Jane Austen skrev ikke kun romaner

Den 16. december sidste år var det 250 år siden, at den engelske forfatter Jane Austen blev født. I den anledning vistes der flere ting om hende også på dansk tv, bl.a. det nye britiske drama ’Miss Austen’, der fabulerer over den kendsgerning, at Janes søster Cassandra brændte store dele af hendes korrespondance. Også filmatiseringen af flere af hendes romaner blev genudsendt. Hun har imidlertid ikke kun skrevet romaner, men også bønner.

En forfatter bliver til

Jane Austen blev født den 16. december 1775 som syvende og det bedst begavede barn af præsteparret George og Cassandra Austen. Hun levede hele sit liv som ugift. Det er begrænset, hvad man ved om hendes liv, bl.a. fordi der efter søsterens destruktion af størstedelen af hendes omkring 3.000 breve kun er bevaret omkring 160 breve. Fra disse breve ved man bl.a., at hun var vant til fra sin opvækst, at man bad om aftenen.

Her læstes en prædiken, og man bad bl.a. fra Salmernes Bog. Man har sandsynligvis i den forbindelse brugt den anglikanske bønnebog ’Book of Common Prayer’. Det er heller ikke usandsynligt, at Jane Austen har skrevet sine bønner til disse andagtsstunder. Derudover ved man, at hun allerede tidligt begyndte at skrive. Som stor pige skrev hun især parodier på datidens mindre lødige litteratur. Allerede dengang kom hendes evne til at se med humor, men også menneskekærlighed, på sine omgivelser til udtryk, hvilket senere blev så karakteristisk for hendes forfatterskab.

Forfatterskabet

Mens Jane Austen levede, udgav hun fire romaner. Den første, ’Forstand og hjerte’, udkom i 1811, hvorefter de tre andre udkom mellem 1813 og 1816 med ’Stolthed og fordomme’ som den første, efterfulgt af ’Mansfield Park’ og endelig ’Emma’. Efter Jane Austens død i 1817 udkom endnu to af hendes romaner: ’Northanger Abbey’ og ’Kærlighed og svaghed’. ’Northanger Abbey’ var allerede skrevet i 1803.

Hendes bøger blev for øvrigt udgivet anonymt, hvilket ikke var usædvanligt for kvindelige forfattere på den tid. Som hun skriver et sted: ”En kvinde, der er så uheldig at være intelligent, må bruge sin intelligens til at skjule denne diskvalificerende omstændighed.”

Jane Austen regnes for grundlæggeren af den engelske genre kaldet sædeskildring, hvor skildringen af den rette adfærd er central. Dette indikeres allerede i flere af romanernes titler. Udover romanerne blev der også udgivet andre efterladte manuskrifter, bl.a. også de bevarede breve – og hendes bønner, ’The Prayers of Jane Austen’, som er udgivet af bl.a. Terry Glaspey og er i handlen i dag.

Tre bevarede bønner

Der er bevaret og udgivet tre af Jane Austens bønner. Man må formode, at der har været flere, men disse tre blev bevaret af hendes søster Cassandra. For alle tres vedkommende retter bønnens henvendelse sig til Gud som far. I alle tre tilfælde er der også tale om et ”vi”, der beder, hvorfor det er oplagt at slutte, at de er skrevet med henblik på at skulle bedes i et fællesskab – som tidligere nævnt måske til familiens aftenandagter.

At der er tale om aftenbønner ses ud af den kendsgerning, at hun – eller de bedende – i bønnerne ser tilbage på dagen, som er gået. Dette kommer tydeligt til udtryk i en af bønnernes indledning med ordene: ”Himmelske Fader, hvis godhed har bragt os sikkert til afslutningen af ​​denne dag, vend vore hjerter i inderlig bøn. Endnu en dag er forbi og føjet til dem, som vi tidligere var ansvarlige for.” Flere, der har arbejdet med hendes bønner, påpeger desuden, at de i deres form er tydelig inspireret af formen på bønnerne i ’Book of Common Prayer’.

