Vender tilbage til DR Kirken

Januar måned byder på et gensyn med tv-præst Andreas Christensen, som sammen med menigheden vil bygge en altertavle i løbet af januars gudstjenester i DR Kirken.På søndag starter DR Kirkens præst Andreas Christensen projektet Byg-din-egen-altertavle.

Andreas Christensen vil lade menigheden bygge sin egen altertavle med magnetbrikker på en whiteboard-tavle.

Andreas Christensen fra Frihavnskirken i København tager hul på DR Kirkens tredie sæson. Han var med som præst i august 2006, men i år har han fået lov til at være med igen.
– Jeg synes det var meget ærgerligt, at præsten ikke kunne bruges mere, når han nu havde vænnet sig til det, siger Janne Wibroe fra DR’s Tro-redaktion. – Men nu har chefredaktionen givet grønt lys for at vi kan genbruge dem.
Det betyder et gensyn med Henrik Højlund til september, foruden Andreas Christensen på søndag.

Laver egen altertavle

Den iderige præst sætter gang i et byg-din-egen-altertavle-projekt. Langsomt, men sikkert vil menigheden i løbet af januars gudstjenester skabe en alternativ altertavle ved hjælp af tusindvis af bittesmå magnetiske brikker i mange farver og en trefløjet whiteboard.

Efterlyser små kirker

I Januar og de næste måneder vil kirken holde til i Lystrup kirke nord for Århus. Men i løbet af 2008 er det planen, at DR Kirken vil benytte to andre kirker i Århus-området.
– Men vi ved endnu ikke, hvor vi skal være, siger Janne Wibroe, der efterlyser små kirkerum med løse bænke.

Sendes på DR1 søndag
d. 6. januar kl. 14.00