Krig om Kristus til jul

“Kristus skal tilbage i julen,” lød overskriften på en julelovsangsfejring, der blev afholdt lørdag den 13. december i det centrale London. For nogle blev arrangementet et tegn på kristen fornyelse i Storbritannien. For kritikere – især i den anglikanske kirke – blev det derimod et symbol på højredrejet nationalisme og en begivenhed, der risikerer at skabe splittelse.

Reaktionerne hænger især sammen med, at arrangøren var den kontroversielle politiske aktivist Tommy Robinson, kendt for sine stærkt anti-islamiske holdninger. Robinson har for nylig fortalt, at han under sin fængsling mødtes ugentligt med en præst, læste i Bibelen og gennemgik en omvendelse. Siden har han sagt, at han føler, at han nu bør minde sine landsmænd om, at det er kristendommen, der har formet den kultur, de kender – og at den kan gå tabt, hvis man ikke holder fast i den kristne tro.

I annonceringen af lovsangsbegivenheden understregede han derfor, at den ikke skulle handle om politik, men markere begyndelsen på en ny kristen vækkelse: et øjeblik, hvor briterne “tager vores arv, kultur og kristne identitet tilbage og fejrer den”. “Det handler ikke om indvandring. Det handler ikke om islam eller nogen anden gruppe. Det handler om Jesus Kristus – fuldt og helt,” skrev Robinson på X.

Et vækkelsesmøde i vinterkulden

Budskabet fik flere tusinde briter til at møde op. I de omtrent to timer, arrangementet varede, stod folk tæt i kulden og lyttede til bøn, bibellæsning og lovsang fra scenen. Allerede fra begyndelsen var rammerne tydelige: det lignede et klassisk vækkelsesmøde. Efter biskop Ceirion Dewar havde indledt med bøn og proklameret, at Kristus er konge (“Christ is King”), fulgte bibellæsninger fra evangelierne – især tekster om Jesu fødsel – og korte refleksioner over håbet i julebudskabet. Indimellem satte et gospelband lovsangen i gang. Men det, der trådte tydeligst frem, var de personlige vidnesbyrd.

Jeg mødte Jesus – og alt blev nyt

Flere deltagere fortalte åbent om deres omvendelse og om et liv, der var blevet forandret af mødet med Jesus Kristus. En præst fortalte, at han tidligere havde været optaget af det okkulte, men oplevede at blive fri, da han mødte Jesus. En ung kvinde beskrev, hvordan et liv præget af individualisme og tomhed endte i selvmordstanker – indtil hun begyndte at læse i Bibelen og fandt en fred, som intet andet havde kunnet give.

Også en 17-årig, kendt på X som ’YoungBob’, gik på scenen. Med tydelig styrke i stemmen fortalte han om sin omvendelse og opfordrede især unge til at gå i kirke og tage imod Jesus. Netop disse vidnesbyrd – med deres enkle budskab: “Vend om. Tag imod Kristus” – og deres fravær af konkrete politiske markeringer gjorde, at begivenheden faktisk fik karakter af et traditionelt kristent vækkelsesmøde. Derfor sluttede arrangementet også med fælles bøn, hvor mennesker blev inviteret til at tage imod Jesus som Herre og frelser.

Kirkeledere tager afstand

Church of England har taget afstand fra Tommy Robinsons begivenhed – ikke fordi nogen fejrer Kristus, men fordi kirken ikke ønsker at se kristen tro brugt som et politisk redskab til at fremme ekskluderende eller nationalistiske dagsordener. I stedet understreger kirken juleevangeliets oprindelige budskab om kærlighed, håb og inklusion for alle og har lanceret en kampagne med budskabet “Christmas is for all”.

