En hellig stund

Folkekirkens dåbskommission er i gang med at undersøge, hvorvidt det er tid til at forny dåbsritualet. Debatten viser, at der er mere på spil end bare ordlyd.

Nogle præster bryder sig ikke om skulle sige, at man bliver Guds barn i dåben, og man fornemmer, at de i det hele taget ikke vil tale om, at vi alle er syndere og har behov for frelse. Andre mener, at Gud virker i dåben, gør os til sine børn – uanset vores alder – og dåbspagten gør en forskel. Jeg er på det sidste hold.

Jeg tror kun, at respekten for kirken, troen og dåben vokser, når kirken selv tager den alvorligt. Hvorfor skulle nogen lade sig døbe, hvis det ingen forskel gør? Paulus sætter det på spidsen, når han siger, at vi i dåben begraves og genopstår med Kristus. Det er stærke sager. Det handler om liv og død.

Hvorfor døber vi børn i Oasebevægelsen? Det spørgsmål har jeg fået jævnligt. Ofte fra kristne brødre og søstre med en frikirkelig baggrund, som oplever, at de deler betydningen af personlig tro, discipelskab, menighedsliv og mission med os og samtidigt konstaterer, at vi har forskellig dåbspraksis. Jeg har også som præst mødt forældre, der var i tvivl om, hvorvidt man kunne tage sådan en beslutning for sit barn.

Selvom det kan se sådan ud, handler det ikke om at vælge mellem barnedåb eller voksendåb. Vi døber ikke kun børn, men også teenagere og voksne i den lutherske kirke. Forskellen ligger i troen på, hvad dåben er.

Vi tror, at Gud selv virker gennem dåben og nadveren. Vi kalder det sakramenterne. At Gud i dåben opretter en pagt med os, som han aldrig vil bryde, “for selvom vi er utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke”. (2. Tim. 2,13).

Fra Guds side er pagtsløftet ubrydeligt. Han er trofast og står ved sit løfte. I hans pagtskærlighed har vi tilgivelse for vore synder og evigt liv. Tro er at holde sig til Jesus i tillid til, at han aldrig svigter og aldrig forlader mig.

Et menneske kan desværre fravælge pagten og fornægte troen på Gud. “Fornægter vi ham, vil han også fornægte os” (2. Tim. 2,12). Det er at fortabes. Ikke fordi Gud ønsker det, men fordi det ligger i kærlighedens væsen, at den aldrig kan tvinge sig til at blive modtaget og gengældt.

Dåbspagten er ikke en sovepude, men en hvilepude. Jesus befalede os både at døbe og at oplæres i troen og følge ham. Det sidste bliver vi aldrig færdige med. Helligånden, der skænkes os i dåben, kommer os til hjælp. Og bliver ved med at komme til os med Jesu nærvær.

At Gud så generøst tager imod og opretter sin pagt med os, fra vi er ganske små, kan virke forargende på os. Hvor bliver alvoren og det personlige valg af? Præsten og digteren Kaj Munk reflekterede over dette mysterie:

”Jeg ved, at dåb og navngivning for de fleste brave danske folkekirkekristne vel nærmest løber ud i et….at døbt og udøbt vokser op sammen og arter sig ganske ens. Alt det ved jeg, og meget, meget mere. Men i dette Øjeblik, da jeg bøjer mig ned over det nyfødte barn, ved jeg næsten ikke andet end, at det er en stor og hellig Stund.”