Rasmus Elkjær Larsen: Præsten, som blev politiker

Rasmus Elkjær Larsen er ikke vokset op i et kristent hjem, og det politiske standpunkt lå oprindeligt også et helt andet sted, end der hvor han står i dag.

”Jeg er vokset op i et arbejderhjem,” fortæller Rasmus, da vi sidder i køkkenet i hans hjem, hvor vi mødes midt i alle valgforberedelserne. ”Min far kom fra stenbroen i København og bar det med sig, og min mor var en Jytte Abildstrøm flower power-type, som havde stemt på Enhedslisten hele sit liv. Der stod hverken politik eller kristendom på dagsordenen hjemme hos os. Mine forældre ville faktisk ikke engang, at vi skulle døbes, men så bankede min farfar i bordet, og vi blev døbt,” siger han med et smil.

Rasmus havde fået lov til at komme i søndagsskole en gang imellem, men familien gik ikke i kirke. Så det var mødet med naboen, der banede vejen til troen for ham.

”Jeg kom meget hos vores nabofamilie, der var aktive i KFUM og K. Det var en meget omsorgsfuld familie. Det var et hjem, som altid var fyldt af mennesker, og det prægede mig. Jeg kom med i et KFUM og K ungdomsfællesskab, og senere begyndte jeg at komme i et ungdomsfællesskab i missionsforbundet i Frederiksværk. Der havde de kampagner med Orla Lindskov og Louis Palau, og det var med til, at troen blev virkelig for mig.”

Vejen til at blive præst

Da Rasmus’ forældre blev skilt, flyttede han som 17-årig hjemmefra, hvor han blev tilbudt at bo hos en familie i kirken.

”Jeg var med til at starte en kristen radio op i byen og var aktiv i kirken. Tanken om at blive præst voksede i mig, og jeg meldte mig på en evangelisationslejr i Grindsted, som Gunni Bjørsted skulle stå for. Den blev aflyst, men vi blev tilbudt at komme og være med i en kampagne, og det var vi nogle unge, der gjorde. Det medførte, at jeg blev ungdomsleder i Aabenraa og kom til at vandre meget med Gunni Bjørsted. Han kom til at betyde meget for mig.”

”Jeg tænkte jo kirke som et modsvar til magten,
så hvis præster gik ind og blev magten, forestillede
jeg mig, at det kunne give lidt rod i hovedet på folk.”

Senere tog Rasmus med YFC til Sydafrika på missionsrejse. Her fik han en masse oplevelser og var bl.a. Road Manager. ”Da jeg kom hjem, flyttede jeg til Rødekro. Jeg kom straks med i lovsangsgruppen i kirken og mødte også min kone Stella der. Vi blev gift og rejste sammen til Norge, hvor jeg læste teologi på Ansgar Teologiske Høgskole i fire år, og Stella læste to år på Ansgar Bibelskole. Derefter fik jeg en kaldelse til at blive præst i Vadum, hvor vi var i 12 år. Da vi oplevede, at tiden der var slut, rykkede vi til Aabenraa, hvor jeg blev præst i missionsforbundet.”

Mødet med politik

Som præst i Vadum, plejede Rasmus at stemme på Kristeligt Folkeparti, som han troede, at alle kristne gjorde. Men så gjorde han en opdagelse, som ændrede på det, og som blev starten på hans nuværende politiske engagement: ”Valgresultatet blev digitaliseret,” fortæller Rasmus, ”og så opdagede jeg, at der kun var 28, der havde stemt på KF, og der var altså 7.000 vælgere i mit distrikt. Så kunne jeg regne ud, at det var noget, folk sagde, men ikke gjorde.”

På en rejse til Israel med folk fra FrikirkeNet, mødte han Jens Henrik Kirk, som allerede var i gang som politiker i konservative. ”Jeg fik nogle rigtig gode samtaler med Jens Henrik. Mit politiske ståsted ændrede sig efter den tur. Det gik op for mig, at der findes ikke et kristent parti, men man kan være kristen i alle partier. Hvis man kan det, så måtte jeg tage hjem og finde ud af, hvilket parti jeg passede ind i.”