Flere kirkeledere har udtalt, at det er stødende at bruge Kristi fødsel og julen som våben i en kulturkamp, især når det kobles til politiske budskaber om indvandring og national kultur. Biskoppen af Manchester har eksempelvis kaldt det “stødende”, når julen reduceres til et redskab i en kulturkrig frem for at være et rum for fællesskab og religiøs fordybelse. David Campanale, tidligere BBC-journalist og i dag tilknyttet tænketanken Danube Institute i Budapest, hvor han forsker i forholdet mellem politik og religion, ser imidlertid Tommy Robinsons lovsangsbegivenhed som del af et bredere folkeligt kulturskifte.

Ifølge Campanale er Robinson ikke et isoleret fænomen, men en stemme blandt flere markante aktører i den britiske debat, der peger på kristendommen som en afgørende kulturel ressource. Fælles for personer som Reform UK-leder Nigel Farage, historikeren Tom Holland og den somalisk-fødte forfatter og aktivist Ayaan Hirsi Ali er, at de alle argumenterer for, at svarene på Storbritanniens udfordringer skal findes i landets kristne historie – sådan som den har præget forfatningen, retsstaten og demokratiet.

Ifølge Campanale er dette synspunkt blevet udbredt blandt politikere, politiske kommentatorer og centrale kulturelle tænkere. Det, Tommy Robinson ifølge Campanale har formået at tydeliggøre, er, at der næppe kan ske en dybtgående forandring i England uden at inddrage det åndelige aspekt: “Skal landet genfinde sin retning, kræver det en genopdagelse af det kristne fundament – ikke blot som kulturarv, men gennem en personlig og åndelig fornyelse, der begynder hos det enkelte menneske og derfra påvirker kultur og politik,” siger Campanale.

Han mener allerede, at Robinsons initiativ har haft effekt: “Alle taler om lovsangsfejringen – biskopperne, aviserne, de online medier. Der er enorm dækning og debat, og alene det har en betydelig indflydelse.”

Sand søgen bag identitetspolitik

Den norske kirkehistoriker Eivor Andersen Oftestad skriver i et indlæg i den norske avis Vårt Land med overskriften “Hooligans møder korsfarere”, at Tommy Robinsons projekt er et eksempel på, hvordan kristendom kan blive gjort til identitetskamp og kulturkrig. Samtidig udelukker hun ikke, at der bag en identitetspolitisk motiveret vending mod kristendommen også kan ligge en reel søgen efter nationens kristne rødder:

“Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at en ‘søgen mod troen’ kan foregå på mange forskellige måder. Hvis den bliver motiveret af en oplevelse af tab af identitet, kan andre karikere den som ‘identitetspolitisk’. Men måske ender den med at blive til noget helt andet. Spørgsmålet er snarere, hvad der sker, når man først er kommet til tro. I en typisk evangelikal-protestantisk sammenhæng er det at komme til tro nærmest det samme som at være frelst. Så bliver det lettere at afvise sådan en vending som uautentisk. Men tro er også noget, man vokser i. Den er ikke en ‘færdig pakke’.”

Church of England har kritiseret lovsangsbegivenheden for at skabe splittelse og for ikke at være inkluderende. Samtidig lægger kirken ikke skjul på, at den selv markerer sig med politisk ladede standpunkter i spørgsmål som klima, indvandring og LGBT+-politik, som den forstår som forenelige med kristendom. Det rejser spørgsmålet, om der ikke på begge sider foregår en politisk kamp om, hvad kristendom skal betyde i offentligheden.

På det spørgsmål svarer Andersen Oftestad:

“Jeg tror, at rigtig meget moderne kristendom er sekulariseret. Med det mener jeg, at den ikke længere forstår sit mål som noget hinsidigt eller forstår sig selv som et sakramente for evigheden, men først og fremmest ser sig selv som en aktør i denne verden. Så bliver den også hurtigt politisk. Den samme fare findes i den nye bevægelse. Et råb om en kristen nation handler hurtigt om nationen som en rent jordisk størrelse. Kirken handler om noget helt andet: Den forbinder os med evigheden og er ikke et politisk organ. Derfor bør politisk venstrekristendom også kritiseres.”