig indsigt, forklarer indirekte gennem eventyret, at syndens troldsplint får Kay (og os andre) til at se alt i et forvrænget skær. Alt opfattes negativt og slet ikke, som det er i virkeligheden. Vi bliver fjender, fordi vi hele tiden misforstår hinanden – indtil troldsplinten tages ud. Og flertallet af os går stadig rundt med troldsplinter…
Troldsplinten – altså det ondes magt i os – forhindrer, at vi kan se klart.

En ældre mand, som ikke havde langt igen, ville egentlig gerne tro på Gud.
– Men jeg kan ikke, sagde han – med en vis stolthed.
Selv om han havde hørt det kristne evangelium mange gange og også forstået det med hjernen, kunne han ikke få sig selv til at tro. Og det pinte ham alligevel, for hørelsen og synet var allerede dårligt, hukommelsen svigtede – inden længe kunne han være dement… Og han ville gerne have sin sag med Gud i orden, – hvis der altså var en Gud.
– Men jeg kan ikke tro…

Denne mand havde faktisk en tro. Hans ”tro” var, at han ikke kunne tro. Som ung mand havde han valgt ”at tro på videnskaben”. Det var nu ikke fordi, han havde sat sig dybere ind i, hvor lidt videnskaben har at sige om Gud. Det var bare sådan en ”overbevisning”, han havde taget som ung – for det var jo nok det klogeste.
Livet igennem havde han bekræftet sig selv i, at ”jeg kan ikke tro”. Det var blevet hans livsholdning – hans religion.
Ganske vist havde han læst nogle teologiske artikler, men de var skrevet af teologer, som satte spørgsmål ved det meste i kristendommen. Det var nok ikke mennesker med en ”levende tro”…
Alt sammen bekræftede det ham kun i tvivlen. Han blev ligefrem stolt af sin tvivl.

Det, der hindrede den gamle mand i at tro, er faktisk omtalt i Ny Testamente som ”tankebygninger”:
”Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus…”, skriver Paulus i 2. Korintherbrev kap.10.
Paulus bruger, som en god retoriker, et kendt billede fra datidens militær, og han sammenligner de holdninger og fordomme, som vi går og bygger op i vore sind, med fæstningsværker.
Når et menneske så hører kundskaben om Gud, så rejser alle disse fordomme sig trodsigt, står der. De forhindrer os i at tage imod kundskaben, som er guddommelig og langt overgår, hvad vi kan forstå. Derfor må den kommunikeres på et åndeligt niveau.
Vores fæstningsværker kan også være en politisk ideologi. Det kan være en liberal eller konservativ overbevisning, et fagligt hovmod, en personlig stolthed eller svaghed – eller bare nogle sejlivede fordomme, som forhindrer én i at tage imod Guds sandhed.
Jeg ved f.eks. af erfaring fra Afrika, at uanset hvor længe du diskuterer med en muslim om Gud, så vil han aldrig kunne give dig ret. For i hans sind findes et fæstningsværk, der siger, at de kristne har forvansket Bibelen, at Jesus ikke selv døde på korset, at de kristne tror på tre guder, osv.
Diskussion fører derfor ingen vegne, man risikerer bare at blive uvenner.

Paulus, som selv havde erfaring med at diskutere både med farisæiske jøder og græske filosoffer, vidste dette.
Der skulle en åndelig åbenbaring til. Helligånden skulle åbne deres øjne.
Paulus havde nemlig selv prøvet det. Oprindeligt hed han Saul og var en fanatisk farisæer, der forfulgte de kristne og var med til at dræbe diakonen Stefanus ved at stene ham. Han hadede Jesus og de kristne og alt, hvad de stod for. Han ville udrydde dem!
Ja, han tog endda til nabolandet Syrien for at fange de kristne og føre dem til Jerusalem, så de kunne blive dømt og henrettet.
Men på vej til Damaskus fik han selv en åbenbaring af et lys så kraftigt, at han røg af hesten og blev blind. Og han hørte Jesus sige: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Efter den åbenbaring omvendte Paulus sig 180 grader!
Selv om de fleste af os ikke oplever det lige så dramatisk som Paulus, så er det noget overnaturligt, der sker, når vi pludselig kan tro. Troen er en gave.

Paulus’ fantastiske breve i Ny Testamente afspejler, at han var en dygtig retoriker. Han vidste, hvordan man udtrykte sig, hvis man skulle anerkendes i den lærde græske verdens snobbede cirkler.
Men samtidig var han helt klar over, at den græske retoriske taleteknik, som han selv var så godt uddannet i, ikke ville gå i dybden – til hjertet.
Han udtrykker flere gange, at al veltalenhed og intellektuelt blæreri bare står i vejen for den langt højere kundskab – visdommen fra Gud, som vi kun kan modtage i ydmyg tro. Som et barn.

Der foregår en åndelig kamp inden i ethvert menneske om Gud og troen på Jesus.Fordomme og tankebygninger forhindrer os først i at tage imod det, der bagefter synes så oplagt, så åbenbart.
Men heldigvis: ”Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.” (Hebræerbrevet 4,12)

Bemærk, at Paulus her taler om ”Guds ord” før Bibelen blev samlet. Derfor må det, han taler om, være helligånds-inspirerede profetiske ord, der rammer plet og går til hjertet af modtagerne. Og han tænker nok også på bøn, faste, lovsang, tungetale, kundskabsord, visdom og andre af de nådegaver, som nævnes i 1. Korintherbrev 12, samt ”kærligheden, som overvinder alt” (den beskriver han i 1. Korintherbrev 13).
Hvis blot vi ville lade Guds inspirerede ord komme til i stedet for alle vore egne kloge ord, så ville de falske tankebygninger og andre fæstningsværker hurtigt bryde sammen.

Udsæt dig selv for Guds Ords
”tveæggede sværd”.
Lyt til inspireret kristen undervisning eller læs hver dag et kapitel i Ny Testamente. Bed om, at ordet må afsløre tankebygninger, som forhindrer din tro.
Hvis du ikke kan tro, så bed dagligt om, at du må få troen som en gave.