Lederkonference med fokus på tjeneste i hverdagen
FrikirkeNets årlige lederkonference foregår 7.-8. november 2025 med tilmeldingsfrist 29. oktober og har fokus på tjeneste i hverdagen.
På FrikirkeNets Lederkonfernce 2025 bliver der stillet skarpt på hverdagen som den største tjenesteplatform, og på hvordan kirkerne bliver bedre til at udruste den enkelte. Det kommer til at foregå under temaet ’Sendt sammen – også til hverdagen’.
”Tjeneste foregår ikke kun om søndagen, men alle ugens syv dage. Alligevel er vores fokus ofte mest rettet mod søndagen, når vi taler tjeneste. Men hvordan kan søndagen blive den dag, som udruster os til de øvrige dage? Giver det mening at tale om tjeneste, når vi vasker trapper, udvikler software eller forsøger at overbevise børn om fornuften i at lære alfabetet,” skriver FrikirkeNet i programmet og tilføjer:

”Har Gud en interesse i orden, læring, omsorg og ledelse, tid med familien, og hvad hverdagen ellers byder på?” Til at svare på de spørgsmål er der vanen tro hentet en lang række interessante oplægsholdere og debattører, som med hver deres input vil lægge op til refleksion og samtale hos de medvirkende.
Engelsk hovedtaler
Årets hovedtaler er Andy Tilsley, der er præst i Christchurch i London og i øvrigt tidligere BBC-journalist. Andy Tilsley har selv over 20 års ledererfaring og véd, at ledelse sjældent er glamourøst, men tværtimod oftest hårdt arbejde. På Lederkonferencen vil han fortælle ærligt om både kampene og glæderne ved lederskab. Blandt andet fortæller han om sine egne erfaringer fra det første år i en nyetableret kirke: ”Det var forfærdeligt. Som at grave fundamenter – rodet, svedigt og hårdt.”
Lidt fra kendisbaromeret

Listen af medvirkende er lang, men skal nogen nævnes, kunne det passende være Jacob Holst Mouritzen fra DR’s ’Kender du typen’. Han deltager i en debatsamtale lørdag formiddag med blandt andre Ida Auken, der er teolog og ordfører for åndelig oprustning for Socialdemokratiet. Derudover deltager også Ane Øland Bækgaard, der er sognepræst i Ishøj og kendt fra DR’s programserie ’Størst af alt er kærligheden’.
På kendisbarometeret er det også værd at nævne Jacob Svendsen, der både vil medvirke i et interview og levere et af sine standup-shows. På konferencen bliver der også plads til en kort afsked med den netop afgåede generalsekretær Mikael Wandt Laursen, ligesom konferencen naturligvis også giver mulighed for at møde den nye generalsekretær i FrikirkeNet Claus Bækgaard. Hele programmet og mulighed for tilmelding kan findes på FrikirkeNets hjemmeside. Tilmeldingsfristen er 29. oktober.



