Mission gennem overskudsmad

Køen af mennesker udenfor Karen Kristine og Donald Kofoed Pihls hjem i Ikast vokser sig større og større. Denne dag er det en flok ukrainske flygtninge, der kommer for at hente det tiloversblevne frugt og grønt, som et lokalt supermarked har doneret.

Og modsat den trængsel, der ofte kan være foran butikker, når tilbudsjagten sætter ind, er der en helt anden og fredfyldt stemning blandt de omkring 20 fortrinsvis kvinder, der er mødt op denne regnvåde forårsdag. Der er ingen utålmodige, der maser sig frem i køen. Snakken går livligt på ukrainsk på vej hen til garagen, hvor maden står i kasser på nogle haveborde. Her møder de Donald, der med et smil rækker dem nogle poser, som de kan fylde maden i.

I dag er der mange fine grøntsager at vælge imellem. En lokal landmand stod pludselig med 60 tons økologiske kartofler, som han ikke kunne få afsat til leverandøren på grund af kosmetiske fejl. I stedet besluttede han og hans kone at give dem væk gratis. Donald har hentet otte fyldte kasser. Det vækker stor glæde blandt de fremmødte, som har brug for en ekstra håndsrækning for at få husholdningspengene til at slå til.

En ukrainsk præst fra Midtjyllands Frikirke i byen står for kontakten, og i starten kørte Donald hen til kirken hver søndag efter gudstjenesten med mad. ”Men det blev for meget, for jeg skulle ofte læsse 20-30 kasser op på traileren. Nu kommer de i stedet her og henter det, og der er ofte en stor flok hver gang,” fortæller Donald.

Kom, som du er

En ældre kvinde kommer hen til Donald og trykker hans hånd inderligt som tak. En anden går direkte hen og giver ham et stort knus. De kan ikke mange ord på dansk, men den dybe taknemmelighed er ikke til at tage fejl af. En ung ukrainer, som bor midlertidigt hos Karen Kristine og Donald, fungerer som tolk, og han hjælper også med at hente mad og pakke det sammen igen.

Maduddelingen er blevet en fuldtidstjeneste for det midtjyske par, der ud over til ukrainerne henter og uddeler mad til omkring 40 danske familier. Nogle af dem, der kommer efter mad, tager også noget med til en nabo eller en ven, der sidder lidt hårdt i det, men parret opstiller ingen kriterier for, hvem der har lov til at få hjælp. ”Der er mad til alle. I modsætning til det offentlige system, hvor folk ofte føler sig målt og bedømt, ønsker vi at vise, at alle er velkomne – uanset hvad.

De får at vide: ’Kom præcis, som du er, og du kan få lige præcis det med, som du gerne vil have’,” siger Karen Kristine og uddyber: ”Vi har fået alt givet i overflod – for intet. Og vi vil gerne give det videre, så det kan glæde andre. Det er ligesom med Guds kærlighed til os. Han gav alt gennem Jesu død på korset, for at vi kunne modtage alt gennem ham.”

Gud som far blev vendepunktet

Karen Kristine og Donald er begge opvokset med troen og har altid haft et åbent hjem, hvor mennesker har følt sig velkomne. Der er kaffe på kanden og tid til en snak og en hjælpende hånd, og parret har, efterhånden som deres voksne børn er flyttet ud, tilbudt husly til unge, der i perioder har haft brug for et sted at bo. Men familien har ikke selv haft det let. Donald har haft voldsomme rygproblemer, og mange års kamp med kommunen omkring en af parrets sønner, der som lille blev diagnosticeret med ADHD, sled på familielivet og fyldte ham med en voldsom vrede og frustration.

Det ændrede sig, da han på en konference fik en stærk åbenbaring af Guds faderkærlighed til ham, som forvandlede ham, så han bare måtte sige: ”Far – jeg vil lægge alt mit eget ned. Du skal være Herre i mit liv. Hvad end du beder om, vil jeg gøre.” Drevet af en fælles villighed til at træde ud i det, som Gud kaldte dem til, sagde de begge deres job op – han som pædagog og hun som plejehjemsleder – og i efteråret 2019 tog de afsted på UMO’s discipeltræningsskole i Sjellebro.

”Vi vidste ikke på forhånd, hvilken tjeneste, vi skulle stå i. Vi vidste bare, at der lå en skat begravet her, og den ville vi forfølge med alt – koste hvad det ville,” supplerer Karen Kristine.

