Man kan ikke fastlægge medlemstallet i frikirkerne ud fra Trossamfundsregisteret

I tirsdags udgav Kirke.dk en analyse af frikirkernes medlemstal. Det burde have været interessant læsning, da det det seneste år er blevet ivrigt diskuteret, om frikirkerne vokser og oplever medlemstilgang i modsætning til folkekirkens langsomme tilbagegang.

Det undrer derfor, at Kirke.dk ikke dykker mere seriøst ned i spørgsmålet, men nøjes med en tynd analyse af kirkelandskabet baseret på trossamfundsregisteret. Det er især bemærkelsesværdigt, fordi Kirke.dk har interviewet flere frikirkefolk og talt med miljøet om netop dette emne – hvor jeg blandt andre ret eksplicit har påpeget, at registeret er vanskeligt at bruge til at sige noget præcist om medlemstal i frikirkerne.

Om trossamfundsregisteret

Først og fremmest er Trossamfundsregisteret alene et register over anerkendte trossamfund – altså dem, der har søgt godkendelse. Det er desuden opbygget ud fra disse trossamfunds interesse i at opnå vielsesbemyndigelse og skattefradrag. Trossamfundene er kun forpligtet til at indberette medlemmer, der giver gaver. Det må ikke entydigt forveksles med betalende medlemmer. For nogle kirker er det sammenfaldende, for andre ikke.

Derudover er mange kirker registreret som enkeltmenigheder frem for som samlede kirkesamfund. Det gælder eksempelvis det, der historisk er kendt som pinsekirken og i dag hedder Mosaik, hvor nogle menigheder er anerkendte og andre ikke. Det samme gælder den rumænske kirke. Det betyder, at en række af disse kirkers menigheder ikke fremgår af registeret. Registeret siger derfor alene noget om, hvilke menigheder der har ønsket statslig anerkendelse, vielsesbemyndigelse, og hvor mange i disse menigheder der donerer.

De facto viser tallene, hvem der betaler – hvilket også er registerets formål: at skabe transparens, så myndighederne kan se, hvem der finansierer en menighed, og om der tilgår midler fra udlandet. Det er således en statslig og folkekirkelig logik at sidestille betalende, registrerede medlemmer med medlemmer. Men det burde ikke være overraskende, at kirken er større end dem, der optræder som gavegivere. I folkekirken tæller man jo heller ikke kun dem som medlemmer, der betaler ved en kollekt.

Konkrete eksempler på fejlgreb

For mange fremstår registeret uigennemsigtigt. Derfor følger fire eksempler på analytiske fejl, der opstår, når det bruges som datakilde i eksempelvis Kirke.dk’s analyse:

For det første: Betalende er ikke det samme som medlemmer. I mange frikirker er der medlemmer, som ikke giver økonomisk, uden at miste deres tilknytning. Ofte opfattes bidrag som frivillige gaver frem for kontingent. I praksis betyder det, at en stor del af menigheden aldrig optræder i registeret. Overført til folkekirken svarer det til kun at tælle dem, der sidder i kirken søndag, frem for alle sognebørn. Jeg kender konkret tre sager, hvor ministeriet og kirkerne er i dialog om præcis dette spørgsmål.

For det andet: Registeret er upræcist i forhold til kirkesamfund. Det er ikke designet til at opgøre samlede medlemstal. Et konkret eksempel er, at Mosaiks egne tal viser en vækst fra 3.670 til 4.034 medlemmer fra 2020 til 2024 (godt 10 procent) i de registrerede menigheder under loven, mens Kirke.dk’s tal afviger. Mosaik har endda bedt ministeriet om rettelser.  Samtidig varierer definitionen af medlemskab mellem kirkesamfund – tæller børn eksempelvis med?

Det betyder, at det er meget uens, hvad kirkerne melder ind, og hvad Kirke.dk derfor trækker ud. Igen i en folkekirkelig kontekst: Skulle man tælle medlemmer, men udelade dem under 18, for de betaler jo faktisk ikke kirkeskat eller kan give bindende samtykke?

For det tredje: Registeret samler ikke menigheder til hele kirkesamfund. Brunstad Kirken er for eksempel registreret som to separate enheder, selvom de samlet har lidt over 1.000 medlemmer. Det skaber særligt skæve tal for ortodokse og katolske kirker. Den rumænske kirke optræder med lidt over 300 medlemmer – men det dækker kun én menighed. Der findes omkring 20 rumænske menigheder i Danmark, hvoraf under halvdelen er anerkendte, og de er registreret hver for sig.

Den registrerede menighed, som optræder i Kirke.dk’s tal, er den ældste og mest etablerede. Samtidig bor der 50.000-60.000 rumænere i Danmark, hvoraf de fleste er ortodokse. Mange er hverken registreret eller giver via danske ordninger. Det vil være en voldsom undervurdering, hvis man tror, der kun er 300 rumænske ortodokse i Danmark, når det reelle tal – alene på kirkegang – nærmere vil være 20.000-30.000 faste medlemmer.