Bøn for bønnerne

Når Jane Austen vender sig til Gud i bøn, er det vigtigt for hende også at overlade selve bønnen til ham, for at bønnen derigennem vil blive bedt efter hans vilje. Således indleder hun én af bønnerne med ordene:

”Giv os nåde, almægtige Fader, at vi beder sådan, at vi fortjener at blive hørt, at vi henvender os til dig med vores hjerter, som med vores læber. Du er overalt nærværende, for dig kan ingen hemmelighed skjules. Må kundskaben om dette lære os at fæstne vores tanker på dig med ærbødighed og hengivenhed, så vi ikke beder forgæves.” Mens hun i en anden bøn afslutter i bevidsthed om bønnernes svaghed: ”Tilgiv, o Herre, ufuldkommenhederne i disse vore bønner.”

Bekendelse af svagheder og synder

Centralt i bønnerne er bekendelsen af synd og bøn om barmhjertighed og syndserkendelse. ”Se med barmhjertighed på de synder, vi har begået i dag, og i din barmhjertighed lad os føle dem dybt, så vores omvendelse må være oprigtig, og vores beslutninger om at bekæmpe dem i fremtiden må være standhaftige. Lær os at forstå vores egne hjerters syndighed og bring enhver temperamentsfejl og enhver ond vane, som vi har hengivet os til fare for vores egne sjæle, til vores erkendelse” – beder hun i en af bønnerne.

Ordet ”temperamentsfejl” fører uvægerligt tankerne hen på nogle af temaer, man kender fra hendes romaner – som i øvrigt ellers ikke er særlig eksplicit om hendes tro – det være sig stolthed og fordomme. Og ligesom i romanerne er der et ønske om at kæmpe imod og overvinde sådanne svagheder. Men der er ikke kun tale om at se og overvinde sine synder, men også om at bede Gud om at tilgive de synder, vi begår, erkendte som uerkendte:

”Tilgiv, o Gud, fortidens overtrædelser. Vi er bevidste om mange skrøbeligheder; vi husker med skam og anger mange onde tanker og forsømte pligter; og vi har måske syndet mod dig og mod vores medskabninger i mange sammenhænge, som vi ikke har nogen erindring om.”

Bøn for andre

Et andet karakteristika ved Jane Austens bønner, er deres fokus på forbøn for andre: For syge og fattige og for hendes familie. Hun beder bl.a. for alle lidende: ”Forbarm dig, o nådige Fader, over alle, der nu lider af en hvilken som helst årsag, som er i enhver situation med fare eller nød. Giv dem tålmodighed under enhver lidelse, styrk, trøst og lindre dem.” Ligeledes beder hun for fanger, for forældreløse og enker og om sikkerhed for alle, der rejser både på vejene og på havet.

I en anden af de tre bønner retter hun sin bøn til Gud for sin familie og for sine venner, at Gud også må beskytte dem: ”For alle, som vi elsker og værdsætter, for enhver ven og forbindelse, beder vi på samme måde; uanset hvor splittede og langt fra hinanden vi er, ved vi, at vi er ens for Dig og under Dit øje. […] Især beder vi for vores egen families og vores venners sikkerhed og velfærd, hvor end de er spredt, og bønfalder dig, at du vil afværge alt materielt og varigt ondt på krop og sjæl fra dem.”

I Jesu navn

Mens alle bønnerne er henvendt til Faderen, afsluttes de alle i Jesu navn og med Jesu egen bøn, Fadervor, med vendinger som: ”Hør os, almægtige Gud, for hans skyld, som forløste os og lærte os at bede således …” og ”Giv barmhjertige Fader, for vor velsignede Frelsers skyld, i hvis hellige navn og ord vi yderligere henvender os til dig …” Jane Austens bønner giver den læser, der er glade for hendes romaner, en ny og dybere indgang til denne meget skattede forfatter. I bønnerne ser man et menneske med en ægte tro, der ikke bare har stor indsigt i sine fejl, men hvis liv bygger på en dyb tillid til Gud.

Mon ikke man med hendes bønner i baghovedet vil opdage nye dybder i hendes romaner, næste gang man giver sig i kast med dem?