Begyndte selv at skralde

Huset på Hans Egedesvej var sat til salg gennem lang tid – men endte med ikke at blive solgt. I stedet danner det nu rammen for den tjeneste, parret står i. Det har ikke været uden bekymringer og søvnløse nætter om, hvordan den næste elregning skulle betales, fortæller Donald, men parret, som lever i fuld tiltro til, at Gud vil sørge for dem, har gang på gang oplevet, at han har lagt alting til rette for dem.

Selve arbejdet med maduddeling opstod, fordi familien selv begyndte at skralde for at få pengene til at række lidt længere. ”Vi hev mad op af containerne udenfor supermarkederne, og efterhånden skraldede vi mere, end vi kunne bruge selv, så vi gav det til en familie, vi kendte, som havde det svært.” Det blev til flere, og på et tidspunkt fik parret en aftale med Donalds tidligere leder, som nu er på et bosted.

Her fik de donationer, som stedet ikke selv kunne nå at bruge. På fire et halvt år voksede antallet af aftaler med foreninger og butikker, så Donald nu kan køre hver eneste dag og hente overskudsmad til uddeling. Også sportscenteret i Ikast fik nys om arbejdet. De donerer overskydende mad fra deres VIP-arrangementer, som Karen Kristine og Donald står hjemme i deres eget køkken og fordeler i tomme slikbøtter – små portioner og lidt større, så der både er til den lille og den store familie.

Det vigtigste er samtalen

De snakke, der opstår, når folk kommer for at hente maden, er en mindst lige så vigtig del af tjenesten, fortæller parret. Det er nemlig ofte her, de får mulighed for at vidne om Guds kærlighed, fortæller Donald. ”Mange spørger os: ’Hvorfor gør I egentlig det her?’ Når folk har kendt os i et stykke tid, vil de som regel gerne vide mere, og så fortæller jeg, hvad Jesus har gjort i mit liv, og hvad han også kan gøre for dem.”

”Han har helbredt mig flere gange for rygproblemer, og det har været kæmpestort, men det største for mig er ikke, at jeg undgik at sidde i kørestol. Det er, at alt hadet og vreden, som jeg har følt i mange år, er blevet forvandlet til glæde og taknemmelighed. En af dem, der henter mad, siger ofte: ’Donald, du er altid positiv, når vi snakker. Du tror altid, det bliver bedre. Det er rigtig rart.’ Jeg kan se ind i den håbløshed, som mange mennesker oplever, for jeg har selv været der, og netop derfor kan jeg også sige, at der er håb i Jesus, og at det er noget andet end det, de kender fra denne verden af sygdom, svigt og depression.”

Donald har også fået lov til at bede for flere – blandt andet en kvinde med kronisk dårlig ryg, som blev helbredt, og som nu to år senere stadig ikke har smerter. ”Det er en kæmpe opmuntring, for selvfølgelig er det hårdt at køre rundt og hente al den mad, og nogle gange bliver jeg træt, rigtig træt – men sådan nogle oplevelser gør bare, at jeg bliver fyldt op igen på fem sekunder.”

Fra hånd til hånd

Karen Kristine fortæller om en mand, der for nylig var chauffør for en, som skulle hente mad. ”Han stod og kiggede, og da de var færdige, sagde han til mig: ’Jeg vil gerne have lov at komme igen og snakke med jer og finde ud af, hvad jeg kan byde ind med, for jeg vil være en del af det her!’ Han var blevet grebet af det at hjælpe andre uden selv at skulle have noget ud af det. Det rørte ham bare.”

Nogle virksomheder har sagt: ”Vi vil rigtig gerne hjælpe jer, men vi hjælper ikke privatpersoner.” Derfor har parret sammen med nogle venner oprettet foreningen ’Fra hånd til hånd’, som skal være med til at søge støtte og midler og dermed udvide kapaciteten til at hjælpe endnu flere.

Og den hjælp er der stor brug for, fortæller Donald: ”Sidste sommer under hedebølgen hentede jeg på en dag hele to trailere fyldt med frugt og grønt – og på halvandet døgn var det hele delt ud. Uanset hvor meget, vi henter, bliver det alt sammen aftaget. Så vi er taknemmelige for den ekstra støtte, foreningen kan give, og er i stor forventning til, hvad nyt vores far vil lade vokse frem af det.”