Vabler og velsignelser – Et post Camino essay

Det bløde morgenlys falder gennem de farvede mosaikvinduer i et lille kapel i Santiago de Compostela sammen med friskheden fra den nye dag. Et par ældre frivillige damer tænder kuglelysene på alteret og gør de sidste forberedelser til dagens messe. Den filippinske præst, Fader Manny, indfinder sig og gør sig klar til at fejre messen, som i dag er på engelsk.

Fader Mannys blik er tindrende klart, og trods sin lille, spinkle figur er han en åndskæmpe, da han først åbner munden. Han træder frem for menigheden iført hvid alba og en stola med motiver vævet i gyldne tråde, som sollyset fanger og minder os om, at vi stadig er i tiden efter påsken. Vi er cirka fyrre personer bænket på de ubærligt hårde kirkebænke. Den indledende præsentationsrunde afslører, at vi kommer fra hele verden.

Vi er samlet om en meditativ afslutning på hver vores Caminovandring, der har varieret i længde fra 100 til over 700 kilometer. De forskellige længder til trods smiler vi alle og nikker, da Fader Manny byder os velkommen og taler om, hvordan vi alle er mærket af de mange dages vandring og de smerter og sår, vi har pådraget os.Ikke mindst de mange vabler. Vi, der er samlet, er forbundet – ikke blot af det liv, vi lever nu, men også af det liv, vi har levet, og af det, livet har gjort ved os.

Af de veje, vi selv har valgt, og de veje, der blev vores – med og mod vores vilje. Af alle de gange, livet kom os i møde og satte sine spor. Sine ar. Det er nemlig ofte dér, det begynder, når man taler om, hvad caminovandringen har gjort ved én. De skader, man har pådraget sig, den stille slitage, som mange dages vandring har sat på kroppen, og som hver morgen giver anledning til en nærmest rituel gennemgang af sine fødder for at forebygge nye vabler.

Manny kalder os for pilgrimme – en titel, jeg har en smule svært ved at tage i min mund og føler mig for almindelig til at kunne oppebære. Jeg føler snarere, at jeg bare har været på en uforholdsvis lang gåtur på en pakkerejse arrangeret af FDM. I det hele taget er jeg denne morgen i tvivl om, hvordan jeg skal forstå de foregående seks dages vandring, og hvilken følelse jeg bør sidde tilbage med.

Jeg er på én gang taknemmelig og glad for, at min krop har kunnet bære mig til dette mål, og samtidig træt i kroppen, som minder mig om, at de sidste dages fysiske aktivitet har været krævende, og at kroppen nu kalder på hvile. Jeg er beriget af at være sammen med andre mennesker, men også træt af at forholde mig til andre menneskers behov og daglige rutiner. Jeg er i tvivl om, hvordan jeg åndeligt skal forstå denne vandring.

Gennem flere år har jeg gået med tanken om, at jeg gerne ville opleve Caminoen. At gå Caminoen var vel nærmest blevet en del af en slags bucket list, som jeg ellers ikke rigtig bekender mig til. Jeg har trænet de sidste mange måneder, købt tøj og udstyr, der skulle lette min vandring. Pludselig er man der – og pludselig er det ovre igen. Hvilken oplevelse skal man så sidde tilbage med? Eller bør man i det hele taget øve sig i at frasige sig tendensen til altid at ville evaluere og vurdere det, som er sket?

Men er jeg så kommet nærmere Gud gennem denne vandring? Egentlig ikke – men så absolut heller ikke fjernere fra ham. Det er en broget skare, jeg har vandret ved siden af og talt med i den forgangne uge. Der er den gråskæggede, ældre amerikanske mand fra Michigan, der gentagne gange undskylder, at han er fra USA, og for alt det, som hans land – eller rettere sagt manden i Washington – nu bringer af ravage.

Jeg møder den unge, intellektuelle Mario fra Madrid, der med egne ord har mistet troen på Gud. Vi taler længe om, hvad tro betyder, og hvordan man kan forsøge at fastholde spændingen i at være både troende og tænkende menneske. Vi udveksler kontakt-oplysninger, inden vi skilles ved en café i den brændende eftermiddagssol. Og der er en ung ukrainsk kvinde, der hver morgen skubber afsted med sin lille datter i en klapvogn.

Jeg hilser hende med et “Slava Ukraini” og tænker og beder om, at hun en dag kan vende hjem til det land, hun har måttet forlade. Der en gruppe danskere fra Vejle, der fra morgenstunden nyder dagens første (og med sikkerhed ikke sidste) fadøl – for klokken har jo passeret halv “øl-ve”, som de klukkende bemærker, da jeg falder i snak med dem ved et cafébord. Caminoen er smukke, små kapeller med mos mellem sandstenene i murene, hvor små, blå blomster og bellis vokser.

Det er solopgangen, der brænder morgentågen af de grønne og frodige enge i det kuperede landskab. Det er nypløjet, rød jord, der løfter duften af køer og den føde, de allerede har spist. Det er landsbyer, hvor folk stadig arbejder uden brug af maskiner, og en tynd hund, der løber over vejen. Det er gamle stier belagt med sten, og det er asfalterede veje langs trafikerede landeveje, hvor der køres alt for stærkt.

Caminoen er middelmådige hoteller, af solen afblegede skilte, billig fastfood og slatne pomfritter. Det er kommercialisering af helligsteder, souvenirbutikker og alt det, man kan få på en billig charterrejse. Caminoen er det hele. Caminoen er middelmådige hoteller, af solen afblegede skilte, billig fastfood og slatne pomfritter. Det er kommercialisering af helligsteder, souvenirbutikker og alt det, man kan få på en billig charterrejse. Caminoen er det hele. Den er alt det, jeg som lutheraner både synes er for meget pling-pling ved den katolske kirke – og det, jeg i mit stille sind indimellem misunder dem af liturgier og sanselighed.

Caminoen er middelmådige hoteller,
af solen afblegede skilte, billig fastfood
og slatne pomfritter. Det er kommercialisering
af helligsteder, souvenirbutikker og alt det,
man kan få på en billig charterrejse. Caminoen er det hele.

Men her sidder vi i kapellet, og Fader Manny taler igen til os om, hvordan vores liv er som en Caminovandring. Som det er på Caminoen, er det med vores liv, siger han på et fint engelsk med tydelig filippinsk accent. Det består af både vabler og velsignelser – blisters and blessings, siger Fader Manny. Vi går de samme veje, men det er langt fra det samme, som vejene gør ved os. Til trods for at vi vandrer i samme retning, er vejen aldrig den samme for os. Som på Caminoen – som med vores liv.

Dagene efter hjemkomsten mærker jeg det stadig. Vablerne er der endnu. De hilser mig, da jeg snører løbeskoene første gang en tidlig morgen. Kroppen husker belastningen. Men der er også noget andet, der langsomt melder sig: en stille fornemmelse af at have modtaget noget, jeg ikke helt kan sætte ord på. En velsignelse, måske. Ikke som et øjeblik af klar indsigt på vandringen. Ikke som en åbenbaring ved katedralens fod, hvor alt stod lysende klart og forklaret.

Men som noget, der kommer snigende bagefter – med tilbagevirkende kraft. En stråle af livets fylde og Guds godhed, givet på efterbevilling. Som morgenlyset i kapellet i Santiago, der falder ind i min helt almindelige hverdag. Som et ekko fra en fortid hører jeg ordene fra den ældgamle velsignelse i mit indre: Buen Camino!