Det ses nemt i en række jyske småbyer her ved den ortodokse påske, da de er så overfyldte, at det er et parkeringshelvede. Igen i en folkekirkelig kontekst: Skulle vi kun tælle dem med, der kommer hver søndag, og ikke også dem, der kommer til højtiderne?

For det fjerde: Registeret overser i vidt omfang migrantmenigheder. Andelen af kristne migranter i Danmark er vokset fra 2,4 procent i 1999 til 6,8 procent i 2024 ifølge lektor i religionssociologi Brian Arly Jacobsen. En stor del er ortodokse eller katolske, men mange er også frikirkelige – for eksempel chin-burmesere i Baptistkirken og iranere i Mosaik. Disse grupper er ofte usynlige i registeret. Det giver et skævt billede, som ikke kun Kirke.dk får i sin analyse, men også når Kurt E. Larsen i Kristeligt Dagblad konkluderer, at frikirkerne ikke har mange medlemmer.

Det afhænger af, hvem man tæller med – for eksempel om chin-baptister indgår, eller om man som Larsen kun tæller fjerdegenerations danske baptister. Baptistkirken er trods alt blevet en multikulturel kirke, hvor der derfor er tale om en klar undervurdering, hvis de ikke tælles med. Eksempelvis findes en stor rumænsk protestantisk gruppe i Ans ved Viborg, som ikke optræder i nogen af statistikkerne. Det samme gælder andre migrantgrupper.

Samlet betyder det, at frikirketallene overser en stor gruppe – anslået over 80.000 – som endda vokser markant. Det gælder også europæiske migranter som svenskere bosiddende i Danmark, der ofte deltager i den svenske kirkes aktiviteter uden at være registreret.

Hvad kan man så gøre?

Det er vanskeligt at opgøre frikirkemedlemmer præcist. Hvis det var enkelt, var det gjort for længst. Der er dog nogle mulige tilgange: Kirketællinger: Systematiske optællinger, som kræver kortlægning og mange ressourcer. Erfaringer fra Aarhus og København viser potentiale, men også usikkerheder. I Aarhus lavede studerende en kortlægning af byens religiøse centre og kirker, og i København forsøgte man sig med den første kirketælling en søndag, hvor det desuden viste sig, at langt de fleste kirkegængere i København en søndag er frikirkefolk.

Anvender man kirketælling, vil folkekirken, er min vurdering, blive forfordelt som i København, da regelmæssig kirkegang ikke er lige så almindelig blandt folkekirkemedlemmer som frikirkemedlemmer. Beregninger på anden data: hvilket er det, Kirke.dk forsøger, men det kræver metodisk stringens. Her har Brian Arly Jacobsen bidraget med både metode, kapitler og mere kvalificerede estimater (cirka 80.000 protestantiske, 160.000 katolske og 145.000 ortodokse migranter).

Det kræver fagfolk, og at man ved, hvilke datakilder man laver estimater ud fra – og her er det nok vigtigst at kalde det, hvad det er – nemlig estimater.

Selvrapportering: Kirkernes egne tal er også en mulighed, som for eksempel de tal fra Mosaik og Brunstad Kirken, som jeg nævner. Udfordringen er forskellige medlemsdefinitioner, og hvem der indsamler dem. Der er helt sikkert noget rigtigt i Kirke.dk’s tal, da de viser registrerede, betalende medlemmer. Men de bør læses som et minimumsniveau – og med væsentlige forbehold. Det havde klædt Kirke.dk at inddrage fagfolk, eksisterende forskning og tydeligt redegøre for fejlkilder og forbehold helt centralt.

Analysen viser én ting klart: Den er ikke lavet af fagfolk med indsigt i frikirker. Den fremstår ærligt talt som folkekirkelig clickbait.

Kirke.dk har svaret følgende på kritikken fra Emil Bjørn HIlton Saggau:

”Vores analyse bygger på de medlemstal, som de anerkendte trossamfund selv årligt indberetter til myndighederne – tal, som Kirke.dk har fået aktindsigt i fra Kirkeministeriet. Det er netop medlemstal, ikke tal for, hvem der bidrager økonomisk. Emil Hilton Saggau påpeger en række af de usikkerheder, der knytter sig til de medlemstal, som trossamfundene opgiver til Trossamfundsregistret.

Det er usikkerheder, som vi selv tager forbehold for i bemærkningerne til analysen, og som vi tidligere på året har belyst i en artikelserie, hvor vi interviewede blandt andre Emil Hilton Saggau. At tallene fra Trossamfundsregistret efterlader mange ubelyste områder i det kirkelige landskab uden for folkekirken, har vi ikke lagt skjul på. Men indtil videre er det de bedste tal, der er tilgængelige,” skriver Kåre Gade, redaktør for Kirke.dk.

Kåre Gade henviser desuden til Kirke.dk’s artikelserie om frikirkerne på kirke.dk/frikirkernesvaekst.