Rasmus begyndte at spore sig ind på de konservative og deres politik og meldte sig ind i partiet. Som medlem af partiet blev han inviteret til De Konservatives møde i Aabenraa.

”Min far kom fra stenbroen i København
og bar det med sig, og min mor var en
Jytte Abildstrøm flower power-type,
som havde stemt på Enhedslisten hele sit liv.”

”Da jeg kom til mødet, viste det sig, at det ikke bare var et medlemsmøde, men et opstillingsmøde. Partiet var relativt presset og fra at være et stort parti i området, havde man nu kun én mand i byrådet. De spurgte, om jeg havde lyst til at stille op – og det havde jeg ikke. Jeg havde ikke lyst til at gå på kompromis med mit kristne ståsted, og jeg forestillede mig, at det kunne skabe problemer, da jeg var frikirkepræst. Jeg tænkte jo kirke som et modsvar til magten, så hvis præster gik ind og blev magten, forestillede jeg mig, at det kunne give lidt rod i hovedet på folk. Men de fortalte mig, at de også havde nogle værdier, og at de byggede på de kristne værdier. Jeg tog hjem og tyggede på det, og næste gang jeg kom, sagde jeg ja, selv om der kun var tre uger til valget.”

Rasmus blev valgt ind, og i dag er han gruppeformand for partiet og formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Aabenraa.

Svært at være to steder

Som nyvalgt politiker stod Rasmus nu med to kasketter, for han var stadig præst i ’Frikirken i byen’. Det gav en ny dynamik, som både han og kirken skulle vænne sig til.

”En del af kirken syntes, det var spændende, at jeg stillede op og blev valgt. Jeg var meget opmærksom på, at det var meget forskellige mennesker, som kom i kirken, og de havde mange forskellige holdninger. Derfor var det svært, at jeg nu stod der som politiker. Men jeg oplevede egentlig, som jeg tit har oplevet, enormt meget opbakning i den første tid. Nogle stemte nok også på mig, fordi de gerne ville bakke mig op. Men jeg oplevede også, at når jeg var afsted, som kirkens præst i politik, så havde jeg rygdækning. Det var et fælles projekt at række ud i byen. Det gav mig også mod på at være i politik, for det kan være et giftigt sted at være i den politiske verden.”

Men efter noget tid, forsvandt opbakningen, og det blev lidt mere Rasmus’ eget projekt end kirkens.

”Jeg tror, folk havde svært ved at forstå, når jeg måtte prioritere politik fremfor kirke. Jeg tror ikke, de var skuffede over mig, men vi så bare forskelligt på det, jeg lavede. Jeg blev jo mere synlig og mente, at det var kirken, der fik stor synlighed, fordi jeg var kirkens præst. Men den opfattelse delte kirken ikke, og de syntes, at jeg var for lidt i kirken. Økonomien i kirken og mit politiske virke gjorde til sidst, at jeg blev nødt til at stoppe som præst der. Jeg har dog stadig vielser og begravelser langt ud i fremtiden, da jeg stadig har mange kontakter.”

Selvom Rasmus ikke er aktiv som præst lige nu, er han stadig ordineret præst i Evangelisk Frikirke og står til rådighed og tænker ikke, at det er afsluttet kapitel.

Drømmer om folketinget

Men lige nu er det politik, der bruges tid på. ”Jeg brænder for børn og unge. Jeg brænder for at arbejde med en bæredygtig omstilling, og så er jeg via KL-udvalgsposten kommet rigtig tæt på en værdig og tryg ældrepolitik. Jeg har nogle projekter, jeg gerne vil fuldføre som politiker. Der er bl.a. et projekt omkring det at bryde den negative sociale arv, som er meget lovende, og det ville jeg ikke have kunnet gøre fra præstestolen,” fortæller Rasmus

”Jeg har også længe haft en drøm om at komme i folketinget og den har jeg ikke sluppet endnu. Jeg har altid set for mig, at jeg skulle befinde mig i situationer, hvor jeg skulle række længere ud og må se, hvad det bliver til,” slutter Rasmus med et smil.