Om bilferier, næringssorg og bekymringer
Der kommer hele tiden nye diagnoser til. For nylig er også sorg blevet optaget på listen over officielle lidelser. Jeg er dog overbevist om, at jeg selv lider af en langt mere alvorlig og endnu uopdaget diagnose: næringssorg i svær grad.
Opdagelsen kom under årets bilferie. Hele familien – seks voksne i alt – skulle til Belgien. Og som altid begyndte snakken uger i forvejen: “Hvor meget skal vi have med?”
– “Slap nu af, vi kan jo bare købe det, vi mangler. Det er jo et civiliseret land, vi skal til.” Sådan lyder det i teorien. I praksis pakker nogen af os, som skulle vi på ekspedition til Grønland uden redningshelikopter i nærheden.
Da vi endelig skulle af sted, fyldte taskerne præstegårdens entré. Alle – næsten alle – havde som aftalt pakket én taske. Jeg selv havde dog, af hensyn til verdensfreden, pakket en ekstra stor. For hvad nu, hvis jeg skulle mangle de gode vandresko? Eller en tyk trøje? Eller den lune jakke? Eller… Og da det altid er min opgave at pakke bilen, har jeg også et særligt privilegium: at smugle to-tre plasticposer ind i siderne af bagagerummet, uden at nogen opdager det. Jeg lukker klappen hårdt i og tænker: “Den snak kan vi tage senere.”
Senere viste sig at være allerede på feriens tredje aften. Råbet rungede gennem ferielejligheden: “Far, helt ærligt, du har overpakket. Du har et seriøst problem!” Og så, med et anklagende blik mod min hustru, “Se mor, hun har – som aftalt – kun én taske med!” Og dér stod jeg så og manglede ord.
Men her nogle måneder senere kom jeg i tanke om Kierkegaards lille perle af et ord: næringssorg. Han bruger det i en af sine opbyggelige taler. Det handler om bekymringer for livets underhold: Om vi nu har nok. Nok på kontoen. Nok i køleskabet. Nok at stå imod med. Kierkegaard peger på, at vi mennesker ikke vil nøjes med at være mennesker. Vi vil være mere. Vi vil selv sikre os, selv styre livet. Dybest set vil vi overtage Guds job – fordi vi ikke rigtigt stoler på, at han kan finde ud af det.
Og dér står jeg så – overpakket og overbekymret – med Kierkegaards diagnose i baghovedet. Jesus havde jo egentlig advaret os i Bjergprædikenen: “Vær ikke bekymrede.” Ikke fordi vi skal være ligeglade med dem, vi elsker, men fordi bekymringer aldrig nogensinde har kontrolleret verden. Det gør Gud. (Og nej, selv en velpakket bil kan ikke ændre på det). Nu er diskussionen allerede i gang om næste års ferie.
En flyvetur er blevet foreslået. Jeg er mere stemt for bilferie. For hvis vi flyver, kan jeg jo ikke stå med mit kald i livet: at pakke bilen. Og jeg vil nødig blive frataget den sidste rest af mening med min diagnose. Eller også får hele familien et foredrag om Kierkegaard og næringssorg, hvad de helt sikkert vil sætte pris på.
