Sig tak til dine åndelige mødre og fædre

Der er mange, der gerne vil prædike og belære og lave bullet points og rejse rundt og blive hørt. Jeg har selv prædiket en del rundt omkring, og jeg skal være den første til at indrømme, at det giver et kick, når jeg taler, og tilhørerne begejstres, og jeg får budskabet til at hænge sammen og lande godt, så jeg får god feedback fra tilhørerne. Men “talk is cheap” som det engelske ordsprog siger. At snakke er nemt nok!

Som så mange andre døjer jeg tit med at sove ordentligt. Så lytter jeg midt om natten til nogle af de bedste talere, prædikestolene rundt om i verden kan tilbyde. Særlig Tomas Sjödin fra Smyrna i Göteborg er jeg glad for at lytte til. Simon Ponsonby fra den anglikanske kirke i Oxford kan give mig noget til hjerte og hjerne. Jo, og så hører jeg gamle podcasts med Tim Keller og “Therapy and Theology” med Lysa Terkeust.

Det er mine go-tos, mine vandhuller med rent vand i en grumset tid, hvor jeg desværre ofte oplever, at mange store kanoner, som jeg har betragtet som retfærds ege, reduceres til pindebrænde: Piger, penge og popularitet er den økse, der i den sidste tid har fældet mange af de prædikanter, jeg gennem tiden har set op til. “Rens mit hjerte helt,” har jeg lige siddet og sunget med min guitar. For jeg synes, det er blevet lidt snasket, hjertet, efter hvad mine ører har hørt om store kristne kanoner i den sidste tid. Jeg er blevet lidt desillusioneret.

Det var lang tid siden, jeg sidst havde grebet guitaren og sunget en lovsang til min Gud. Jeg hørte engang en historie om en kvinde, der skulle rengøre sit fuglebur. Det var så besværligt altid at gøre det rent med en lille kost og fejebakke, så hun tog en dag resolut støvsugerrøret ind i bunden af buret, mens fuglen sad pænt på sin pind øverst i buret. Det gik så let som en leg, men pludselig fløj fuglen lidt rundt og hovsa, så blev den slugt af støvsugeren.

Damen skyndte sig at flå støvsugerposen op og redde det lille kræ, der var helt grå og næsten ikke kunne få vejret, fordi den havde indåndet alt det støv. Hurtigt tog hun fuglen med ud i badeværelset og gav den en tur under bruseren. Så var fuglen ren, men helt gennemblødt. Hun tørrede den derefter med føntørreren, og fuglen kom til hægterne igen og blev sat på plads i sit bur. Dagen efter fortalte hun sin nabo historien over hækken.

Naboen var journalist, så han skrev en lille sjov historie om hændelsen i dagens avis. Mange læsere fik et godt grin og skrev ind og spurgte, om fuglen stadig havde det godt. Det gik journalisten så ind og spurgte sin nabo om. “Jo, fug-len lever skam,” svarede hun. “Men den synger ikke rigtig mere.” Fuglen havde simpelthen mistet sangen af de knubs, den havde fået. Sådan har jeg også haft det i et stykke tid efter at have hørt om alle de faldne kanoner og oveni dem nogle personlige knubs, jeg selv har fået i kristen sammenhæng. Det er nemt at flette næbbet og miste sangen, når livet er svært.

Men det gjorde hjertet godt endelig at fatte guitaren og bryde den lovsangstørke, jeg har gået rundt i længe. ”Rens mit hjerte helt,” sang jeg som en bøn, og det var så frisættende og godt. Jeg har besluttet i fremtiden oftere at synge med taknemlighed, for til trods for støvsugerslanger, brusere og føntørrere har jeg umådelig meget at være taknemlig for. Gud er Gud om alle mand er døde. Gud er Gud om alle land er øde.

“Der er masser af mennesker, der gerne vil fortælle jer, hvad I skal gøre, men I har ikke mange åndelige fædre,” siger den gode Paulus i 1. Korinterbrev 4. Nu er det godt 50 år siden, jeg som helt kirkefremmed teenager kom med på en sommerlejr og oplevede, at Gud virkelig kan “rense hjerter helt”. Jeg blev mødt med Guds overvældende kærlighed. Min far blev bekymret og ytrede, at “det sekteriske hysteri forhåbentlig bare er en døgnflue”. Men nu har døgnfluen fløjet i 50 år, og gennem hele livet har jeg haft en fantastisk ballast i min tro på Gud.

Efter sommerlejren kom jeg med i en juniorklub. I klubben var der åndelige mødre og fædre, der gav mig de første kram, jeg nogensinde havde fået. De lod mig bo hos dem i weekenden i en tid, hvor mine forældre lå i skilsmisse, og der ikke var rart hjemme. Der var vist endnu ikke noget, der hed mentorskab dengang midt i halvfjerserne, men jeg blev i den grad passet på og rummet og fik sået gode frø i mit liv.

Den juniorklub satte varige spor i mig og mange andre. Flere af os piger fra juniorklubben bevarede venskaber på kryds og tværs, og de fleste af os holder stadig fast i kirkegang og tro. Selv de af os, der ikke længere går i kirke, medgiver, at årene i juniorklubben var fantastiske. Vi mødes en weekend hvert år, vi juniorpiger, der nu er blevet til seniorpiger. I år blev weekenden holdt i Jylland, og juniorklublederne fra Bethelkirken på Tingvej bor nu i ældrebolig i Mariager, så dem måtte vi lige slå et slag forbi.

I deres varme stue fik vi
dengang lov til at lægge
luftmadrassen og folde
soveposen ud, når det
blev for svært derhjemme.

Håret er gråt og Parkinson spøger hos de to kære gamle klipper, men hjerterne er stadig varme overfor os juniorpiger. Vi havde et par skønne timer hos dem og fik traditionen tro en lille bibeltime med oveni det fine smørrebrød, der var købt ind til, vi skulle komme. Snakken gik, og alle de gode minder og oplevelser, vi havde dengang i deres stue, blev genopfrisket. De to klubledere har aldrig rejst rundt og prædiket. De har bare stille og roligt sået ind i menneskers liv, de har blomstret, hvor de er plantet. Der er ikke blevet rendt efter piger, penge og prestige hos dem.

I deres varme stue fik vi dengang lov til at lægge luftmadrassen og folde soveposen ud, når det blev for svært derhjemme. De havde ikke læst nutidens terapeut-mantra om, at “du kun skal omgive dig med mennesker, der giver dig noget”. Dengang havde jeg ikke meget at give, forhutlet som jeg kom, en turbulensramt teenager i en svær tid i mit liv. Jeg spiste sultent deres gode mad og er ikke engang sikker på, jeg hjalp med opvasken, for det havde jeg ikke lært hjemme.

Hvor er jeg taknemlig for, at det var kirkefolk af den kaliber, jeg mødte først, dengang jeg fandt min tro. Ellers er det ikke sikkert, døgnfluen havde fløjet så længe. Den eftermiddag sagde jeg og de andre juniorpiger tak til de to for alt det, de gjorde for os dengang. For deres åbne hjerter og stuer, deres tålmodighed med vores fnisen under bibeltimerne og deres solide undervisning, der gik op i en højere enhed med deres hverdagsliv.

Hurra, fordi der findes klipper! Nogle, der står solidt i en tid, hvor mange bobler brister og retfærds ege går i spåner rundt omkring. Hvis du har sådan nogle mennesker i dit liv, så husk at sige dem tak, for de er deres vægt værd i guld. Og for dit eget vedkommende, så mist ikke sangen. For det er, når vi lovsynger midt i det svære, at vores egne liv kan bære, så vi ikke selv går i spåner.